Da HBO-serien Deadwood ramte min skærm, var jeg overvældet. Den brutale realisme lossede mig både i kuglerne og i knolden. Det rå og brutale, ederne, de grimme tænder, snot, blod, nådesløsheden og det der ret diametralt anderledes menneskesyn end det, som jeg var vant til, plagede mig og samtidig var jeg så forbandet fascineret på samme tid.
Væk var glansbillederne, det amorøse billede af en genre, som jeg altid har holdt af.
Lidt på samme måde har jeg det med duoen Hermann & Gregs Red Kelly.
Selvom, og det irriterer mig altid, skabelonen altid er den samme og udkommet bestemt, så er der lidt af den samme råhed over værkerne. Dermed får realismen bedre plads, og da jeg har en alder og en erfaring som gør, at hovsaløsninger og plidderpladderromantik blot er irritationsmomenter, deflektorer, fyld.
Red Kellys store force er ikke fortællingerne, langtfra. Næ, snarere en cocktail af en ferm og ypperlig tegner, som får store flader, i mere end en forstand, at arbejde ud fra. Det er et godt mix, og den realisme som skinner igennem i Hermanns streg forplanter sig så at sige tilbage til Greg og gør, at man nærmest automatisk ophøjer hans manuskripter til mere end de er.
Ja, det lyder måske kritisk, men det er det nu ingenlunde. Ethvert samarbejde er, ideelt set, netop et samarbejde og det handler om alt, streger, idéer, udførelse og afslutning.
Thierry Capezzone står for præludiet og der berettes om metaltræthed og hvordan Hermann sætter et sidste lidt mystisk aftryk.
Nå. Samlebindet rummer 4 historier, Djævelens finger, De syv sheriffer, Fanden ler sidst og Liget i sumpen. Vi får således en ordentlig omgang i farver, for så til sidst de 4 originale forsider, hver kogt ned til ¼ A4-side.
Og hvad skal man mene? Det er selvfølgelig fortsat fortrinligt, Hermanns realistiske streg er besnærende, og så er det ligegyldigt om han tegner bygninger, træer, en kano eller et bål. Det ser rigtigt ud. Og at der i sidste album leges lidt hist og pist (det er svært at finde, skal jeg hilse og sige) er en biting, en lille morsomhed og kun noget de helt store kan finde på og slippe afsted med.
Samlet set er serien svært at overgå. Jeg tænker, at kun Blueberry formår dette, da jeg finder selve sagaen mere harmonisk og at de enkelte album snarere danner et hele.
Der er noget sigende over første værk i samlebindet, Djævelens finger, det hvor Red vender ryggen til fremskridtet og civilisationen. Det er altid modigt at gå imod strømmen, og siderne er rolige, præcis som en exit bør være. Men det holder jo ikke længe. Heldigvis – selvom jeg holder af ro.
Ro kan man ikke sige at svanesangen blev. Igen heldigvis. For selvom jeg måske lidt længere oppe rev lidt med kniven over for manuskripterne, så er det indenfor genren høj høj klasse.
Liget i sumpen er mindre godt, synes jeg. Det er næsten for flot og for ‘rent’. De mange lyse farver skærer i det grove og får det til at se mere slidt ud. Den autencititet som mørket kan give, og giver, dæmpes og afløses af… ja, af noget. En del baggrunde er kun nøgne flader.
Det kan selv ikke sidste sides kviksand suge ned.
Åh, jeg lyder mavesur, men er det ingenlunde. Samlebindet sparker røv fordi Red Kelly samlet sparker røv. Det bliver en tromle med kun 5 patroner i. Men det er mere end rigeligt til at Red, Winnie, Ten Gallons og hvad de ellers hedder, tårner højt på det frie og vilde vestens stjerneblå himmel.
Og jo – der er ind imellem nogle små kiksere, en bindestreg der mangler, en vokal for meget, bittebitte ting som kun fluer knepper.
Tak til Zoom for at give os denne bogserie. Det har været en fornøjelse.
Titel: Red Kelly 1976-1983
Forfatter: Greg
Tegner: Hermann
Oversættelse: Sebastian Weirsøe Flamant
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, 190 sider i farver, kort forord og bagerst de 4 originale forsider
Pris: 249,-
Isbn: 978-87-93564-10-7