Home / Anmeldelser / Natacha – På sporet af den blå spurvehøg

Natacha – På sporet af den blå spurvehøg

På sporet af den blå spurvehøg er titlen. Vi er hos Cobolt og det er Natacha nummer 23. Der er fart over feltet i vanlig larmende stil, og den blå spurvehøg er anden og sidste del af en ganske fin lille ramasjang. Plottet er skabt af Francois Walthérys gode ven, den afdøde tegneserieskaber Sirius. De første par tekstmæssige anslag lige inden kolofonen er fyldt med tak til folk, som på den ene eller anden måde har været med, støttet og i den dur. Et kærlighedsalbum er det så, og det er fint nok. For samtidig er det er jo også meget mere end blot det.

Vi er i New York i juledagene. Ingen lufttrafik på grund af sne og så kan man jo drikke sig fra sans og samling. Præcis sådan hopper vi ind i tømmermændene og irritationen hos Walter. En note på puden fra Natacha, så selvom alle ved, at de er knaldekammerater, eller tænker, at de er det, så er også dette album fri for bare baller og babser og voksenleg. Natachas note fortæller blot, at hun er i sit eget værelse. Walther springer i uniformen og møder Natacha med benene oppe i luften. En slags yoga eller gymnastik og det har naturligvis intet med noget som helst at gøre, udover at vise dullens ben, barm og røv. Fint nok for os grisebasser, men også en smule unødvendigt.

Og det er det, det er. Unødvendigt. Vores venner er strandet og dykker så endnu engang ned i fortiden. En slags rammefortælling blot uden fast ramme. Vi forsætter fra sidst, album 22, og går i krig med Natachas bedstemors dagbog. Først dér kommer der lidt kød på fortællingen.

Det er til gengæld saftigt og mørt, og siderne fyldte af tjubang og sjov vold. Et trekantsdrama hvor N og W (ja, selvfølgelig hedder de det samme, bøvet og unødvendigt som det er), og bifigurerne Jane og Chacha har nok at gøre med at holde sig i live. Besætningen fra La Bonita, piraten Blackmoon samt dennes kumpaner, først og sidenhen Lee Kong, en kinesisk satan plus fæller, vil have fingrene i nogle perler. Alt sammen uden held, for vores venners bedsteforældre er kvikke og alt ender godt. Som Natacha også påpeger til sidst, efter at snevejret er stilnet af og alle kan vende tilbage til deres respektive jobs og dagligdag, og efter at Walter har stillet spørgsmålstegn ved kildens troværdighed:

  ”Min bedstemor første sin dagbog meget omhyggeligt. Måske mest på grund af sit arbejde, men…”

   ”Men hvad?”, spørger Walter.

   ”Men hun fortæller så godt”, lyder svaret.

Svaret ligner lidt en kærlig vennehilsen fra Walthéry til Sirius. Som også albummets innersleeve antyder. To lækre dobbeltsiders foto med indskudte blyantstreger af albummets to bærende karakterer. To er der, for og bag.

Bagsiden skynder jeg mig at nævne. Den er nemlig ret fed. Fem forløbende ruder, et kort resumé af handlingen og så ellers 6 forsider. Kompakt og godt.

Måske er jeg også blevet hjerteblød, for albummet er mere direkte. Bortset fra drukindledningen og yogamåsen, så er vi nærmest In Media Res og plumper straight ud i en hæsblæsende beretning. En fortælling som er sprængfyldt af halvfjollede last actions, som trækker ned snarere end op, men så sørme også perler. Se fx på side 13 hvor vores hovedpersoners alter egoer tumler rundt i en psykedelisk brakedown. Vildt fedt tegnet og man kan nærmest selv fornemme rusen og det famlende i at undgå at gå ned. Og hvad med albummets afrundende kampscener, hvor ordene er få, men vitaliteten stor. Spændende er det, og så tilgiver man fjollerierne og det, at albummet vil alt for meget. På forunderlig vis kan albummet holde til gagsene, samt den konstante suspense, og give læserne valuta for skillingerne. Målgruppen er vel børn og unge, selvom enhver moralsk pegefinger ville kunne rejses. Heldigvis har min alder ædt min moral, og jeg nyder både druk, vold og Natachas former, og der er ingen pegen fingre herfra.

Jeg MENER, at jeg var lidt hård ved oplægget, album 22 Den blå spurvehøg, og hvis jeg husker korrekt, så kompenserer jeg denne gang. Hvis vi antager at et gennemsnitsalbum er en 3’er, så er På sporet klart til en tand opad. Der er ondskab, kynisme, heltemod, gags, masser af action og selvom Natacha aldrig rigtig har sagt mig noget, så nød jeg sgu denne omgang hæsblæsende action. Lidt Rumble in the Jungle næsten, og jeg glæder mig over albummet. Det har klart læse højt potentiale for min dreng. 4 go’e punch herfra.

Titel: Natacha – På sporet af den blå spurvehøg

Tekst: Sirius og Walthéry

Illustrationer: Walthéry

Farver: Cerise

Forlag: Cobolt

Format: 48 sider i farver, indbundet, 22 x 30 cm

Oversættelse: Per Vadmand

Pris: 178,-

Isbn: 978-87-70857-51-2

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *