Reporteren Tintins oplevelser: Ottokars scepter“Ottokars scepter” er det ottende og næstsidste bind i rækken af fundamentalistiske retro Tintin albums fra Cobolt: 106 siders tætpakket spænding i sh, samt fire indføjede farveplancher. En faksimile af albummet, som det blev udgivet af Casterman i 1939.
Det udkom første gang på dansk i farveudgaven i 1960, som kun det andet bind i den danske udgivelsesrække, på Illustrationsforlaget. Det er 48 år siden, at jeg læste en udgave af farveversionen. Jeg var syv, og havde lånt den engelske udgave fra Methuen af en klassekammerat på min kostskole i Nigeria. En helt ny verden åbnede sig op for mig; dette var det første europæiske tegneseriealbum, jeg havde læst. Ellers havde min læsning mest bestået af danske AA & Co., samt lidt engelske Dandy og Beano. Det siger lidt om albummets kvaliteter, at jeg kan huske historien i grove træk, og ydermere genkende specifikke scener, så mange år senere.
En ting, jeg ikke fangede dengang, som lille purk, var allusionerne til Anschluss mellem Tyskland og Østrig i 1938. Så velbevandret var jeg heller ikke i moderne historie, at det gjorde noget. Tror ikke engang, jeg kunne tidsfæste historien til 1939; den forekom mig at være en tidløs fortælling, hvilket den jo tydeligvis også er, set med voksne briller, her i 2018.
Det er en meget stramt fortalt historie, der som så ofte i Tintin universet starter fredeligt ud med en lille gåtur, opdagelsen af en genstand, og så kører det ellers derudad. Tintin roder sig ind i et yderst farligt komplot mod Kongen af Syldavien. Man forstår ikke helt, hvorfor han udsætter sig selv for noget sådant, at bringe sig selv i livsfare for at forpurre et komplot mod en Konge af et lille ubetydeligt land på Balkan halvøen. Syldavien grænser op mod Bordurien, og denne grænse skal vise sig at være et vigtigt omdrejningspunkt i den klimaktiske slutsekvens på en yderst kinetisk historie.
Det er ikke bare den vilde jagt til sidst; gang på gang haster den unge reporter mod et mål, på motorcykel, i bil, i fly, eller bare til fods, med Terry ved sin side. Hunden Terry, der ender med at redde dagen. Også de to fjolser til detektiver, Dupond og Dupont, viser mere kløgt end normalt, og de hjælper endda den snarrådige Tintin med opklaringen af tyveriet af Kong Ottokars scepter, det scepter, der er betingelsen for, at Kongen kan beholde magten.
Hergé har skruet en fortælling sammen, der kan nydes af alle fra 7 til 77, som et gammelt slogan skulle have reklameret med. Han formår at drage os ind i et univers, hvor vi fryser, sulter, kæmper, og trættes med den ukuelige unge reporter, Tintin. Knægten uden baggrund, bestemt alder, eller andre kendetegn end den løjerlige hårtot. Der er rigeligt med “comic relief”; Castafiore optæder for første gang, Dupond og Dupont yder deres, og selv Terry personliggøres og får en komisk scene eller to.
Så snyd ikke dig selv for denne historiske udgivelse; den supplerer fint farveudgaven, og giver med de mange sider rigeligt med plads til megen kinetik, kamp, og klovneri.
Seks bobler ud af seks mulige
Reporteren Tintins oplevelser: Ottokars scepter
110 sider, sh og farve, hc
Forlag: Cobolt
Tegner: Hergé
Forfatter: Hergé
Oversætter: Niels Søndergaard
ISBN 978-87-7085-708-6
GoogaMooga