NÅR JEG TEGNER…
“Walk a mile in my shoes” er et velkendt udtryk på engelsk, der godt kan hæftes på læseren i forbindelse med Thomas Nøhr’s seneste bedrift, opsamlingen “Når jeg Tegner…”, på oldies forlaget desAHJn. 120 sider i stærke farver og utvetydig sort-hvid, 120 sider med godt fra skuffen, eller i dette tidssvarende eksempel, godt fra internettet.
Dér befandt Nøhr sig, begik webtegneserier og skitser, og inden han trak stikket ud og lukkede helt ned, havde den fremsynede redaktør Anders Hjorth-Jørgensen heldigvis indset hvor vigtigt det var at høste og bevare for eftertiden, og nu slutteligt dele med omverdenen.
Det er en dybt personlig rejse gennem Thomas Nøhr’s sind, selvbiografisk, men karikeret nok til at opnå universel relevans. Man behøver måske ikke at have haft ondt i livet for at værdsætte Nøhr’s kunst, men en god omgang stress efterfulgt af et solidt nervesammenbrud kan hjælpe læseren over i total indlevelse, hvor overfladiske betragtninger som “selvmedlidenhed” og “navlepilleri” fejes til side, og et klarsyn opstår i en dialektisk vekselvirkning mellem tegner og læser.
Man køber let de grafiske tricks, der på smuk vis illustrerer stigende frustration og ophævelse af tid. Det er måske set før, men navnlig i mesterværket “Cirkus”, ikke så gennemført og heller ikke så hudløst ærligt. Det er den afsluttende novelle af i alt tre, hvor etteren og toeren, hhv “Hu Hej, Tiden Flyver” og “Livets Skyggeside” kan opleves som forstudier, en slags optakt over samme tema, patientens hjælpeløshed i en overbureaukratisk trædemølle af sagsbehandlere, læger, og psykiatere.
Hver af de tre historier medvirker til at illustrere Nøhr’s udvikling som absurd humorist og tegneseriekunstner, fra det letkøbte Peanuts swipe i “Hu Hej” (pigen undlader at gribe den godtroende Thomas) over til Rip Van Winkle joken i “Livets Skyggeside” og så frem til kulminationen, det grafiske nødskrig “Cirkus”, der underbygger gentagelsernes påvirkning af tidsfornemmmelsen.
Det virker derfor også helt rigtigt, at optakten samt “Cirkus” skulle få en Ping Pris, men hvor er det synd, hvis Nøhr gør alvor af sin beslutning om at lægge tegnegrejet på hylden. Det ville være et stort tab, så man må håbe, at dette opsamlingsalbum kan sælge godt nok til at han måtte få mod til at krænge sin sjæl ud til os igen og igen.
Fem bobler ud af seks mulige
Anmeldt af GoogaMooga
“Når jeg Tegner…”
120 sider, farver, sort-hvid, softcover
Forlag: desAHJn
Tegner: Thomas H. Nøhr
Forfatter: Thomas H. Nøhr
Redaktionel tekst: Anders Hjorth-Jørgensen
ISBN 978-87-998586-7-5