Home / Anmeldelser / Lonesome – 1. Prædikantens spor

Lonesome – 1. Prædikantens spor

Hvor herligt er dét lige? Den lå nu øverst i bunken, og var en af de udgivelser, jeg sådan umiddelbart havde ventet mig en del af. Jeg havde, da den kom med posten, bladret lidt og havde kunnet lide, hvad jeg så.

Nu er den læst og fordøjet, og jeg sidder med ét stort bredt ’væg til væg’ smil.  Genren er min yndlings, stregen skarp, farverne fine, og så er det en western, hvor der er meget tekst.

Det kan være noget af en oversætterudfordring, men hold da op. Oversættelsen er fortrinlig, eller, det aner jeg intet om, da jeg kun har den danske version at forholde mig til. Men sprogligt er det fortrinligt. Der er ikke ’uld i mund’, og både dialogen og den forklarende tekst er vedkommende og understøttende, og vi undgår alle de der dumme, men sikkert korrekte banaliteter fra netop westerngenrens ordskuffe. Sproget er smukt, reelt og på intet tidspunkt var jeg i tvivl om noget som helst. Tommelfinger op.

Jeg er i e-vokeland igen, og det er et af de nye lande, som jeg elsker at besøge. En serie er det, Lonesome er seriens titel, og første bind, som jeg altså er så heldig at sidde med, har titlen 1. Prædikantens spor.

Forfatteren er belgisk, og han er eddermame god. Ydermere et multitalent, for han tegner også, og begge dele mestrer han fremragende. Navnet er Yves Swolfs, og jeg er fan.

Nå – hvad handler Prædikantens spor så om? Pas på – her kommer der en lille spoiler:

Vi er i perioden op til den store interne krig i Guds eget land. Sådan lige inden alt brændte sammen. Jeg taler om den amerikanske borgerkrig, og geografisk er vi lige i ’smørklatten’, hverken nord eller syd, men lige midt imellem. Her hersker der voldsomme politiske spændinger. Baggrundene er lidt uldne, men efterhånden som albummet folder sig ud, får vi mere at vide. Ikke alt, dog, men lidt i glimt.

En rytter er på vej i sneen. På jagt og på vagt. Han har et regnskab at gøre op. I glimt får vi flig fra fortiden, ikke meget, men nok til at ane, at denne ensomme rytter har ondt i sigte. Med ham har han en af verdens bedste og ældste motiver, hævnen.

Målet for rytteren er et satans dumt svin, en prædikant ved navn Markham, en stort skaldet fuldskægget ondt svin, og han er modbydelig og herlig ond. Jeg siger det allerede nu. Jeg er begejstret. Der er nemlig en fed overvejende ond stemning, og man er ikke for fin til at skyde folk ned bagfra, voldtage og udføre tortur og selvom man ikke altid ser alt, for det gør man ikke, men nok til at ens indre sadist bliver glad. Der er en barsk og uforsonlig tone i albummet, og selv vores helt, ham den tavse rytter, han pløkker også folk ned, sårede folk, ubevæbnede folk. Og jeg elsker det.

Nå, Markham er blot én af aktørerne. Blandt de fæle skurke, og her lånes der fint fra genren, finder vi også nogle af byens spidser. Selvfølgelig. Sådan har det med garanti været, og sådan er det sikkert også nu. Det ene rene menneske findes vel næppe, og heller ikke her i Prædikantens spor. Lur mig, om vores main man, også har lidt af en besk side.

Så det er en veritabel hvepserede, som vores rytter rider ind i. Dels er han hævnstyret, dels er der en satans brutal og modbydelig hændelse i albummets indledning, hvor vi for alvor får præsenteret Den Onde selv. Det er her jeg bliver forfærdet og begejstret. Vi taler om henrettelse, tortur, drab og nej, det er ikke ’en imod en’. Det er MANGE imod én, og jeg gentager mine tre yndlingsord: Jeg elsker det.

I alle westerns er der en kvinde. Mindst en kvinde, og det er der også her. Sublimt tegnet, som by the way, hele albummet er, og hun er dejlig. Lidt af en skøge, men med et godt hjerte. Hun er det eneste venlige menneske, som vores hovedperson møder. Der opstår en fortrolighed imellem dem, og det fører vores hævnmand videre, efterladende hende til…

Ja – det siger jeg ikke noget om. Men husk nu. Det er et ondt narrativ.

Der skydes, tales, smedes rænker og vores ven viser sig at være godt skydende. Men ikke alt er idyl og selvom han er hurtig på aftrækkeren, så har han ikke øjne i nakken. Det ender ikke helt optimalt, og afslutningen på bindet er heldigvis ikke en afslutning, snarere en cliffhanger. Album to, ’Ruffians’ er under forberedelse.

Spoiler slut.

Så. Illustrationerne er sublime. Vi ER i westernland, og tegningerne virker lækre realistiske. Vi er ikke helt i Blueberry-niveau, fx for nu at sammenligne med det allerbedste, men der er ikke langt derop. Hvad farver angår, så er der sne og hvidt, indenfor mørkt, brunt og dunkelt og begge steder fungerer det og er godt.

Tempoet er fint. Der tages både tid til præsentationen af plottet og vores hovedperson, og der bruges også afvekslende vinkler og rudestørrelser til at skabe fortættethed, spænding, gru, afsky. Den der onde start, som jeg skrev om, er ganske fin at zoome ind på. Glem alt om de klassiske fire ruder x fire, for sådan er det slet ikke. Forfærdelse i en aflang rude, hvor man blot ser en forskræmt (med rette) kvinde, en større rude på siden forinden, midtpå, som er fyldt helt ud, så man forstår både tid og sted, og så lige oven over, et flashback. Jeg siger det nu. Ham belgieren er skrap. Han er satme skrap. Både til at tegne og til at lave et fedt plot.

Det har været så fedt at have med en western at gøre. En western, vel at mærke, som jeg ikke tidligere har læst. Og så sidde med den en blæsende eftermiddag, hardback, fine farver og lækre detaljer, og dyrke den der ondskab og identificere sig med hævntanken. E-voke har mange gode udgivelser, og her er altså endnu en.

Nok den bedste, jeg hidtil har læst fra dem. Fem brutale piskeslag bliver det til.

Det bedste er, at der er mere i vente. Lonesome er en serie på fire album.

Fedt. Fedt. Fedt.

Titel: Lonesome – 1. Prædikantens spor

Tekst: Yves Swolfs

Illustrationer: Yves Swolfs

Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen

Forlag: e-voke

Format: Hardcover, 54 sider i farver.

Pris: 179, –

Isbn: 978-87-93952-15-7

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *