Er du et naturmenneske? Elsker du grønt og den friske luft? Elsker du friheden og er du din egen herre? Tillykke. Jeg tænker, at du har et godt liv og at du er tilfreds med tilværelsen.
Mød mine to venner, Frances og Vickie, og fortæl om dit liv og hvad du holder af at gøre. Du fisker, du slapper af og der er en Guds mening med tilværelsen.
For de trænger, de to, de trænger til at høre og lære om andre sider af livet. Men selv om du sparker dem noget så hårdt i skridtet, så vil du end ikke høre dem sukke. De sidder nemlig fast. Som en prop i en gammel flaske.
Pope Hats 3 fra Forlaget Damgaard er endnu engang foruroligende læsning. Ikke med splat, monstre og med ting på spil. Heller ikke blodige og hæsblæsende dramaer. Næ, det er langt mere alvorligt. Her er tale om to skæbner, to kvindeskæbner i et moderne amerikansk samfund. Eller måske canadisk. Same same.
De er vel i midt tyverne, måske lidt ældre. Og de er trængt af tilværelsen. Den ene er blond og drikker. Den anden mørk og arbejder. Hver stille eksistenser der har haget sig fast i en tilværelse der enten vil nedbryde dem eller skabe lykken.
Lyder det kedeligt? Den ene skal flytte (de bor sammen!) og forfølge en filmkarriere. Den anden, Frances, er lusen mellem neglene. Hun er den mest spændende karakter og det er hende vi hører mest om. Godt fordi der i hendes monotone og krævende, og sindssygt kedelige arbejdsliv rumler en masse monstre.
Folk er pressede af tid, angste for fyringer, angste for hvad andre tænker og siger, angste for fremtiden, for afkastet størrelse. For de trange rum og især bange for at de en dag skal vågne op og erfare, at deres liv er et stort tomt rungende fængsel.
’Lad mig være – jeg skal tænke’, lyder det fra en af de andre kvinder, en arbejdskollega til Frances. Hun er i færd med at kaste op i fortvivlelse og frustration. Hendes chef har lige givet hende en modbydelig opgave og når man blot er en sten i skoen, så brokker man sig ikke. Man ER bare en sten. Og sten kan man jo smide ud. Og jo – sådan ender det også.
Et øjebliksbillede på den dehumanisering som Pope Hats prøver at vise os. Små brikker i et alt for stort og uoverskueligt puslespil. Uden mulighed for at præge eller tage en anden vej. Gps’en er slået til, og målet er målet. Pyt med omkostningerne, også de menneskelige.
Men noget er på færde. Bygningerne smuldrer og en enkelt stor 140 kilos facadesten har løsnet sig og hamret ned på fortovet. Ethan Rilly ligger små bidder ud til os, og det er godt. Godt fordi Pope Hats trods alt kræver sit af læseren. Det er en tilsyneladende ret simpel historie om to kvinder, men den er meget mere end det. Der er nemlig noget over dem, måske et voksende rebelsk kvindemonster. Frances vandrer hvileløst rundt. Hun er en arbejdshest om dagen, og en omvandrende zombie om natten. Ro og hvile findes ikke. Alt er altid på spil. Man skal altid sættes i scene. Ellers indkaldes man til møde i 25-H, og det er der man bliver afskediget. Som kvinden jeg nævnte ovenfor, hende der kaster op.
Er den kedelig?
Ja. Det er den. Klart endda, men det fordrer at man er vant til en anderledes ramasjang og noget mere KAPOW i sin litteratur. Vil man have bragende skydere, skrigende kvinder og blod der sprøjter, så er Pope Hats ikke den bog man napper med i køjen.
Er den spændende? Ja. Når man kommer ind og ned i den, så er den interessant og fyldt med dybde. Det er ikke fordi der er løse ender. Det er der ikke rigtigt. Men personerne har noget ’noget’. Frances MÅ eksplodere. Og bossen, en voluminøs tyksak men hang til at træne, en firkant i et pænt jakkesæt, hvad med ham? Er han ’kun’ en karikeret satan eller skal vi i 4’eren vide mere om ham? Hvad med Vickie der nu smutter? Da hun vender hjem fra en filmoptagelse har hun drukket betydeligt mere end hun normalt gør. Hvorfor? Hvad er der sket? Og hvad vil der ske?
Vickie tager afsked som stor kylling. Hun kommer scenemæssigt for sent til sit eget farvelparty, men det er helt i hendes ånd. Hendes afskedstale handler om livet, og talen er ikke specielt positiv. Man kan enten kigge frem eller tilbage. Der er intet nu.
Dagen efter, da Frances for første gang er alene, skimter men kyllingehovedet i ovnen. En trussel? Et varsel? Vickie? Frances?
Altså, en afdæmpet sorthvid beretning om to lidt kedelige kvinder. 40 sider i alt hvoraf de sidste par sider ikke rigtigt giver nogen mening for undertegnede. Jeg kan ikke lige gennemskue hvad hensigten er…
Pope Hats fylder alligevel i knolden på mig. Jeg elsker tegningerne, og hør. Kig bare på forsiden. Den er guf for en dansklærer som mig. En blå nattebil passerer en kvinde. Øjenkontakt. Et nøgent efterårstræ. En fallos i form af en lygtepæl, ansigter der mødes – skibe i natten, måske?
Vildt i grunden at den nager mig. Set oppe fra en røv og nøgler fortælling, men der er alligevel noget fascinerende og foruroligende ved hele hurlumhejet.
Læg dertil at Ethan Rilly er en uhyre dygtig illustrator. Der skabes liv i dialogen og de stille passager. Hvordan? Skiftende perspektiver, dybde, vinkler, skyggevirkninger, ja selv dialog- og tekstbokse går ind og får bevægelse i billederne. Jeg har efterhånden læst en del tegneserier, hvor baggrundene enten er tomme eller underligt ufærdige. Men Rilly formår at fylde ud, og det vel at mærke uden at det bliver anmassende eller søgt. Selv de kolde kontorfaciliteter får et slags liv. Den eneste reelle undtagelse er the Bossman. Ham den store firkant. Han er nærmest uhyggelig i sin fremtoning. Lidt som et stort fedt modbydeligt insekt der venter på at fortære byttet.
Og siderne er i sort og hvid, hvilket automatisk er med til at gøre læseoplevelsen lidt mørk. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men på hver eneste side er der noget særligt sort. En nattehimmel, en trøje, en vase, en skygge. Der er fravær af sol og lys og glæde. Det forstærker alt det mørke og måske truende.
Formatet er lidt anderledes end hvad vi er vant til. Softcover og sorthvid og størrelsen? Hvad er nu det? En lille bitte prut i A5 størrelse. Hehe. Men det virker. Pope Hats er en herlig tegneserie til Metroen eller S-toget og hvis man er voksen og stadig ikke tør stå ved sit indre barn, så er Pope Hats en udgivelse man sagtens kan tage med sig og lade andre læse med over skuldrene.
Den er ikke til børn eller unge, men til den modne moderne tegneserielæser.
Hvad skal sådan en bandit have af karakter? Fire hatte fordi tegningerne er blærede og fordi historien, selvom den sine steder er lidt træg, alligevel har tilpas dybde og formår at pirre ens nysgerrighed.
Titel: Pope Hats 3
Tekst og tegninger: Ethan Rilly
Forlag: Forlaget Damgaard
Format: 40 sider sort/hvid. Klammehæftet
ISBN: 978-87-93164-09-3
Pris: 75,-
Bogen ER udkommet