Min verden er barneland. Jeg er så heldig, at jeg har to børn med en kvinde, og to børn med en anden. De sidste kom længe efter de første, og det betyder reelt, at jeg har to chancer for at blive en god far og opleve verden sammen med dem.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men Line Malling Schmidts Lillepigen fra Lolland, en dejlig hardback fra forlaget Vild maskine, får mig til at tænke på mine egne fire børn. Både de store, som nu vitterligt er store, og de små, som jo heldigvis stadigvæk er små.
Jeg tror, det har noget med den simple kærlige grundtone, der er i bogen.
Over 100 sider fortalt ud fra den ramme, at et barn finder et fotoalbum og så fortælles der ud fra disse billeder. Det er en klassiker som er døende, al den stund af færre og færre anvender ’rigtigt’ fotoudstyr og får printet billeder, sat dem i album og får albummet på plads i reolen.
Så værket udspringer af den barnlige nysgerrighed og så en velment varm fortælleglæde. Allerede her et fornemt plus i min bog. At læse og fortælle for nysgerrige børn er godt for sådan en som mig. Både som far og som lærer. Det der magiske i mødet med ord og en fortællerstemme, har jeg oplevet så mange gange, at jeg kan genkende magien, når den er der. Både da jeg selv lyttede (og stadig lytter – nu til lydbøger), og når jeg stædigt læser for mine unger. Både mine unger privat og mine unger i skolen.
Billedmediet er jo genialt i sine ligefremhed. Billeder til øjet og ord i øret. Alt kommer ind og vores filter sørger for at gemme og glemme. Her i en vidunderlig visuel gammelmandstone, sådan lidt Tove Janssonsk med sepiatone. Sidstnævnte et nyt ord, som jeg lånte fra Nummer 9.
Tempoet er fortælletilpasset. Der er ikke jappet eller sjasket med ord, og bogen er særdeles velegnet både til den opbyggelige snak og til det mere hyggelige. For tag endelig ikke fejl. Det er ikke kun jordbærgrød med dansk hyggefløde og lutter idyl. Alt ånder fred og ingen fare, men på hver side lurer det mørke og grumme. Kun som en snare. Kun som en snare. Og når fælden klapper, og det lyttende barn falder i, så kan man åbne for Pandoras æske. Krig, isflager, drillerier, pinligheder, dumme veninder, mad man ikke kan lide. Alt det, som vi godt ved, kan gøre ondt. Alt det er der også.
Det er klart værkets styrke, at der bag den kærlige em af ord og nostalgi, at der lurer de der satans andre ting. Igen – mine tanker vandrer og jeg tænker især på Astrid Lindgrens måde at fortælle på. Bag et slør af almindeligheder med voksenverdenens realiteter på lur. At tage børn alvorligt, kan man vel sige.
Lillepigen fra Lolland er en herlig udgivelse. Fyldt med hjertevarme og fortælleglæde. Illustrationerne uprætentiøse og stilfærdige. Anonyme og så alligevel ikke. Der er identifikation og læring foruden en del kærlig humor.
Jeg tror, at Lillepigen fra Lolland er en udgivelse, som får den vante tegneserielæser til at smide den fra sig. At man vil finde bogen kedelig, tegningerne skitseagtige eller ufærdige, og man så i stedet napper noget vant, en and måske, eller en superhelt.
Som far og som lærer, og så også som anmelder, har jeg efterhånden lært, at bøger kan vokse. Lillepigen fra Lolland er klart en bog, der vokser.
Bogen er et bagudrettet favntag om en tid og en barndom, som aldrig kommer igen. Men netop i både foto og fortælling bevares den, og bliver både historie og historieløs. Jeg er kommet til at holde mægtigt af Lillepigen fra Lolland og den får fire kærlige hjerter.
Titel: Lillepigen fra Lolland
Tekst: Line Malling Schmidt
Illustrationer: Line Malling Schmidt
Forlag: Vild maskine
Format: 112 sider i farver, hardback
Pris: 229,95
Isbn: 978-87-93404-54-0