Forestil dig en edderkop. En af de store flotte, og forsæt så med at følge den og dens spind.
Se hvordan det glimter i solen og kom helt tæt på, og se hvordan alle tråde sirligt og smukt hænger sammen. Kig endnu nærmere og opdag, at der, for dig, er helt nye nuancer der åbenbarer sig. Du ser sammenhænge, figurer og farver og kommer tættere og tættere på. Så tæt, faktisk, at du ikke har opdaget, at du selv er fanget i spindet og at din ven fra før, edderkoppen, blot har ventet på dette øjeblik, og nu gør sig klar til at fortære dig. En død ja, men en smuk af slagsen.
Sådan er Millennium II – Pigen der legede med ilden. Den er forrygende fortalt og selvom der er mange tråde at hitte rede i, så afdækkes hver enkelt som var det et puslespil hvor brikkerne falder på plads. Og den virker ret godt. Både som et enestående værk, men også som forsættelsen af første bind i trilogien, Mænd der hader kvinder.
Uden forklaringer eller omsvøb indledes fortællingen med at vi befinder os i et sparsomt møbleret rum. Der er en stol, en lille bord, en seng og i sengen ligger en ung kvinde. Hun er fikseret, bundet på hænder og ikke i stand til andet end at frygte. Nå ja, antydningens kunst er altid den bedste og en skygge nærmer sig.
For så på næste side, til et helt andet miljø. Et varmt, luksuriøst og afslappet feriested. En kvinde skriver og tjeneren bager på hende.
Og så endnu et skifte. En optagelse til tv. En mand interviewes. Og går hjem, alene og med uforrettet sag.
Så igen, tilbage til angsten. To flotte sider med blå nuancer i den hvide sne. En ung barfodet kvinde på flugt i sneen, forgæves. Hun fanges i spotlightet af hendes forfølgere motorcykler, en rockerbande.
Hele tiden små flotte stemningsmættede nedslag, puslebrikker, afleveret i et afvekslende tempo, der så forstærker alt det ubehagelige, alt det modbydelige.
Det er en modbydelig fortælling i en lækker indpakning. Bogen er stor, tung og flot. Det er en 128 siders sag og jeg nød hver eneste. Formatet er 32 x 24 cm, indbundet og det virker bare som om, at denne udgivelse simpelthen bare er mere lækker end gennemsnittet.
Handlingen kræver en frisk hjerne. Dels forsætter den hvor forløberen, Mænd der hader kvinder, slap og mange af de ting der indgår i handlingen eller fortællingen stammer netop fra Mænd der hader kvinder. Dels afdækker Millennium en sag, dels er der hele baduljen med Lisbeth Salander, og det hele krydsklippes som var det en moderne film. Det er det så bare ikke, men et selvstændigt og uafhængigt værk der fungerer, også selvom ordene fra Stieg Larsson har ætset sig i ens hjerne, som billederne fra filmene ligeledes har. Forfatteren, franskmanden Sylvain Runberg, har nemlig fået carte blanche til at udvikle og skabe, så man dels bevarer men også udvikler. Der er således blevet sagt om tegneserien Millennium, at det er Stieg Larsson som man aldrig har set eller læst før. Runberg har tilføjet nye scener, som ikke findes i hverken bog eller på film, samt passager fra Lisbeth Salanders undergrundsmiljø samt Mikael Blomkvists fortid.
Bygninger, interiør og infrastruktur, ansigter. Alt er kælet for og selvom visse ansigter har voldt tegnemæssige vanskeligheder, og måske ikke står helt knivskarpt og rent, så er det at regne for småprutterier.
Man, spøjst navn, spanier med det borgerlige navn Manolo Carot, har tegnet en del franske og spanske tegneserier, og er hyppigt at finde i aviser, magasiner og den slags. Man er kollega til José Homs der stod for illustrationerne til Mænd der hader kvinder, og som er i fuld gang med at illustrere sidste bind, der forventes gadeklar november i år. Det VAR egentlig meningen at Homs skulle nappe 2’eren også, men manglende tid gav kvaler, og så trådte Man til. Og det gør ikke noget, skal jeg hilse og sige. Stemningen er intakt.
Jeg tror, at de indtryk der står klarest og stærkest, er de passager hvor man bare har været grusom. Der er noget dybt i mit arkiv af følelser, der gør ondt når ondskab og hensynsløshed tager over. En del af handlingen tager fod i den svenske sexmafia, og når rockere voldtager en ung kvinde bagfra, så bliver det ondt, råt og godt. Godt fordi det i mig gør ondt.
Ja, det er en prægtig udgivelse.
Den udkommer på torsdag den 27. august, faktisk samme dag som den svenske forfatter David Lagercrantz’ nye roman om Lisbeth Salender og Millennium, ’Det der ikke slår os ihjel’, udkommer.
Topkarakter herfra. Underholdning, væmmelse, spænding og et godt plot iklædt striber gør, at jeg næsten glemmer filmen. Og det skulle der ellers en del til.
Titel: Millennium 2 – Pigen der legede med ilden
Forfatter: Sylvain Runberg
Illustrator: Man (Manolo Carot)
Forlag: Alvilda
Format: Graphic novel (står der i pressematerialet, men er det det?), 128 sider i farver, 32 x 24 cm
Pris: 249,95,-
Udkommer torsdag den 27. august
Oversættelse: Francois-Eric Grodin
Isbn: 978-87-71105-767-6