Lonely Journey
Ensomhed og at føle sig uden for fællesskabet. Sådan er virkeligheden for Anna, en ung pige i udskolingens verden. Alle de andre pjatter, hygger og arrangerer festivitas og den slags. Anna må gå hjem, stille og knuget, til en alenemor, som så inderligt gerne vil sin datter til bedste, men ikke ser hendes tristesse. Desværre ikke fiktion kun, for sådan er tilværelsen for mange. Jeg ved det, for jeg er lærer og har haft flere triste ensomme unger inde på livet. Det er barskt at være ung.
Heldigvis har vi alle vores små heller. De der pitstop hvor livet er til at holde ud. Eskapisme lyder et af ordene, men det virker så negativt ladet. Et fristed og en hyggelegeplads et andet, og det smager mere af noget godt.
Internettets verden er overvældende. Fyldt med kontraster. På den ene side enormt inviterende, og på den anden uhyggeligt distancerende. Når forskere verden over advarer og nettets ulyksaligheder, så spidser jeg mine lærerører og mit faderhjerte banker uroligt. Også i klasseværelset hersker elektronikken, præcis som det også er tilfældet i mange børnehjem. Også i vores, må jeg erkende.
Der, i skærmens lys og nye verden, finder Anna dét, som tilværelsen ellers ikke giver hende. Hun dribler længere og længere ind i den nye verden, og hendes evigt bebrejdende mor må ty til drastiske midler, for at få hendes elskede ensomme datter tilbage.
Dystopisk og ikke opløftende lyder det, men Lonely Journey, som titlen er, er også en smuk og yderst realistisk debutværk, skrevet og tegnet af Ida Rørholm Davidsen. For lige som i eventyrenes verden, så skal man også i kærlighedens verden igennem pinsler.
Umiddelbart virker Idas tegninger flade og langtfra kønne og interessante. Men tegningerne er et billede på hovedpersonen Annas indre. De skifter skam også, som også sproget gør, når Anna vender ryggen til verden og åbner en ny. I den nye blomstrer alt, farver kommer til og selvom nettet også ofte beskyldes for at tydeliggøre og synliggøre de unges ensomhed og desperate forsøg på at koble sig med fællesskabet, så kan det også skabe kontakt.
Tegningerne og historien har deres helt egen liv. På livets vippe står Anna og da jeg selv har et vist knowhow om hendes situation, både professionelt og privat, rammer bogen mig durk i maven. Den gør ondt på en god måde.
Det er forlaget Cobolt som igen har set godt dansk potentiale, og det er klart en debutant med noget på hjerte. Bogens stil og tempo er helt nede på jorden, et slentretempo, og det er ikke så skidt endda. Hvad pokker er det vi skal nå, kan man nogle gange spørge om, og for Annas vedkommende handler det ikke om at nå noget, men at slippe væk. Dykke ind i en verden, som for hende giver mening.
Uprætentiøst, der er ingen slesk eller anklagende moralsk tyngde, blot et stille hverdagsnedslag.
Jeg kan lide den, Lonely journey, for den vækker følelser som er gode fordi de pikker lidt i ens hjerte.
På 120 sider, med afdæmpede farver og indbundet, ligger der en ret fed tankevækkende julegave til os tegneserieglade læseheste, det være sig teenageren som bumser sig inde på værelset med skærmene, eller deres forældre, som for længst enten har mistet deres unger, eller er på vej til det.
Bogen er udkommet og jeg synes klart, at du skal nuppe den i din lokale boghandel. Det er en tegneserie med substans og er et moderne eventyr. 4 gode klik med musetasten bliver det til.
Titel: Lonely Journey
Tekst og illustrationer: Ida Rørholm Davidsen
Forlag: Cobolt
Format: 120 sider, 17 x 24 cm. Indbundet
Pris: 250,-
Isbn: 978-87-70857-34-5