Jeg kan godt lide kærlighedshistorier, og når jeg fra tid til anden møder ekstroverte mennesker, og vi får den der gode dybe personlige snak, så spørger jeg altid ind til kærligheden, til mødet, tankerne samt drømmene. Og, som det så også viser sig, til knasterne, bruddet, savnet og de mere dystre følger.
For kærligheden er både en gave og en forbandelse. En svær satan at have med at gøre.
E-voke har udgivet et kærlighedsalbum. Sådan står der på coverets bagside, og indeni finder man 52 sider i farver, hvor vi følger den unge kvinde, Samantha, der har vanskeligt ved det med kærligheden.
Albummet er indbundet, og i innersleevet, både for og bag, er der botanik og symbolik i fuldt flor, og det er en dejlig farverig start. Jeg læste med interesse og har siden da kigget ekstra længe på blomster på min vej. Symbolisme er for mig et plusord, og jeg elsker, når der er lag i et kulturelt værk. Det være sig en roman, en film, maleri mm. Samt i tegneserier.
Jeg kan også godt lide, at man får lidt (ikke alt) forærende, som vi fx gør i albummets titel. Samantha har jo et problem med den store kærlighed, og kender man en smule til fortællingen om Narcissus, samt de spændende forklaringer og kendetegn på fx narcissistiske personlighedsforstyrrelser, så aner man, at Samanthas overordnede problem ikke er at knække kærlighedskoden og finde den rette, men vejen til hjertet handler om at lære sig selv at kende.
20 gange har hun mødt den rette, og lige så mange gange er den lyserøde boble bristet. Så sidder hun tilbage med selvhadet, fortvivlelsen, sorgen. Jeg er ret sikker på, at vi er mange, der kan genkende og genkalde os de følelser, som er i én efter et ufrivilligt brud.
Videre skal man jo. Også Samantha. Tårerne tørrer ind. Tiden hjælper. Gode venner med, selvom der længe har været tæret på deres tålmodighed. Som en rotte i et løbehjul, har Samantha jo løbet rundt. Uden reel udvikling, blot rundt i hjulet. Noget må ske.
I processen skal der jo kigges bagud og læres, samt frem og nye mål sættes. Som noget radikalt nyt rumsterer også mændene, for i spejlet, som Samantha er nødt til at kigge i, ser hun sig selv. Til at begynde med er udviklingen begrænset til det ydre, nye frisurer især, og…
Ja, der stopper det lidt desværre. Det er den indre rejse, der kan redde og forløse Samantha, men denne tur når vi ikke helt. Albummet er simpelthen begrænset af de 52 sider, og det er slet ikke nok (men dog et godt og vigtigt skridt på vejen), at vores hovedperson til sidst lærer at skelne mellem det overfladiske og hurtige elskovsfix, og så den dybe sejlivede kærlighed. Slutningen er dog tilpas åben, og det kunne bestemt være godt at følge, hvad der videre sker med S.
Persondybde er der ikke nok af. Allerede indledningsvis er der en kurre på tråden. Lise, en flot smuk kvinde også, slår op med Samantha. Tre uger har de haft sammen kun. Lise er skrap og direkte:
”For at være ærlig, så skræmmer du mig. Du fortæller mig aldrig noget”
Samantha forstår det ikke. Det gør læseren hurtigt. Der er for meget isbjerg over hende. For lidt dybde og tyngde. Alt er overflade. Hun selv. Hendes hjem er blottet for personlighed. Som et koldt bibliotek, og den varme der er i blomster i krukker eller som billeder på væggene, smadres og knuses. Som en kontrast er det sted, hvor der for alvor blomstrer og er farver, er hos forældrene, men Samantha formår end ikke at overholde og respektere deres tid. Hun toner klarere og klarere frem som en person, man ikke for alvor kan holde af. Og slet ikke elske. Ikke kun i forhold til forældrene er der tidsknas. Små aftaler glemmes også.
Jeg kan lide albummet, tror jeg. Ikke som et blivende magisk værk, men som en flig, en sommerflirt. Papiret er glat og nærmest sterilt udfyldt med forholdsvis kolde farver. Dybderne fraværende, og selve plottet ret tyndt. Tegningerne brager ikke ind i knolden. De er for kolde. De er for ’glatte’. Jeg kan ikke gennemskue, om det er papirvalget der hæmmer farverne, eller om det bare er en stil. Er det sidstnævnte, så er det ok, blot ikke min stil. Der er skam også smukke billeder ind imellem. Sorgen vises især godt, og fine spejlbilleder ligeledes, både i konkrete spejle, men også i kaffekopper, butiksvinduer m.fl.
Der ER nu alligevel noget over værket, som har en betydning for mig. Den der søgen efter selvforståelse. Den indre rejses mytologi og de, for mig, mange genkendelige træk, skaber identifikation.
Cirka midtvejs er der smukke æggende billeder. Fadira, en frisør, som Samantha møder og både reelt og i overført betydning ændrer Samantha, nøgen i et badekar. Lystent tænkende på Samantha. Flot er det. Hot. Bemærk også detaljerne i badeværelset. Hm. Jeg må have kendt de forkerte kvinder i mit liv, for ingen af dem har haft en sådan orden, en sådan hygge…
Jeg kan også lide, at der i albummet er mange blomster. Reelle blomster i vaser og krukker, samt som kunst, sengetøj og den slags. Bliver det for meget? Nej, det synes jeg ikke. Jeg kan godt lide den slags detaljer, og man kan sige det samme med de mange spejle, som Samantha kan finde sig i. Søgt ja, hvis man vil være negativ. Kalkuleret og godt tænkt, hvis vælger den vinkel, og det gør jeg.
Narcisse er skrevet af Katia Even, tegnet af Sokie og farvelagt af Marina Duclos. Tre kvinder, og hvad har været deres ærinde?
Jeg køber ikke helt, at det fuldt ud er en kærlighedshistorie, selvom hjertet spiller en afgørende rolle. For mig er det et portræt af en tilfangetaget kvinde, der kæmper for at friste sig fri. Et psykologisk mini-drama snarere. Dog betydeligt tyndt og fattigt, sorry – men så er det sagt.
Tre stjerner af seks mulige.
Titel: Narcisse
Tekst: Katia Even
Illustrationer: Sokie
Farvelagt af: Marina Duclos
Forlag: E-voke
Oversættelse: Anne Christine Tjellesen Fabricius
Format: Hardcover, 52 sider i farver
Pris: 170,-
Isbn: 978-87-93952-07-2