Home / Anmeldelser / Radiserne – De bedste striber 1970-1979

Radiserne – De bedste striber 1970-1979

Lad mig nævne bagsiden først, og så forsiden. Begge billeder på sand kærlighed. På bagsiden af Cobolts nye lækre værk, Radiserne – De bedste striber 1970 – 1979, finder vi Søren Brun med en rød drage. Dette herlige flyvske legetøj, som er svært og let at lege med på en og samme gang, og som kan have sit eget liv, når alt går galt, men i en erfaren eller heldig hånd, kan skabe mirakler højt deroppe i det blå. Det er et særligt saligt ansigtsudtryk, som Søren Brun står med. Ærefrygt måske, eller blot stilfærdig barndomsglæde, og at holde fast i denne drage, er også som at holde lidt fast i fortiden, hvilket harmonerer smukt med citatet nedenfor, under det lyseblå og i det gule, hvor Charles M. Schulz filosoferer over begrebet ægte kunst.

”Ikke mange tegneserier overlever den tid, de blev skabt i…”

Sådan lyder citatets indledning, og pointen er, at kunst har mere at tilbyde, end blot til samtiden. At kommende generationer også kan glæde sig, får noget ud af det. Og ja. Det er en meget fin og sigende definition.

Fortil et motiv der emmer af kærlighed. De svenske farver som baggrund, måske et lidt halvmærkeligt farvevalg al den stund, at vi vel mest forbinder halvfjerdserne med en brun kulør, men det gule og blå skinner dog af friskhed og de klæder hinanden, farverne. Men altså, kærlighed. Den iltre og morsomme, men også satans kyniske onde Trine i et hjerteligt kærlighedskram med Nuser, der dog ikke ser helt tryg ud ved situationen.

Jeg elsker motivet og forbinder Radiserne med kærlighed. Dels fordi jeg husker skidtet fra min opvækst, dels men især fordi der jo er kærlighed i overflod i striberne. Oftest håbløst, længselsfuldt, ukueligt. Tænk på alle de tæv, verbalt samt fysisk, aktørerne, som jo består af børn, en hund, Nuser, og en lille bitte fugl, Woodstock får og giver hinanden. For så at vende tilbage i deres ruder og rammer, og hele molevitten kan starte på ny. Det er figurer der i substans er statiske, men så alligevel, hvad det endnu engang prægtige forord af Håkan Boström beretter, at der er plads til en vis dynamik. Bifigurer forgår, nye kommer til, og så den der balancegang mellem det tegneseriefantastiske og det socialrealistiske. På en måde er dette jo også en af hovedkernene i Radisernes elskelighed. Udsynet fra børnene, vores voksenverdens prægning og alt det, deres barneradar samler op. Strømningerne i samtiden der får først forfattertanker, så tegneserieord, og så læsertanker, er et unikt samspil. Det er nemlig ikke ’kun’ sjovt og fis og ballade. Det er også dybde og eftertanke. Hvilket gør, at Radiserne er kunst. Vores tid, her vel næsten 70 år senere, kan stadig få noget ud af striberne.

Også fordi temaerne er tidløse. Jeg nævnte indledningsvist, at jeg forbinder Radiserne med kærlighed og med længsel. Ja. For kærligheden og længslen spiller en markant rolle. På bagsiden, og her sakser jeg koldt og kynisk, står der:

”… Men uanset hvilke forandringer striberne gennemgår på overfladen, så er de tro mod det evige tema om ugengældt kærlighed. Trine elsker Schrøder, Søren Brun elsker den lille rødhårede pige, Nina elsker Tomas, Rikke Rask (og Lotte!) elsker Søren Brun – og alle baseballkampe bliver tabt, den store græskarmand viser sig aldrig, og fodbolden trækkes altid væk i sidste sekund. Det kan lyde tragisk, men i Schulz’ hænder forvandles de evige fiaskoer og kiksede kærlighedserklæringer til uovertruffen og tidløs humor…”

Jeg er ganske enig. Kunne ikke have formidlet det bedre selv.

Vi har alle brug for rammer, ikke tyngende statiske rammer, men sæbeboblefirkanter til at definere os ud fra, elastiske rammer der udvides og sprænges, når vi vokser og udvikler os. Det sker via impulser fra vores omverden, vores fæller og nærmeste, og skaber et indre tryk, en voksende bevidsthed og et anderledes udsyn. I al sin enkelhed er det Radiserne i en nøddeskal. Et stabilt galleri med drømme og vokseværk, altid tro imod grundstammen, stabile i sine rødder og med en undren og accept af alt udenfor, som så alligevel efterprøves.

Jeg grinede flere gange, og langt flere gange noterede jeg mig tanken, at her var noget på færde. Noget som havde at gøre med læring og undren. Hvad de to sidste ord angår, læringen og ens undren, så må jeg hylde manden bag forordet. På en ganske særlig afdæmpet måde kommer vi vidt omkring. Forandringerne, ikke særligt mange, men vigtige, får ord og betragtninger. Stilen, Håkans, er lakonisk. Der flyder ikke med svulstigheder eller overdrevet patos, men afmålte betragtninger, i en tone der er voksen uden at være hverken belærende, selviscenesættende eller overstrømmende. Et forord med mening. Et forord, som man læser med interesse og som man bliver klogere af.

Ja – jeg grinede flere gange. Tag blot søndagsstriberne på side 13. Et godt sted at begynde. Trine, uvist af hvilken årsag, er på krigsstien og der smadres og hærges. Her kan vi lægge alle forklaringer og teorier ind. Alle gælder. Ingen er forkerte. Vi kender de der dage, hvor man bare har lyst til at finde øksen og gå amok. Der sparkes til højre og venstre. BOOT, POW og BOOT lyder det. Lyden af sne og ødelæggelse. Tomas kigger bare. Ja, først tumler han også rundt, ser stjerner fra sin liggende plads i sneen, får rejst sig, kigger ned på de smadrede og ødelagt snemænd og passivt aggressivt får han det sidste vindende ord.

Eller lige nedenfor. Nina ligger op ad pianoet. Schrøder er musikalsk optaget og spiller Beethoven. Trine kommer ind og de to piger har en herlig dialog. Fokus er på dem og deres ord. Men ingen fucker med Beethoven og det KLUNK, som begge tøser oplever i næstsidste rude er ubetaleligt. Fokus skifter. Og en ny stribe kan næsten begynde. Hævn. Sådan. Simpelt. Herligt.

Bogen er på 192 sider, og man læser den ikke bare sådan ’lige’. Det er som med alt andet godt her i verden. Det skal tages ind med måde. Avisstribemåden faktisk. Et æble om dagen, du ved.

Nu er næsten hele 70’erne samlet i én bog, og den får, som sine to forgængere, præcis samme karakter. Topkarakteren seks. Mindre kan ikke gøre det, og hvis vi taler om højdepunkter i vore dages udgivelser, så vil jeg endnu engang melde ud, at der er Cobolt, og så alle de andre.

Kig på reolen, hvis du da har en sådan, og især hvis du har dine nu tre Radiser stående. Flotte, ikke sandt? Og det er kun på det ydre plan. Jeg er underholdt all the way. Holder af striberne med eller uden farver, og selvom der selvfølgelig er striber, som jeg enten ikke helt forstår, eller ikke finder morsomme, så kommer der lynhurtigt én, og endnu én og atter én. Helhedsindtrykket er Laudrupsk. Det er genialt, det der.

Det er altid en tanke værd at komme ind bagved. Hvorfor er det lige, at Radiserne sparker røv? Jo, udover det indlysende, at avisstriber, måske den sværeste kunst af alle indenfor tegneserier, har så lidt plads til at aflevere så meget, det være sig morsomheder, spind til øverste etage eller blot noget kuriøst. Så er der jo også den der genkendelighed i karaktererne. Identifikationen. I en af søndagsstriberne bagerst i bogen, skrives der ønskesedler til julemanden. Hvor en karakter grifler løs og ønsker sig både det ene og det andet, så sidder storebror ved siden af, og er i det filosofiske hjørne. Findes julemanden? Alle de der myter, og om man ikke snart dropper drømmene og erstatter illusionerne med realiteter. For så, alt sammen på ultrakort plads, at blive spurgt af lillesøster, om man ønsker sig baseballhandsker. Vupti. Fra den ene virkelighed til den anden. Det er disse pointer, som Schulz så fabelagtigt mestrer.

Jeg kan også godt lide, at vi hele tiden er nede på jorden. Genrerne indenfor tegneserier har jo hver deres, og jeg kan godt lide både ro og eftertanke. Jeg plejer gerne at bruge Anders And på Grønland som eksempel. Alt det hurlumhej og støj og virak og fart, det elsker jeg i en god gammel andehistorie. Men skulle jeg sammenfatte min yndlingssekvens fra det Disney’ske univers, så er det i dét øjeblik, at Anders rammes af dårlig samvittighed. Tænk nu, hvis den ufatteligt heldige fætter omkommer?

I Radiserne er vi nede på jorden. Jordnært er sådan et mærkeligt udtryk. Er det positivt ladet, eller er det negativt ladet. Det jeg prøver at sige er, at vi er nede på jorden. Der er drømme og store filosofiske tanker, men også den der tørhed, som kan være ustyrligt morsomt, hvis og når den serveres rigtigt. Lad mig give et eksempel:

På side 83 er Tomas i gang med at fabulere over Halloween og om den store græskarmand. Højt og stort bliver det. Store armbevægelser. En drengs drøm. En drengedrøm. Modtageren, hende der stille lytter, Lotte, pissefornuftig med briller og man får nogle gange lyst til at tæve hende, så herlig er hun. Hun kigger på Tomas og siger så: ”Jeg har hørt tale om dig”.

Her er det så knastørt, og så sjovt, at jeg griner højt. Sådanne perler er der i bogen. Ikke på hver side, bevares, men hist og her popper de op.

Min yndlingsfigur er Trine. Hun er så belastende, så bestemmende, så arrig, så menneskelig, så dejlig. Efter endnu en tabt fodboldkamp forsøger Søren Brun sig med lidt ’vi skal videre’, og ’vi skal rejse os’ og den gode sportsånd og sådan noget. Kan du ikke, forsøger Søren Brun sig til Trine, få modstanderne til at line op, så vi kan sige pænt tak for kampen. Fromt og fint. Hvad gør Trine? Hun RÅBER, at vi skal stille op til hykleri. Se, igen en pointe serveret. Hun vil sgu vinde, den lille seje satan. Og kan ikke rumme det folkelige, det hyggelige, det opbyggende. Slet ikke, når man lige har tabt.

Trine er min favorit. Hun og alle de andre, har hver deres særegne karakteristika. Hver sin personlighed. Og at samle dem, lade dem interagere samtidig, og lade dem være tilpas statiske til, at de ikke ændrer noget som helst, og så alligevel formår at forny sig selv. Det er klasse. Det er kunst. Det er fanme godt.

Seks stjerner

Titel: Radiserne – De bedste striber 1970-1979

Tekst: Charles M. Schulz

Illustrationer: Charles M. Schulz

Forlag: Cobolt

Format: 192 sider i farver, indbundet, 22,5 x 29,5. Forord af Håkan Boström

Oversat af: Anne-Maria Sigbrand

Pris 399,-

Isbn: 978-87-70857-78-9

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *