Labor Days

Labor Days er et helt nyt album udgivet af ONI af et for mig ukendt forfatter-/tegnerpar. Philip Gelatt har ikke udgivet det store, men Rick Lacy har tegnet en del, men ikke noget jeg har læst.

Jeg blev straks fanget af introen. Albummet indeholder et af flotteste introbilleder jeg nogensinde har set, og forventningerne var høje, da jeg satte mig til at læse albummet. Labor Days er på 144 sider og handler om Benton, en taber, der i albummets første par sider mister det meste af sit kendte liv, og nu må ud på eventyr for at få ligevægt i livet igen. I Labor Days bliver en mystisk pakke afleveret til Benton med besked om at han skal passe på den til om aftenen og så går det ellers over stok og sten. Ingen er hvad eller hvem de giver sig ud for. Alle vil have pakken – der indeholder en vhs med noget på, der kan omstyrte verden som vi kender den. Og dette er selvfølgelig guf for samfundsomstyrtere af enhver observans. Benton kommer rundt omkring, fra downtown London over Spanien og til Finland(!) og det hele ender i en gevaldig shoot-out i noget der nærmest må defineres som Never-Never land.

Historien er en klassisk road fortælling, hvor vi følger heltens indre rejse spejlet i hans rejse i det ydre. Benton er utålelig i historiens start, men udvikler sig og finder både mål og mening med livet – for ikke at tale om den store kærlighed han får (gen?)-erobret. Derudover bliver spørgsmål som “kan man stole på dem man har kendt altid?” – (nej!), “falder fremmede kvinder for usoignerede antihelte?” – (joeh), “er der nogen problemer der ikke kan løses med vold?“ – (næh, skulle der være det?).
Det kan næsten ikke være mere rigtigt.

Med alt dette kommer vi så det endelige spørgsmål: Er det så en god historie? Og her må jeg så skuffe potentielle købere, der allerede har hevet pengene ud af de islandske banker, svaret (for mig) er nej. Der er for meget godtkøbsfilosofi, spring i tid og rum (og plot) til at jeg kan holde rigtigt af historien. Jeg kan tilgive at handlingen er episodisk nærmest grænsende til det fragmenterede, at vittighederne er platte og hovedpersonen ikke er særlig elskelig, men jeg har det underligt nok svært ved at skurkenes motiver er så udflydende. Der er et par revolutionære, der vil have revolution! Men intet om hvorfor, ikke den mindste lille perspektivering af deres politik, måske er det genren – skurke er skurke – men det er lidt for let og egentlig også og det er det værste – lidt kedeligt, når det bliver alt for meget pap. Udover Trotsky (undskyld, Leon!), så er der feminister (med våben og meget ufeministiske miniskørter, der selvklart hader mænd), CIA folk med amerikanske moderbindinger og hvad har vi. Og så er der selvfølgelig overskurken, der har en rigtig snedig plan, som endda vil gå ud over nogle af de lidt mindre skurkagtige skurke. Desværre var det en plan som jeg ikke helt forstod formålet med, og derfor havde jeg svært ved at rigtigt heppe på den sidste store skurk eller blive bange for ham. Og lægger man vægten på Bentons udvikling, ja så er der heller ikke rigtig noget at hente; han finder sig selv, men det nåede aldrig rigtigt at ophidse mig at han var blevet væk for sig.

Og hvis man bedømmer albummet på dens egne præmisser – som jeg gætter på er noget med gang i den og fuld fart derudaf – så synes jeg stadig det fejler. Udgiverne sammenligner Labor Days med både Die Hard og The Big Lebowski, men hvor Die Hard er en action film, der tager sig selv (nogenlunde) seriøst, og som overholder tiden og stedets enhed (tak til Aristoteles) så falder Labor Days fra hinanden i sin fortsatte jagt efter nye action kicks. I forhold til The Big Lebowski mangler der både skarphed og dybde – igen så virker det ikke som om skaberne tager deres eget værk alvorligt, og det er synd, for talentet er der, men det bruges ikke til noget interessant.

Tegneteknisk bevæger Labor Days sig i en klassisk stil – sort/hvid, og med skygger jeg synes er fænomenalt flotte. Det hele er veltegnet og figurene er klart skitserede. Og som nævnt i begyndelsen synes jeg det indledende billede er vildt godt. Kompositionsmæssigt fungerer de enkelte sider, men jeg synes at mærke en vis stivhed eller usikkerhed i stilen, tegneren skal måske træde lidt mere i karakter. Og så er jeg igen ikke begejstret for de mange stereotyper, der kravler rundt på siderne. Det er her mest kvinderne der alle som en er storbarmede og sexede. Det kunne være lidt forfriskende en gang i mellem at se en centralt placeret kvindelig figur, der måske netop ikke havde nogen speciel figur.