Jeg har hørt, at det kan fungere. Jeg har set film og talt med andre, og både filmene og folk fortæller, at det kan fungere. Det gør det ikke hos os. Og det ‘det’ er at leve sammen med sammenbragte børn. Det er et helvede. Intet mindre, og jeg er ellers varsom med at gøre myg til elefanter.
Forfatteren Sabine Lemire har skrevet, og Rasmus Bregnhøi illustreret, og det er der kommet en lille herlig sag ud af. Sine steder lidt vel tuttenuttet og rosenrød, men sådan set lidt fra oven en ganske fin udgivelse. Mira # husbåd # far # kærlighed er titlen, og det er fino.
Tegningerne først. Det er sådan en sirlig lille forsigtig streg han har, Rasmus Bregnhøi og med sirlig mener jeg ufarlig og lidt for forsigtig. Bogens målgruppe er nok årsagen, og jeg har det lidt sådan, at hvis der ikke også er bulder og brag (eller blod, sved og tårer), så kan det ofte synes lidt for vagt. OK – vi følger Mira, en gennemsympatisk pige på en 12 år, og hun skriver dagbog, kommunikerer fortrinligt og betydeligt flottere og med en højere lix end hendes jævnaldrende. Måske fordi hun længe har boet alene med mor og dermed har fået flere nuancer og lag i hendes opvækst. Hun har dog præcist de samme kvaler som alle i hendes alder, at mor kan være pinlig, at man ikke må komme med til fest, at ens mor går og rager i ens sager og den dur. Og så har hun altså en far. Indtil for nyligt havde hun ikke, men pludselig kom han ind i hendes liv, og det er dette som er bogens omdrejningspunkt. Faren virker som en rigtig god far, og bestemt mere jordnær og fornuftig. Altså i denne bog, som jo er nummer to i en forhåbentlig lang række udgivelser.
Men tegningerne! De er ufarlige og uden bid. Lidt som dukkerne fra 70’erne som altid så ens ud. Stilen er umiskendelig Bregnhøisk. Sådan lidt Beavis og Butthead bare flottere. Det er både godt og skidt. Godt fordi tegningerne dermed får deres eget særpræg og kant, men også lidt øv, da de fremstår underligt ufærdige og endimensionelle.
Enkelte steder er der bid. Som når Mira er pisseknotten på mor, og der er ‘spil’ i hendes ansigt, eller når mor flirter lidt med flyttemanden. Og så er både København og Bornholm genkendelige, hvilket næsten altid er et plus.
Der er mange bolde i luften og sådan er det nok i en 12-årig piges liv. Der spilles, der tales, der knevres og skændes og man bliver uvenner og alt sådan noget. Jeg har det sådan, at illustrationerne og handlingen harmonerer fint sammen. Begge lige ufarlige, og hvis jeg nu skal hvæsse pennen, så bliver det også lidt kønsløst og småkedeligt.
Bolde er der jo nok af, og den bold med farens navn er den mest interessante. Især fordi farens kone er en lækker steg og mon ikke Mira snart begynder at sammenligne hendes nye mor med sin egen? Moren er jo også lidt usikker. Klart nok. Vil Mira fravælge hende?
Nå ja, der er også en lidt irriterende lillebror, og han skal nok volde kvaler. Jalousi handler om kærlighed og frygten for at blive forbigået. Alt sammen ganske godt, og lyder lovende.
Hvis altså bare ikke at denne lyserøde to’er havde været så tam, for det må jeg ærligt sande, at jeg synes. Måske er det fordi at jeg er mand. Måske og her tænker jeg jo på målgruppen, som MÅ være tøsebørn (som Stewart Stardust ville have sagt), er den lige i øjet. Det er den nok.
Bare ikke for mig. Jeg synes, at der mangler lidt luft i dækkene og ender dermed på en samlet 3’er.
Titel: Mira # husbåd # far # kærlighed
Tekst: Sabine Lemire
Tegninger: Rasmus Bregnhøi
Forlag: Gyldendal
Format: 100 sider i farver. Lidt hyggeekstra til start og slut. Hvem er hvem og den slags…
Pris: 149,-
Isbn: 978-87-02255-95-9