Home / Anmeldelser / Mortensens mondæne meritter – Den falske mumie

Mortensens mondæne meritter – Den falske mumie

Den falske mumie

 

En klassiker indenfor fortællekunsten er at lege med tiden. I sikkert alle kulturelle sammenhænge har det at krydse tiderne været et tema. Selv husker jeg, hvor overvældet jeg blev, da man i Ole Michelsens ’Bogart’ viste scenen fra filmen USS Nimitz – Forsvundet i Stillehavet, i 1980. En amerikansk yacht bliver pludselig angrebet af to japanske kampfly og jeg var solgt. En film om at rejse i tid, og det er ekstremt fascinerende.

Hov. Tid kan drille. Jeg kan drille. Bogart var slet ikke ’født’ endnu, da Don Taylors film skød med skarpt.

I husker med garanti Marty McFly i Robert Zemeckis’ Back to the Future. Eller bare en tur I Carl Barksland, når ænder og andre dyr fiser frem og tilbage I tid.

Forlaget Fabel opererer ikke kun i ældre sager. Lars Jacobsen har skrevet og tegnet et veloplagt tidseventyr og i hastigt tempo drøner man frem og tilbage i tid. Flere genkendelige og kendte steder besøges, og den hastigt fortalte historie leveres let og elegant. Ikke meget håndbremse der, og både motorcykler, drocher, biler, fly, tog og cykler fortæller med, at her er et album med fart. Ja, nemlig for tiden står ikke stille.

Mortensens mondæne meritter er ikke titlen, men overrubrikken, og selvom man kan gisne lidt over hvor ’mondæne’ har sneget sig ind, så ligger overrubrikken ganske godt i munden. Titlen er ’Den falske mumie’ og det tenderer falsk markedsføring. Men skidt put. Selve hurlumhejet handler om økonomisk svindel og er pakket ind i det der med tidsrejserne. Sidstnævnte er såmænd fine, og man skal som læser være med til at lægge puslebrikkerne.

Selve plottet har sine sorte huller, men sådan er det jo ofte, når mange tråde skal hænge sammen, og man kun har så og så mange sider at gøre godt med. Umiddelbart læser siderne sig selv, og det er først for alvor, at kæden bliver lidt løs, når man genlæser værket.

Mit råd er, at det behøver man nu ikke. Læn dig hellere tilbage og hvirvl med i hast og transportmidler. Glem den ganske tåbelige baggrundspræmis om at rejse, og nyd i stedet at lægge puslespilsbrikkerne. Fortællingen er ikke lineær, helt i nutidens ånd, og her kunne det have været rart, hvis disse steder og tider blev dyrket lidt mere grundigt. Eller i det mindste bare lidt mere. Dette sagt, da selve hovedhistorien ikke brager helt igennem. Men glemmer ikke tid og sted, he he.

Mortensen er skam velkommen og slet ikke uinteressant. Tyngde og dybde flagrer lige så vildt og løst som halstørklædet på det ret spændende cover.

Det bedste ved MMM er flowet. Man er med og det går hurtigt. Forklaringer undervejs og en happy end.

Det værste er så, at det ender med at være en varm pølse på hjørnet. God og varm mens man fortærer den, men efter 3 minutter har man glemt smagen og efter 13 minutter dukker smagen op igen. Bare på en anden måde.

Det var første Mortensen for mit vedkommende, og jeg er slet ikke så gnaven og utilfreds som ovenstående måske måtte antyde. Jeg læste hele møllen i et hug, og var så tilpas underholdt, at jeg ikke havnede i de så velkendte overspringsfælder. Men altså, det der med pølsen.

Farverne kan jeg godt lide. Blåt, gråt og mørkt. Tempoet kan sagtens accepteres og vi kommer skam frem over sletterne.

Desværre gemmes og glemmes det vigtigste, nemlig at have noget på hjerte. Det behøver ikke nødvendigvis være adresseret til Information, Weekendavisens eller til P1 læse- og lyttersegment.

Jojo. Der stødes lidt i de historiske baner, Murens fald og alt det lort på Balkan da Danmark blev europamestre. Men det glemmes hurtigt. Har ikke rigtig tyngde.

Det er vel en gennemsnitsudgivelse eller lige derunder. Jeg vakler lidt mellem karakteren 2 eller 3. Havde jeg haft mulighed for at rejse i tid og kunne tage tilbage til min bumsede usikre teenagetid, så ville jeg havde valgt en højere karakter end den 2’er, som mine voksne briller nu alligevel lander på.

 

 

Titel: Mortensens mondæne meritter – Den falske mumie

Tekst og illustrationer: Lars Jakobsen

Forlag: Fabel

Format: Softcover, 44 sider i farver. Lidt historieguf til sidst i albummet

Pris: 149,-

Isbn: 978-87-91419-53-9