Kaptajn Edward Hastings er en god mand. Retskaffen, kender sit skib og ved, hvornår man slækker tovene og hvornår man strammer dem. En rigtig kaptajn med bølgeskvulp i årerne og med en tyrkertro på egne evner. Ja, et vigtigt omdrejningspunkt i ShadowZones anden ombæring af Long John Silver, og hvor vi i 1’eren også var på land, så er vi nu kun til søs.
Søen er en bitch.
Barsk, krævende, enorm.
Og bedst som man troede, at det satans kvindemenneske fra første del, Lady Vivian Hastings, og Long John Silver havde skråen sat godt og solidt, så tårner Kaptajn Hastings frem og erobrer hele albummet så at sige. Med netop vilje, mod, stædighed og den der helt umenneskelige lederfacon, hvor man ofrer en eller flere enheder for helheden.
Hvilket klæder albummet.
Vi vidste jo, at både Long John og Vivian var nogle svin, så det er kun glædeligt at andre også træder i karakter.
Jeg kommer selvfølgelig til at tænke på Mytteriet på Bounty, i de to eneste filmatiseringer som jeg har set, med Marlon Brando først, og sidenhen Anthony Hopkins som ligeledes barsk kaptajn.
Nå, den udåd som Hastings begår, er ganske nødvendig. For ikke at tabe ansigt og mandskab, og for at sende et ret kraftigt signal til Long John og dennes kumpaner, så må en skibsdreng ofres. Det velvidende, at knægten næppe er skyldig.
Og så er scenen sat. Eller sejlet. Albummet er en tour de force i forventning og hvor 1’eren var præget af anslag og præsentationer, så er vi nu på søen med alle de farer og beskhed man kan ønske sig. Forventing ja, for der bæres til bålet. En nysgerrig stuepige ved navn Elsie har været uforsigtig og ramt dødeligt af tønder, som ikke var surret tilstrækkeligt solidt. Eller hvad? Jo, for hun stak stuepigesnotten lidt for langt frem, og fik derefter. Første anslag.
Andet anslag kommer og her bliver blodet mere tydeligt. På dækket svinges pisken så selv de onde får kvalme.
Lidt ligesom to boksere danser Hastings og Long John rundt om hinanden. Ingen egentlig nærkamp endnu, kun lidt murren.
Alt imens Neptun skærer igennem bølgerne og nærmer sig målet. Godt, for der er to album endnu og jeg tør ikke spå hvordan dette ender.
Der sker selvfølgelig ikke så meget i albummets 48 dystre blåsorte sider. Altså udover drab, afstraffelse, stormvejr og en herlig fægtekamp. Som du nok kan regne ud, så er handlingen fortættet, ikke meget spildtid eller plads, og heller ikke overflødigt plapren. Vi taler rendyrket drengeaction og det kan vi lide.
Karaktererne bliver vel pumpede op, og der tales med store bogstaver og højt. Ikke engang nødvendigt, da den stille ondskab som regel varer længere. Men pumpet er det, og det der billede med bokserne er ikke helt ved siden af. All air and nothing to show. Det er dog med garanti ikke rigtigt. Jeg ærger mig dog lidt. De forskellige arketyper ser lidt for ‘rene’ ud. Og alt for groteske i kropsbygning, alt for karikerede i deres ansigtsudtryk. Alt sammen bliver lidt for meget.
Og Netup er i stormvejr. Ok, jeg ved, at havet kan være en barsk dame at bakse rundt med, men det bliver bare alt for voldsomt, alt for overdrevet. Øv, det er der ingen grund til.
Nå, men et indbundet album med rusk og fart. Enkelte flotte tegninger springer frem, resten ‘bare’ godt håndværk. Jeg kan bedst lide de blå flader hvor havet som bag- og forgrund får Neptun, som altså er Hastings’ skib, til at se monstrøst ud.
Igen tænker jeg på tv’et som medie og filmene som jeg løst nævnte i indledningen. I disse film fremstår skibene som store, men det var de næppe. Uden at ville gå planken ud, så var disse fartøjer vel næppe længere end 25-35 meter, og det baserer jeg på min viden om Santa Maria og Pintâ og her var vi tilbage i 1442.
2 album venter og det som især skærper appetitten på andet end tørre beskøjter og salte fisk er Lady Vivian og Long John. De MÅ også krydse klinger…
Ikke mere på en fredag. Selvom der er anker, er jeg fornøjet. Albummet er hurtigt læst, for spændende er det. Og kan endda tåle at blive genlæst.
4 gode tønder rom bliver det til.
Titel: Long John Silver 2 – Neptun
Tekst + dialog: Matthieu Lauffray og Xavier Dorison
Tegninger: Matthieu Lauffray
Oversættelse: Vigan
Forlag: ShadowZone
Format: 48 sider i farver, indbundet
Isbn: 978-87-92048-17-2