Jeg ser en del børnefilm, og flere af dem er overraskende gode. En af de absolut mindeværdige og bedste af slagsen er Inderst inde. En amerikansk film fra 2015. Den originale titel er Inside out og filmen handler om pigen Riley og de følelser, der rumsterer inde i hendes hoved. Vrede. Sorg. Glæde for nu af nævnte et par stykker. En film der rummer mange lag, og et af dem er de der minder. Minder som består, og som vi kan huske. Så er der minder, som vi husker et stykke tid, men gradvist fordufter disse og bliver til sidst helt væk. Endelig er der de der fantastiske minder, kerneminderne. Dem som vi ikke alene husker til evig tid, men som også kommer til at præge os, betyde noget og som vi kan hente inspiration og hjælp fra.
Kerneminder.
Hvis man nu overfører det med minder til tegneserier, så kan jeg sagtens nævne kerneminder fra min opvækst, tegneseriekerneminder vel at mærke. De klassiske Carl Barksfortællinger, de uhyggelige Tintin’er og så enkelte, som klart er kerneminder, men måske ikke helt i samme boldgade som anden og reporteren.
En af dem er Rødskæg. Barsk, uhyggelig og det at et lille barns forældre myrdes og at drengen dernæst kidnappes og sidenhen adopteres og opdrages som Rødskægs eget, står så sindssygt klart i min erindring.
For et stykke tid siden læste jeg første album for ham. Vi sad med Zooms flotte samlebind, Rødskæg 1, og han var bestemt hooked. Han er min søn, Osvald og han er seks år gammel. Siden vi læste den, har han ikke nævnt den, hvorimod Anders And, Gammelpot og ved en enkelt lejlighed Ånden der vandrer, mine bedste ven i folkeskolealderen, Fantomet, er poppet frem. De tre udgør så indtil videre Osvalds tegneseriekerneminder.
Men lad os se. Jeg skal nok præge og presse og invitere. Mindelisten er jo en proces indtil at det ikke er dét længere.
Foran mig ligger et sort album med rød ryg. Motivet i et kikkertsigte er først Rødskæg med klap for øjet, våben i hånden og i baggrunden et fartøj som enten er et muligt bytte, eller udgør en fjende, som er på jagt efter Rødskæg. Lidt paradoksalt og politisk ukorrekt i øvrigt at have en slyngel som helt, for det er jo dét, han er, ham Rødskæg.
Nå. Rødskæg 2 handler nu mere om hans søn, Eric, ham den stakkels unge fra allerførste Rødskægalbum, og han har mere samvittighed, mere godhed, mere ærlighed og alle andre gode sager og sider end adoptivfarmand. Det skal du ikke være i tvivl om.
Til gengæld, og her åbner jeg lidt for en brun pose, og i den er der det dumme og øv-agtige. Han er alt for dumdristig. Alt for reel og ren i sin iver efter at gøre det rette. Og den kontrast som der så søgt er søgt efter at skabe, den falder ikke ud til Erics fordel. Man bliver knotten og ret irriteret på ham. Han er næsten for frelst og værst af alt, så ender han med at komme i fortrædeligheder gang efter gang og må forlade sig på andres støtte og hjælp. Men mere om det lidt senere.
Albummets design først. Zoom har valgt, synes jeg, to småkedelige forsider. Fint nok ellers med hardcover og den slags, men havde jeg ikke haft et kernetegneserieminde, så havde Rødskæg opus I eller II næppe bidt mig i øjnene. Innersleeve yderst flot og så absolut intet ekstramateriale. Synd og skam, for der må være i kaskader af ditten og datten. Det MÅ der være. Selvfølgelig trækker fraværet af noget sådan ikke fra, men det betyder så bestemt omvendt, at der heller ikke lægges til, hvis den endelige karakter står og halter mellem én karakter og en anden. Sådan er det bare.
Albummet består af tre album. Titlerne:
Kaptajnen uden navn.
På trods af kongen
Rødskægs søn
Her er et kort rids af handlingerne i de tre album. Eller…
Jeg røber ikke meget, og det er der to årsager til. Den første er et hensyn til de, som ikke ønsker at vide noget som helst, den anden og barskere er, at der sker ikke så forfærdeligt meget i nogen af de tre album. Jeg husker Rødskæg som en actionpræget sørøverserie hvor der kæmpes, skydes, dræbes, flygtes og de få sjældne stille stunder er meget et kort pusterum, inden der for alvor sættes sejl og alt er i spil.
Jeg tog godt nok fejl. Min hukommelse snød mig.
Overordnet handler serien om Eric og dennes forsøg på at skabe sig en identitet og altså frigørelse fra sin far.
I Kaptajnen uden navn opsøger Eric, Baba (stærk sort satan) og krøblingen Treben grevskabet Monfort på land. Trioen, eller rettere, Eric vil, gøre krav på sin arv. Han er jo ikke søn af Rødskæg, men af det par, som blev dræbt i første Rødskægalbum. Men Grev D’Argouts er ikke i sinde at dele noget med nogen som helst, og sætter alt i spil for at dræbe vores trio, og få fjernet de dokumenter, der beviser Erics opvækst. Så albummet er et stort getaway, kiksede drabsforsøg og det hele er ret sølle. Selv på et tidspunkt hvor overmagten er voldsom, 10 mod én, så lykkedes det alligevel. Fint nok, og så alligevel ikke. Jeg er bestemt ikke fan af plotarmor, for det fjerner den umiddelbare ubekendte, skæbnen, for vi ved jo, at Eric nok skal klare ærterne.
Du kan næsten selv kopiere teksten ovenfor, og blot erstatte få ord. Uanset hvad der sker eller hvor det sker, så er rammen den samme. I lort til halsen og så formår vores helt alligevel at klare skærene. Altid på et hængende hår. Altid en reaktion snarere end en aktion. Det er klassisk. Det er holdbart til at begynde med, men efterhånden som man får læst nok, så genkender man skabelonen og rammen, og så er der dømt trivia resten af vejen.
Når det så er konsumeret, og Eric er uden for fare, så kan man bladre tilbage og se, hvad der reelt er sket på hvert af albummets 45 sider. Ikke meget kan jeg røbe. Mere snak end godt er, og det er endnu hæmmer, hvis man render rundt og tænker, at der skal drøn på. Men nej. Vi er i snakkeklub snarere end i bokseklub eller i skydeklub eller i sejlklub eller i nogen anden klub. Kaptajnen uden navn værst, hvad det angår.
Så altså – på få sider en masse snak og en helt der vinder. Det er fint for novicetegneserielæseren og den unge relativt uerfarne, der gerne vil udvide sit syn på vores medie. Det er mindre godt for den erfarne læser.
Papiret er glat, fine næsten for pæne farver og for at forsætte i den bane, så er aktørerne også for pæne. Selv i albummets indledning, da vores venner ankommer til Fort Monmort, er der et lig. En person dingler fra træerne, men hverken råddenskab eller andet vises. Hele albummet igennem er vi fri for blod, smerte, lemlæstelse, afhuggede lemmer, sprøjtende blod, blå mærker, ar og alt dette som klart følger med, når man har valgt en metier som Eric og dennes kumpaner. Og andre kumpaner med. Det bliver sådan lidt sentresser kluntede drab eller slag. Måske var det sådan dengang. Ja. Det var det da. Og målgruppen bare ikke mig nu. Mig dengang. Ja. Men satme ikke nu, og her har tiden og mediet overhalet nostalgien med lysår.
Enkelte herlige steder er der dog en snert af den ondskab, som Eric i sind er imod, og som jeg elsker at læse og vide noget om. Slaveri. Umenneskeliggørelse. Som da han ender i oliemøllen, en langsom død rundt og rundt, og standser man med at bevæge sig, er piskens snert snart at finde på ens rygstykke. Men ikke engang her males der med blodpensel. Nej, man anvender i stedet forklarende tekst, og det bliver næsten helt Hitchcocksk (ja, der skal et ’k’ på), men nej. Antydningens kunst er bare røv og nøgler, når der kun antydes. Den dirrende forfærdelse og foragt, vi som læsere skulle sidde med, er bare tom ligegyldighed.
Ha. Hvis du har læst med så langt, så er du nok ved at kede dig ihjel. Og tror, at samlebindet er dårligt og den slags. Det er det nu ikke. Ikke helt. Jeg har bare anderledes forventninger og er, hvad det angår, uforløst og så tænker jeg, at genren måske lider under lige præcis. Genren. For come on. Hvor meget kan der ske til søs? En masse, sådan umiddelbart. Sygdom, dagligdagens dramaer om bord, intriger, gambling, drillerier, slagsmål, afstraffelse og så alle højdepunkterne, togterne, røverierne, flugt, frækhed. Den slags.
Og det er der stort set ikke i nogen af de tre album. Næ, vi er i snakkeland snarere i adventureland.
Som underholdning for målgruppen, som er alle mellem 6 og 60, er det et habilt samlebind. Man er godt fanget af underholdningen, og læser interesseret med. Nyder at de få gode klarer de mange onde, og så er dét det. Hvilket nøgternt set er alt for lidt.
Jeg tror, at jeg er for skuffet og for uforløst. Overrasket over hvor meget dialog der præger siderne. En dialog og en forklarende tekst med ubalance, og det kan måske skyldes, at tegningerne ikke får meget at arbejde med, og at Rødskæg går fra at være en eventyr til søs, til drama og (meget langt ude) en jagt efter identitet.
Skulle jeg ende på karakteren tre, ville det klart være for lidt. Tre som antyder et jævnt album, og det er forkert, for Rødskæg II er væsentligt mere og bedre end blot jævnt. Men vi kan desværre ikke komme højere end en 4’er. Hvilket vel også er fint nok for et værk, som har små 60 år på bagen. Det er altså også en slat.
Jeg tror også, her på falderebet, at en sørøverserie, en del sportserier med, og stort set alle sjove album (ingen nævnt ingen glemt) gør sig bedst i bidder. I Fart & Tempo fx og det var jo dér, det var godt.
Titel: Rødskæg 2
Tekst: Charlier
Illustrationer: Hubinon
Oversættelse: Per Vadmand
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, tre album i et. 144 sider i farver.
Pris: 398,-
Isbn: 978-87-7021-048-5