Home / Anmeldelser / Rubine – Den perfekte by

Rubine – Den perfekte by

rubine_09
rubine_09Det er dog en tæskelækker forside, der pryder dette seneste Rubine album fra Zoom, “Den Perfekte By”. Smart, strømlinet, hypermoderne, og gjort i dragende farver: superkøligt, Rubine med gøbben, siddende på køleren af en hurtig bil. Jo tak, mor er tilbage, nu som overklassedame med kortklippet fruefrisure og tidssvarende buksedragt.
Dette album fra 2004, “La Cité Modèle”, er det niende i rækken fra belgiske Lombard, og nu er vi så langt fremme i serien, at den faste serbiske tegner, Dragan de Lazare, har overdraget tegnejobbet til sin ven og landsmand, Boyan Kovacevic.
Boyan står også for de stemningsfulde farver, og Mythic har endnu engang stået for manus, en ambitiøs historie om mønstersamfund, overvågning, ensrettethed, og industrispionage. Også ret komplekst fortalt; vi skal igennem 26 siders optakt, før det bliver fastlagt, at Rubine er på orlovsopgave for Chicagos Politi, undercover i mønsterbyen “Paradise Valley” i Wisconsin, sammen med en til lejligheden designeret ægtemand. Det får Mythic lidt grin ud af, men tonen er ellers holdt ret alvorlig gennem handlingsforløbet.
Kovacevic’s egentlige styrke er farvelægningen, hvor især bemærkes en natsekvens, der strækker sig over flere sider, i kølige blå-violette-turkise nuancer, og med lyseffekter, der på smukkeste vis trækker på filmisk “day for night”. Farverne er den egentlige stjerne her, da figurtegningen ligger noget fjernt fra ophavsmanden Walthéry’s cartoony stil, ja, også et stykke fra Dragan’s stil, over i retning af noget mere realistisk og barskt.
Boyan, der er født i 1957, har tidligere samarbejdet med selveste Joe Kubert, og det bærer dette albums tegninger præg af. Bløde konturer, javist, men også uafsluttede og løse i det. Boyan kan godt finde på at streger ikke skal slutte helt tæt sammen, det giver en mere skitseagtig effekt, og fordrer et mere trænet og voksent øje.
Dette album er bestemt ikke for de små, det undersøger korruption helt oppe i toppen, med afsæt i hele overvågningsproblematikken, hvor langt skal man gå med indgreb i folks levemåde. Et sådant eksperiment som “Paradise Valley” er rent hypotetisk, nærmest sicence-fiction, en klokkeklar advarsel mod at give køb på den personlige frihed for at opnå tryghed og sikkerhed i konformt, småborgerligt regi.
Fem bobler ud af seks mulige
karakter_5af6
Anmeldt af GoogaMooga
Rubine: “Den Perfekte By”
46 sider, farver, softcover
Forlag: Zoom
Tegner: Boyan
Forfatter: Mythic
Farvelægger: Boyan
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen
ISBN 978-87-93244-52-8

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *