Der findes bøger hvorom man egentlig bare burde holde sin kæft. Ikke ævle og bævle, men blot smide karakteren 6 afsted og så videre i teksten.
En sådan er Cobolts Radiserne – De bedste striber 1960-1969.
Der er nemlig ikke noget at komme efter, og den kan næppe rokkes ved karakteren eller fluekneppes nogen steder. Det er nemlig et yderst veldrejet album. Hardback i en lækker drillende pigefarve, eller måske snarere tresserfarve og coveret er ren magisk kærlighed. Vi taler så om 192 sider i sort/hvid og farver, nøje udvalgt af redaktionen (enkelte aldrig tidligere udgivet på dansk) og der står i pressematerialet, at ”har vi udvalgt de sjoveste og mest skelsættende episoder fra det tumultariske og foranderlige årti”. Og det skal nok passe. Flere gange måtte jeg trække på smilebåndet og selvom jeg ikke kluklo, så er der en grundtone af humor.
Hvorfor mon?
Det er der talrige forklaringer på, både i første udgivelse som omhandlende striberne 1950-1959, og også i den ret velskrevne indledning, hvoraf hovedparten er skrevet af en Håkan Boström og for forordets sidste side, som omhandler Radiserne i Danmark er der redaktørhænder bag, Carsten Søndergaard. Eller måske ikke deciderede forklaringer, men antydninger der beretter om Radisernes popularitet og generelle impact.
Og som det tydeligt fremgår af forordet i begge bøger, så var det et dybt og gevaldigt Schulznedslag der for nu efterhånden en del år siden fik første amerikanerne og sidenhen også os danskere til at elske disse forskellige karakterer, arketyper vel. For hvis jeg lige vender tilbage til grundtonen, så er der flere af figurerne der især for mine smilerynker aktiveret. Nuser, for nu bare at nævne en enkelt, er klart den fedeste og jeg elsker især at dette umælende væsen alligevel er fyldt med ord. Ord og eftertanker.
Sjovt, for da jeg var barn og teenager, var det nu ikke Nuser som jeg fandt morsom – mener jeg at kunne huske. Men altså nu.
Det som også er ret godt, og som jeg også fremhævede ved Cobolts første udgivelse, den fra 50’erne, så bliver vi jo præsenteret ikke alene for nye karakterer henad vejen. Men vi bliver også erindret om det når det sker. Nemlig ved at der under striberne lige bliver forklaret, at sådan og sådan. Det gøres nænsomt og ødelægger ikke læsningen. Tværtimod føler jeg, at jeg som læser bliver informeret og beriget. Og da jeg, og sikkert mange andre med, ikke er velbevandrede udi The Peanut Storyline, så er det kun guf med guf på.
Skal der skrives mere? Er ord ikke ret overflødige? En institution blev født, og for for alvor at fatte omfanget, så fortæller Håkan Boström fornemt om de gange, hvor Radiserne bliver larger than life. Læs side 4 i forordet og bliv overvældet. Skrev jeg impact? Åh ja. I den grad.
Kan man så bruge Radiserne til noget i dag? Ja for pokker. Striberne holder, og nu måske endda endnu mere, da jeg har en alder og en modenhed, hvor dialogen sine steder får flere nuancer end da jeg var ung.
Schulz respekterede sine læsere, og leflede ikke for dem. Han meldte endda klart ud, at man skulle vinde sine læsere, og at man absolut ikke måtte tage dem for givet. Det er måske meget en af årsagerne til at Radiserne i den grad holder og stadig holder. Schulz tager ikke nogen eller noget for givet. Og så er galleriet måske helt perfekt til at formidle dagligdags ting? Et kort overskueligt galleri af karakterer, hver med sin statiskhed og så alligevel med mulighed for at udvikle sig.
Lykke nævnes i forordet. Happiness is a warm puppy. Indeed. Og lykke er for os tegneserieelskere et album a la Radiserne – De bedste striber 1960-1969.
Titel: Radiserne – De bedste striber 1960-1969
Tekst: Charles M. Schulz
Illustrationer: Charles M. Schulz
Oversættelse: Anne-Maria Sigbrand
Forlag: Cobolt
Format: 192 sider i farver, indbundet, 22,5 x 29,5
Pris: 348,-
Isbn: 978-87-7085-636-2
Bogen ER udkommet.