Vindue mod gaden
Vindue mod gaden er rart at have. Man kan følge lidt med, og at betragte mennesker er slet ikke noget ringe tidsfordriv. Kigger man nøje efter, kan man se alle de skæve og ujævne, alle de hastige og de sløve, de unge og de gamle. Alt sammen mens man er inkognito. Ingen ser én bag gardinerne eller potteplanterne.
Vindue mod gaden kan også anvendes til skurkestreger og i Zooms nye Rubine, netop med titlen Vindue mod gaden, er der bestemt ugler i mosen. Prologen er mesterlig og ret usandsynlig. En flæsket mand med riffel står parat til at plaffe løs imod en præsident. Det forpures og dermed er vi i gang.
Det er anden gang at Vindue mod gaden udgives, og farverne er peppet lidt op. Ikke at jeg skal gøre mig klog på dette, da jeg ikke har Egmont Serieforlagets udgave til at sammenligne med. Pyt med det. Farverne i albummet er fint friske og jeg brokker ikke.
Fra Rio til Chigago går det så. Vi møder Rubine, veldrejet og barmfager og ja, også i dette album berøres det at være kvinde, og fred være med det.
I albummet er der en masse forviklinger og en pokkers masse biler og en sand ødelæggelsesmaskine i form af vores helt. Hun smadrer stort set alt, hun kommer i nærheden af. Bulder og brag, herunder en nydelig fortovsrestaurant. Helt sindssygt undgår hun at meje nogen eller noget ned til sidst, da hun hijacker en stor lastvogn. Normalt er jeg ikke overvældet eller speciel glad for smadrede effekter, og undgår helst action, hvis jeg kan. Men i albummet her gør det ikke så meget. Jo, sprøjter lidt adrenalin i skidtet og balancen mellem Rubines ’finden ud af sagerne’ og så de der larmesekvenser, er faktisk helt ok.
Det som til gengæld trækker lidt tænder ud, er det slump hvorved tingene sker. Mødet med flæskebjerget og Rubine, tænker jeg. Det bliver alt for tilfældigt og derfor alt for søgt. Her ville jeg hellere have set noget ordentligt politimæssigt efterforskningsarbejde.
Men hvad handler albummet om?
Jo – ultrakort fortalt et attentat. Et bestilt hit.
Det fører så en pokkers masse fart med sig, og især i form af hæsblæsende køretøjer. Stakkels Rubine, end ikke en hyggedrink på en bar, eller en halv times massage kan hun nyde, uden at der så lige sker et eller andet.
Det er et letlæst album, og stemningsmæssigt rammer det ikke helt skiven. Anken er naturligvis vores kære hovedperson, som i bund og grund er såre kedelig. Helt uden dybde, og dermed troværdighed. Dette album var det andet i rækken, og den skabelon hun er skåret efter, er nærmest nuanceløs. Godt til de unge som er målgruppen, men en småsløv suppe til en gammel mand som mig.
Af de Rubiner som jeg har læst, så er dette her i den tyndere afdeling. Ikke fordi farverne ikke er pæne. Ikke fordi tegningerne ikke er fine hvor især de actionmættede sekvenser er gode, men simpelthen fordi der er alt for lidt kød på både plot og hovedperson.
Den der tyngde der gør, at man interesserer sig for karakteren, som jeg fx finder i en anden af Zooms udgivelser, Soda, er ikke hos Rubine. Hvis jeg skal være rigtig led, så hitter pigebarnet fordi hun er lækker og sexet tegnet. Men jeg er ikke led, og det passer ikke. Jeg har skam læst flere Rubinemysterier, som både er spændende og som jeg kan huske værende gode.
Sådan er det bare ikke helt med Vindue mod gaden. Det kan blive til en gennemsnitskarakter, tre skud med riflen.
Titel: Rubine – Vindue mod gaden
Manus: Mythic
Illustrationer: Lazare og Walthéry
Oversættelse: Ole Steen Hansen
Forlag: Zoom
Format: Softcover, 48 sider i farver
Pris: 139,-
Isbn. 978-87-93564-27-5