Home / Anmeldelser / Pope Hats 1

Pope Hats 1

popehats1

Ad_PopeHats1Cover72

Der er sten i skoen, og så er der sten i skoen. Den første af slagsen irriterer og gør ondt. En lille satan af en sten, der forhindrer mig i at gå videre og nyde gangen. Den anden irriterer også. Den er lige så lille, men den kilder og prikker, og selvom også den gør min gang besværlig og foden visse steder hudløs, er det en god sten. For den minder mig om mine fødder. Og mine fødder er mine rødder.

Pope Hats er en af disse sten. Faktisk begge. Irriterende fordi Pope Hats står stille og ikke helt ved, om vi sammen skal vandre videre, eller bare stå stille. Gør en lille smule ondt fordi jeg konstant holdes i venteposition. Jeg læser og læser, men står kun endnu mere stille. Og det er irriterende, for jeg vil så gerne videre, jeg vil så gerne forløses. Jeg vil så gerne nå den udsigt, som jo er målet for min vandring. Men stenen stopper mig, og jeg kan kun ane lidt, og gisne mindre. Det hæmmer min tur og min lyst.

Ja, Pope Hats er sgu en djævel. Gider på den ene side ikke stavre videre, men illustrationerne skubber mig i ryggen, for der er umiskendeligt tale om talent, og de to unge kvinder, Frances og Vickie har en del at byde på. Tænker jeg. Jeg kan især godt lide de småfilosofiske anslag og tanker, som sidstnævnte leverer. Og endnu mere at begge så tydeligt har forladt barndom og ungdom ryggen, og nu agerer og reagerer i det voksne liv. To unge kvinder, unge og alligevel modne, der går i byen, overvejer, har tømmermænd, bliver kaldt på arbejde etc.

Da jeg var i starttyverne, var det dælme anderledes. Vi drak os stangstive, fjogede rundt, talte kun om fodbold og fisse og levede et sorgløst, distanceret og liv aldeles blottet for refleksioner. Vi var ikke vegetarer, men åd hvad vi ville, hvis vi havde råd. Vi scorede damer uanset hvordan de så ud. De var byttet og vi var jægerne. Og pligter og dybe tanker kom sjældent ind i vores dagligdag.

Som sådan skete der mere i mine unge dage, end Frances og Vickie oplever, og alligevel sidder Ethan Rillys karakterer og manglende liv bedre og fastere i min bevidsthed, end mine egne år og erindringer. Paradoksalt da jeg har en del år at forsøge at erindre, hvor Pope Hats kun har få sider.

Årsagen, eller årsagerne hertil, er talrige, men umiddelbart er det lettest at slå ned på forfatteren Rilly. Han er nemlig ferm til at slå ned på det, der er væsentligt. Eller… at sætte billede og ord på det, der også har betydning. Den stille underfundige samtale. Den sløvhed der præger. Tempoet.

Atypisk i forhold til det jeg kender til, og så meget desto mere velkomment.

Nå, det turde være tydeligt, at der ikke sker alverden på de små 32 sider, men nok til at man både er underholdt og glæder sig videre. Der er snigende og stigende nysgerrighed efter at følge disse roommates, og især den mørke Frances har skygger, der varsler godt. Hun har et alter ego, et spøgelse der følger og forfølger hende, og har gode historier at fortælle. Jeg elsker, når en tegner tager sig tid til at fortælle, og når illustrationer og tekst passer så godt sammen. Det sker flere steder, og allerstørst indtryk er til sidst, hvor man er på cafe. Overfor sidder Frances (Franny) og fortæller historier. Lige så abrupt som vi sidder der, lige så pludseligt stopper vi. Irriterende og drillende. Men godt, sgu, for der er mere.

Pope Hats er en underlig sag at forholde sig til. Der sker ikke en skid i den, og alligevel sluger man lortet. Karaktererne er tilpas sympatiske og anonyme, at man normalt ikke ville bemærke dem, hvis man mødte dem på ens vej. Men de rummer en dybde, og de kommer ind under huden, så man er nysgerrig nok til at læse videre.

Coveret er cool. To kvinder. Den ene ligger ned. Den anden har ryggen til. De hviler i sig selv. Og man kan her proppe alt den symbolik og fortolkning ind, som man har lyst. Det orker jeg ikke lige nu, men konstaterer, at det tempo der er i bogen, også afspejles her. Samt at især Frances er en type, der bliver spændende at følge.

Samlet vurdering: en halvkedelig sag uden konkret handling. Blot to unge madammer og deres indbyrdes dialog, deres respektive dagligdag (hvor der ikke rigtigt er ramasjang eller fut i fejemøget, men kopi af dagen forinden. Hvis DU kan nikke genkendende til dette, så tror jeg, at du vil holde af bogen, eller i det mindste finde den interessant. Lever man livet, hvis vanen og pligten er stærk?) og deres tanker. That’s it. Men når det så er sagt, så sker der en eller anden form for interaktion oppe i mit hoved. Jeg bliver stædigt ved med at læse, selvom jeg egentlig ikke er fanget, og der bliver det interessant. For så er der altså sket noget. Nysgerrigheden pirres. Og så åbner Pope Hats sig pludselig på en anden måde. Det får man måske at vide i 2’eren, der anmeldes senere i dag.

Illustrationerne er gode, og der er en fin konsensus mellem ruderne, samt samspillet mellem tekst og billede.

Pope Hats får karakteren 2½ ud af i alt 5 mulige.

Titel: Pope Hats

Forfatter/tegner: Ethan Rilly

Forlag: Forlaget Damgaard

Oversættelse: Ole Damgaard

Farve og form: 36 sorthvide sider, hæfteformat

Pris: 75 kroner

Udgivelsesår: Er udgivet

ISBN: 978-87-994857-6-5

popehats2-side7-nummer9

 

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *