Home / Anmeldelser / Rubine: Halloween-Mysteriet

Rubine: Halloween-Mysteriet

rubine-halloween-mysterietDet er en tæskelækker forside tegnet af Dragan de Lazare, til dette seneste danske bind af Rubine, med titlen “Halloween-Mysteriet”, og man glæder sig til at gå i gang med selve albummet.

Rubine var jo Walthéry’s hjertebarn, og alt efter, hvilken kilde man læser, har han været konsulent på enten de første tre eller ni bind fra forlaget Lombard. “Halloween-Mysteriet” er 5. bind i den oprindelige belgiske udgivelsesrække, men altså 8. bind på dansk, når vi tæller Tempo bladet med. Det er vist meget lidt, Walthéry har ageret konsulent på dette album; Dragan de Lazare må have stået på egne ben her, og det slipper den serbiske tegner da også nogenlunde godt fra.

Men der er et stykke igen til Natacha’s højder, og det selv om vores elskede stewardesse får en lille cameo i en flyscene. Dragan de Lazare veksler mellem tre, fire, og fem billedrækker pr. side, og i nogle af de ekstreme totaler, hvor figurerne er tegnet meget små, kunne det sagtens gøres bedre, især hvis man forestiller sig, at han har tegnet i minimum A2 format.

Halloween temaet, som bliver blæst op til noget særligt på forsiden, hvor Rubine er iført kropsnære jeans og håndterer en ALT for stor gøb, viser sig bare at være en plotmæssig “red herring”.

Mythic skriver et indviklet plot, vil jeg mene, med mange løse ender, der kun bliver samlet og forklaret i en slutspurtsflashback,så hvis man skal have noget særligt ud af denne historie, må man finde det i den ganske detaljerede personkarakteristik. Vi føler f.eks. med den unge adoptivpige, når hun med Rubines hjælp desperat søger efte sin rigtige mor.

Alt i alt må den fortættede fortælling, med lidt for mange løse ender, samt de til tider lidt usikre totaler, højst række til fire stjerner, men så er samlingen jo også up to date her i den danske rækkefølge.

karakter_4af61

Rubine: “Halloween-Mysteriet”
48 sider, farver
Zoom 2015
tegning: Dragan de Lazare
tekst: Mythic
farver: Boyan
oversættelse: Michael G. Nielsen
pris: kr. 128,-
ISBN: 978-87-93244-04-7