Home / Anmeldelser / Marshal Blueberry – Den samlede krønike

Marshal Blueberry – Den samlede krønike

Marshal Blueberry – Den samlede krønike

Og coveret ser indbydende ud. Dette må klart være en af de der særlige blikfangsalbum, som man ikke kan lade være med at tage op og bladre i. Cobolt står bag og selve udgivelsen er i vanlig topblæret stil. Hardback, lækkert cover (måske endda for ’pænt’ – jeg savner nok lidt cowboysnavs!), 144 sider på mat læsevenligt papir.

Vi er jo i herligt westernland. Marshal Blueberry er baseret på hovedhistoriens figurer, men er ikke en del af denne fortløbende handling. Snarere et finurligt indspark som, hvis man leger at den er en del af selve guldet, hovedhistorien, imellem album 10 og 11.

Selvfølgelig kan Marshal Blueberry læses uafhængig af hovedhistorien, og det er dét, jeg så gør.

Albummet indeholder tre historier, alle tidligere udgivet på dansk.

På ordre fra Washington, albummets indledende historie, minder om noget man har læst. Og en del klichéer springer i øjnene. Uroligheder mellem de røde og de hvide, hvem kan man stole på udover Mike, og klassikeren med de dumme foresatte, som både er skydelystne og unuancerede.

Undskyld spyttet, men der er ikke så meget nyt at komme med rent fortællingsmæssigt. Til gengæld er der små grusomme perler, som regel visende grusomheder. Min hjerne er syg, for det er sådanne jeg især holder af.

Handlingen: Fort Navajo er mandskabsmæssigt i undertal, og området omkring dem usikkert og fyldt med slagterier. Fortet står som et slags Alamo, og på ledelsesfronten er der splid og usikkerhed omkring den korrekte fremgangsmåde i forhold til at modstå det eller de kommende angreb. Kun en kan få kastanjerne ud af ilden, Mike ’Brækket næse’ Blueberry. Det der gør historien lidt interessant, også en klassiker, er at indianerne har våben, endda ganske nye og træfsikre rifler, og hvem mon forsyner dem med disse. Der er altså svin bag fortets mure.

Den midterste historie, Mission Sherman, har til gengæld lidt mere i bøssen. Her er det ikke så meget indianere som er i vælten, no Sir. Noget som er langt farligere – kvinder.

Sideløbende med disse slanger er Blueberry så trådt til som den nye marshal, og han har nok at se til.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den sidste historie. Blodig grænse hedder den, og den adskiller sig dels ved væsentligt friskere farver, samt færre ruder i gennemsnit på siderne. Sidstnævnte er både fugl og fisk. Tegningerne blæses op og fremstår enkelte steder som det de er, rene kunstværker, men de kan også blive alt for ferske og for polerede. Måske er det bare mig, men jeg kan også godt lide det sjaskede, det lidt småsnaskede og fornemmelsen af krudt, støv, sved og den slags. Hvilket ikke helt harmonerer med de flotte tegninger.

Albummets innersleeves fortæller kort hvad jeg mener. To indianere, udviskede af regn og halvt gemte af samme. Begge på vej. Ingen af dem er tydelige, og så alligevel. Antydninger er nogle gange visuelt i højere kurs end færdige polerede helstøbte tegninger.

Tilbage til sidste fortælling. Se, i anledningen af dette nye Blueberrysamlebind, er farvelægningen og stregtegningerne retoucheret digitalt. Det kan man mærke, al den stund af sidstnævnte historie adskiller sig fra de sidste. Igen, spyttet er klart. Jeg kan lide det, men kun til en grænse. Sine steder bliver det for smukt, og dermed ryger illusionen om det vilde vest. Blueberry selv er et godt eksempel. Jeg har ikke tal på hvor mange gange han har fået på hattepulden, men han er stadig smuk. Ingen ar, ingen smadrede tænder, kun ren model. Og det er alt for falskt.

Ellers en klassiker. Mike er udnævnt som marshal, og gør hvad han kan and then some. Alligevel er det ikke nok, og han bliver afskediget. Så er der et showdown og pludselig, ind fra højre, arriverer drankeren Jim Macclure og udnævnes til vicesherif. Jamen altså…

Selvfølgelig er vi atter oppe i Coboltkvalitet, og duoen Giraud/Vance er vel i samme kategori som midtfirsernes Elkjær/Laudrup.

Jeg er ikke ikke så imponeret af nogle af de tre historier. Bevares, ringe er de ikke, men heller ikke nogen, som hæver sig over den i forvejen ret høje kvalitetsstang. Det behøver man for så vidt heller ikke. Det er mange år siden at Blueberry trådte evigt ind i Hall of Fame.

Det som Vance især er god til, synes jeg, er de der små antydninger. Nogle er forholdsvis lette at spotte, andre mindre. Fælles for dem er, at de taler ’mellem linjerne’ og dermed inviterer læserne til at digte med. Tag bare de første to sider. Et blegansigt med brændt hoved. En pige på 6 eller 7 sidder forskrækket med sin dukke, for så i næste rude værende væk, kun dukken tilbage. Ja, små ting, men det er krydderier som tæller med.

Enkelte sjuskefejl er der, og sådan er det. Jeg spottede i hvert fald to, herunder en mystisk en på side 55. Thi-Na-Pah taler med en gamling. Sætningen ’ja, det ved jeg… De taler ikke til mig, hvorimod de taler de til dig… og hvad siger de så? ’ er jo ikke så heldig. Fox i karry med det.

Vance kan sit kram, og han har tegnet 2/3-dele af albummet. Tegnestafetten blev sendt videre til Michel Rouge, som har illustreret afslutningen på blodig grænse.

Om det er dette, eller farvelægningen eller det der opdaterede digitale noget, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg er lidt uforløst. Det er for pænt. Selvom der flyder blod så det basker.

Summa summarum – det er da nydeligt uden at være prangende. Et sted omkring de 4 skud i bøssen lander jeg på.

Titel: Marshal Blueberry – Den samlede krønike
Tekst: Jean Gieaud
Illustrationer: William Vance samt Mchel Rouge
Farvelagt af: Petra og Scarlett Smulkowski
Oversat af: Per Vadmand
Forlag: Cobolt
Format: 144 sider i farver, indbundet, 24 x 32 cm
Pris: 298,-
Isbn: ISBN 978-87-70857-35-2

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *