Home / Anmeldelser / Metabaronens kaste: Castaka – Dayal, den første forfader

Metabaronens kaste: Castaka – Dayal, den første forfader

På litteratursiden.dk beskriver cand.scient.bibl Torbjørn Porsmose Jensen Tegneserie-cremen lige nu – gode serier med gods i…
Og modsat enkelte brugere af Danmarks førende tegneserieforum, Seriejournalen, er Torbjørn ganske tilfreds med Jodorowsky. Fra siden har jeg sakset følgende:

“…Bevæger vi os over i science-fictiongenren er der to navne, vi ikke kan komme uden om, nemlig de to franskmænd Moebius (=Jean Giraud) og Alessandro Jodorowsky, der begge, foruden at have arbejdet sammen på den legendariske serie om tredjerangsdetektiven og antihelten ”John Difool”, hver for sig har haft fingrene med i utallige franske udgivelser. Især Jodorowsky har leveret historier til mange forskellige tegnere, for det meste altid af høj kvalitet, hvilket blandt andet kan ses i serier som ”Den usynlige katedral” (sammen med Boucq) og ”Metabaronernes kaste” (sammen med Gimenez), hvor sidstnævnte er en aflægger af John Difool-serien…”

Jeg er ubetinget enig. Og kan faktisk ikke helt forstå den lunkne modtagelse albummet ‘Castaka’ fik af de førnævnte brugere af Seriejournalen.
Smag og behag er som bekendt ikke til debat, men undre sig kan man jo altid.
Paradoksalt er jeg notorisk meget forbeholden overfor sci-fi genren, men dette album, med blodsprøjt og kynisk vold og maskine-avleri min indre Blade Runner til at vågne. Der holder…

Handlingen
Det er en kliche, men alligevel rammen bag Metabaronens Kaste – 1) Dayal, den første forfader. Man skal, for at kende sig selv og sin fremtid, kende sin fortid. I den hellige våbenhal åbenbares fortællingen om Dayal de Castaka.

Kritik
Jeg mindes med glæde og gru de mange splatterfilm og gysere, som jeg svælgede i da jeg var omkring lømmelalderen. Der må sidde kim i min krop eller min bevidsthed, for den lidt skræmmende fascination af sprøjtende blod, voldsomme kyniske krigsscener og den besynderlige fravær af følelser, kan stadig appellere til mig. I dette meget voldelige album får man til fulde dette behov opfyldt, for der uddeles bøllebank på barsk maner. Ikke for sarte sjæle, selvfølgelig ikke, og man kan ikke andet end tænke på, at ikke alle tegneserier er lige opbyggelige. Hul i det – det er fiction. Iscenesat og blod, drab og voldtægt har til alle tider hørt til. Også her, og det er godt. Når vi midt i albummet og historien er vidner til en sand massakre på kvinder og børn, så er det gjort barskt, direkte og voldsomt. Der lægges ikke formildende lag imellem, men vi får serveret sværd og spyd som var det gængs kost. Fantasifuldt måske, og så alligevel ikke. Er krig smukt? Kan drab gøres spiselige? Nej vel – voldens skyggeside bliver solet og det er bestemt kærkomment. Hvis man altså er vokset op med, og kan sige splattere…
Ellers skal man nok springe dette album over, for der er ikke meget for den bløde mand. Han kan springe på Poeten og Lillemor, for der er ikke meget trøst at hente i dystopiske Jodorowsky.
En intens og fascinerende beretning om en anden tid – men mon ikke fortællingen har rødder her hos os også? Vores fortid (måske også vores nære fremtid) er ligeså blodig og ubarmhjertig. Kan man ikke forholde sig hertil, så gem og glem dette album. For alle os andre er 119 kroner en god investering.
Albummet er uden ekstra kommentarer, og står alene. Det er vel ok for kendere, men novicer som undertegnede kunne såmænd godt tænke sig lidt info. Hvem er disse mennesker bag? Det ville ikke koste meget at levere disse informationer, og på sigt højne (måske intellektualisere i ordets bedste betydning)tegneseriers tilstedeværelse i det voksne rum? Film, teaterstykker og diverse udstillinger gør det – hvorfor mangler det her?

Konklusion
Albummets ydre er skrøbeligt. Det skal ikke læses mange gange førend folder og skjolder begynder at kunne anes. Bevares, men får ikke altid meget for 119 kroner og 50 øre, men ærgeligt er det nu.
Historien fænger, er blodig og uprætentiøs. Dejlig direkte og man må især rose oversætteren Per Vadmand, for at det sproglige flow virker.
Jeg har anvendt allegorien før, men gentager gerne – her er et album der sidder lige i snotten på en. Som en knytnæve eller en daggert. Ondt gør det, og det ER ikke ringe…

Manuskript: Alejandro Jodorowsky
Tegninger: Das Pastoras
Oversætter: Per Vadmand
Forlag: Arboris

Udgivet: 2007
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 52 sider
ISBN-nr: 90 344 2480 4
Pris: DKK 119,50

Aldersgruppe: Fra 15 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 5 point
Tegninger: 5 point
Oversættelse: 5 point
Præsentation: 4 point
Kvalitet til prisen: 4 point

Anmeldt af BERTI STRAVONSKY

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *