174 sider i farver. Flot udstyret hardback. Afsenderen er forlaget Faraos Cigarer og titlen er Ørkenens skorpioner. Det er en af de bøger, man uvægerligt vil tage op og bladre i, simpelthen fordi værket signalerer kvalitet.
Det der med titlen – Nej, Albummet hedder Havbrisen, og Ørkenens skorpioner er den overordnede rammetitel. På albummets ryg står der så noget andet, et årstal, 1992, og hvad det dækker over, ja…?
Forsidens illustrationer er ellers ikke noget at råbe hurra for. I forgrunden to profiler, få streger, nærmest ufærdige i sort og hvidt og i baggrunden ramasjang og action.
Man bemærker det sirlige Hugo Pratt, og ved instinktivt, at dette her album, det er måske noget helt særligt.
Det er det også, men på en ganske anden måde, end ved vanlige tegneseriealbum. For helt at forklare det bedst, må jeg nævne forfatteren Ernest Hemmingway og et nav. Sidstnævnte først.
Et nav holder hjulet fast. Når hjulet spinner og farten er høj, og man er en myre som sidder fast yderst i hjulet, så falder myren af. Det er sikkert. Inden bliver den forvirret og godt rundtosset. Men var myren i stedet inde ved navet, så var risikoen for både det ene og det andet markant mindre. Der er mere ro inde ved navet.
Sådan skriver og tegner Hugo Pratt. Der er en sjælden ro og der sker ikke alverden på de 174 sider. Tomgang er et forkert ord at anvende. Stilstand et bedre og en skrøbelig og usikker venten måske bedst. Vi er nemlig i det menneskelige nav og det i Hugo Pratts ord og tegninger.
Der er samtidig noget Hemmingwaysk over selve narrativet. Hemmingways unikke skrivestil, hvor læseren nærmest intet får at vide, hvor de dagligdags sysler midt i orkaners øjne, bliver nævnt og holdt fast i. Det er underspillet og man fornemmer de indre vulkaner og det dødelige sprængstof der gemmer sig bag dagligdagen og de mange beskrivelser af alt det, som alle kan se.
Ernest Hemmingway var en berejst herre, og uden at vide det, naturligvis, så vidner beretningerne og bøgerne om en rejsende i adrenalin. En eventyrer. En bevidst eventyrer, martret af den der dødslyst.
Hugo Pratt skriver og tegner, som var det Hemmingway der dikterede.
Vi er i 1940, vi er i det nordøstlige Afrika og der er opbrud. Den Anden Verdenskrig, den europæiske WW2 som vi kender så godt (i virkeligheden kender vi vel kun ganske lidt?), er meget ulig fx den japanske. Et krigsskakspil.
Der ventes. Der er stilstand. Det er som et skakspil, hvor brikkerne venter på at blive sat i stilling. Egyptisk territorium, og albummet starter med en renselse. Et bad, et møde og ord der kriges. Hvem har magt? Hvad skal ske? Kernespørgsmål der kan gentages albummet igennem. For den der limbo, hvor alle venter på alle, og ingen formår reelt at tage ansvar for noget som helst, den har en betydning. Sådan er det i specielle livssituationer, hvor krig må siges at være en sådan. Det hæmmer alle aktørerne i albummet, men giver også samtidig den der nerve af angst, usikkerhed, fravær af tillid og ens beskuelse af en verden, som man kan tænke sig, at Hugo Pratt må have følt som barn, og så de voksnes ageren i en voldsom turbulent tid. Sådan tolker jeg det i hvert fald.
Nå – vi er i et krigslimbo. Polakken Koinsky, kaptajn af rang, rødhåret, rolig. På vej fra A til B, og undervejs møder han en del spøjse karakterer. To franskkinesere, en menig æggeskal, en italiensk småtosse, Ghula – en billedskøn troldkvinde. Madamme Brezza, ligeledes smuk, bordelejer. Havbrisen er navnet på bordellet. Hun er en vigtig skakbrik, dronningen i spillet, faktisk og Koinskys gear. Det er hende, der får tingene til at ske.
Og ting sker. Blot i et tempo og med et anslag, som bestemt er anderledes end i andre tegneserier, ja selv tegneserier for voksne. Vi er igen tilbage i navet og som en Ernest Hemmingway ville skrive det. Afventende, rolig, ting sker når de sker. Intet forjages.
Hvilket både er en styrke og giver en anderledes moden læseoplevelse. Vi er med i samme tomme vakuum som Koinsky. Passivt beskuende. Smukt og zen i et.
Men altså – det har også en modsatrettet effekt. Det er mere et museumsbesøg end et krigsdrama. Trægt slæber historien sig afsted. Fint nok indtil det ikke er fint nok længere. Man bliver utålmodig, og ender dvask og uforløst. Jo. Koinsky kommer videre, men vejen dertil er for kluntet, for fyldig og for ens. Der tales simpelthen for meget og der sker for lidt. Når der så endelig er drab, likvideringer med mere, er man for længst ligeglad.
Hverken farvevalg eller illustrationer får mig op af stolen (eller dvalen). Tegningerne virker alt for slappe og ufærdige. Som om Hugo Pratt bevidst ikke vil gøre sine karakterer andet end skitser. I sig selv et voldsomt paradoks, al den stund, at han vitterligt tegner betagende og overvældende smukt, når han altså gider. Det virker ikke som om han har gidet med dette album.
Farverne er lyse. Alt for lyse. Lysegult, lyseblåt, lysegråt, lysegrønt. Jeg fornemmer ikke den bagene sols varme stråler, jeg fornemmer ikke den klare blå himmel eller noget som helst andet. Der er reelt ingen tegninger, som for alvor springer i øjnene. Aktørerne virker stive og firkantede, og alt for ofte afbildes personerne i profil, og der bliver de flade og firkantede og ens. De minder enkelte steder om kæmpehovederne fra Påskeøerne.
Undtagelser er der naturligvis. De små perler. Fx på side 160 nederst til højre, hvor Brazza er betagende smuk i sin eftertænksomhed.
Små perler giver bare ikke en stor skat, og generelt er det hverken i tempo, farvevalg, persondybde eller plot, at Havbrisen scorer på ens læseoplevelsesbarometer.
Men alligevel er det et betagende album. Smukt og sirligt layoutet med 26 lækre indledende sider. Her bliver man, om end ret forvirrende for lægmand, ført ind i albummet. Koinskys færden, en fin tidsoversigt, korte introduktioner til de personer, som kaptajnen løber ind i, og en række flotte akvareller. Er man ikke lægmand, og har fulgt Hugo Pratt, så er man dog bedre klædt på. Så giver både galleriet og tidsoversigten fuldgod mening. Fint nok.
En blandet landhandel er det dog. I indledningen er der også tegninger af den mandskabsvogn, som spiller en markant rolle i fortællingen, fint nok, men beskrivelserne er på italiensk, og det kan undre, at man medtager noget sådan.
Samlet er jeg forvirret.
Overordnet et halvsløjt album med få lyspunkter. Jeg føler mig kun delvist underholdt og har vanskeligt ved at finde hverken energi eller engagement i Koinskys færd til Dire Dawa.
Perlerne, fx et herligt dilemma på side 128, hvor jøden Guerrino er bloddonor. Modtageren er tysk. Hvordan reagerer sidstnævnte, når han opdager hvem hans redningsmand er? Og inden det. Det omvendte. Hvordan kan man overtale en jøde til at hjælpe en tysker?
Og Madame Brezza. Hendes endeligt. Smukt.
Så tre stjerner kan det blive til. En jævn fortælling i en flot ramme.
Titel: Ørkenens skorpioner – Havbrisen
Illustrationer: Hugo Pratt
Tekst: Hugo Pratt
Forlag: Faraos Cigarer
Farvelægning: Patrizia Zanotti
Oversættelse: Lorens Juul Madsen
Format: Hardcover, 174 sider i farver. 26 siders ekstramateriale.
Pris: 398,-
Isbn: 978-87-93766-14-3