Home / Anmeldelser / Den røde baron 3 – Det flyvende cirkus

Den røde baron 3 – Det flyvende cirkus

Den_røde_baron_3Den røde baron 3 – Det flyvende cirkus

 

Da jeg arbejdede i England, og flere gange derefter, på visitter og den slags, så skulle jeg jo prøve det engelske køkken. Det var især kagerne som trak mundvand og lækkersult. Jeg husker, hvor ofte jeg så er blevet skuffet. Udseendet snød, og smagen var slet ikke som mit syn ville, at det skulle smage. Sukkerholdigt, klæbrigt og lidt af en prøvelse.

 

Ja, hvorfor nu denne indledning? Mit ærinde er nu et andet, nemlig at berette om Cobolts tredje bind om Den røde baron, her med undertitlen Det flyvende cirkus. Men når tanken så alligevel går til de engelske kager, så skyldes det udelukkende, at jeg er skuffet. Lidt som med sukkerstadset for en del år siden.

 

Det er, som vanligt, en lækker hardback og påny er illustrationerne yderst smukke. Det er voldsom høj klasse og det er som om, at de malede mesterværker står stille. Den fart der især var i første bind, Kuglespøjternes ballet, magisk og adrenalinbrusende, den er næsten ikke til stede her i trilogiens afslutning. Det har noget at gøre med selve fortællingen, som kun møjsommeligt bevæger sig frem. Og man bliver faktisk lidt træt af vores hovedpersons stil, hans arrogance, den der snusvigtige provokerende blærerøv og især hans evne til at læse frygt og andre følelser hos sine fjender. Det ender altså med at blive en kende langhåret.

 

Efter at have skudt til måls i Rusland, vender Manfred von Richthofen snuden hjemad. Inviteret af et andet flyveres, og tanken er, at Manfred skal indgå i en særlig jagerenhed. Fint nok, og ved et slump løber han ind i en gammel fjende og paradokset er så, og det er her at nerven i fortællingen ligger, at ingen af de to bryder sig om hinanden. Kender du talemåden om venner og fjender og om hvor tæt man skal lade begge parter komme, så kan du tænke dig til bogens klimaks.

 

Der er selvfølgelig en del yderst smukke sekvenser at hive op af hatten. En ubåd som bombes, dueller med flotte bymæssige baggrunde og alt det samme som i de to forløbere.

 

Men det er denne gang bare ikke nok. Historien er ret tynd og trækkes tilligemed ud og ud og ud. Man ender med at småkede sig. Det skyldes flere ting. Tempoet og den tynde handling, jo, men især at Manfred er hamrende så uinteressant. Der er ingen dybde, kun facade og hånlige smil i en ret endimensionel person. Alt sammen pakket ind og løftet op i luften og dermed bliver indholdet kun flotte fly. Flyverporno. Ikke ret meget mere.

 

De tre stjerner det bliver til, skyldes ene og alene Carlos Puertas overvældende visuelle kunnen. Samt til dels den ret informative sidste side, hvor læseren klædes på i forhold til karakteren Manfred von Richthofen.

 

Ellers, for nu at afslutte lidt positivt, så er albummet lækkert. Et flot cover og en særdeles rar hardback, en hardback med tyngde. Det er som om at Den røde barons design og form, bare er mere lækkert. Når så tegningerne på de i alt nogen og halvfjerds sider (der ER sidetal i bogen, men ikke på hver side) er flotte, så har man en forventning om noget ekstraordinært. Gassen ender dog hurtigt med at fise ud, og man sidder lidt tom tilbage efter læsningen. De få smukke nedslag, u-båden som jeg har nævnt, en zeppeliner, en pansret mandskabsvogn og den slags, kan ikke redde helhedsindtrykket. Derfor tre stjerner.

 

karakter_3af61

 

Titel: Den røde baron – Det flyvende cirkus

Manus: Pierre Veys

Tegninger og farvelægning: Carlos Puerta

Forlag: Cobolt

Format: Hardback, 72 sider i farver, 24 x 32 cm

Pris: 198

Isbn: 978-87-7085-688-1

 

1 comment

  • (ADVARSEL: SPOILER)
    En sær uforløst (og kontrafaktisk) slutning. Det var først da jeg læste bagsiden, hvoraf det fremgår, at det er sidste bind, at det gik op for mig, at de havde omskrevet historien. Det er i princippet også fint nok og ville sagtens kunne tilgives ud fra en betragtning om dramadokumentarisk, digterisk frihed, hvis det var fordi historien og dramatikken blev vægtet højere end at fortælle, hvad der faktisk skete – men problemet er, at hverken fortællerteksten eller billedsiden gør klart, at hovedpersonen faktisk skal forestille at dø på sidste side, og vel at mærke på en anden måde, end det foregik i virkeligheden. Det er simpelthen sjusket fortalt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *