Home / Anmeldelser / Sagaen om Sejd

Sagaen om Sejd

Sagaen om Sejd er en frisk lille voldelig sag fra forlaget Stregfabrikken og illustratoren Niels Hovmand-Hansen. En alsidig og dygtig herre er han, og med ham er vi i Fantasy-genren. Jeg skynder mig allerede nu at skrive, at jeg bestemt ikke er hverken fan af genren, eller særligt bekendt med den. Så når og hvis jeg lyder noget besk, så kan meget skyldes min personlige smag, samt at jeg er noget nær på bar bund, når jeg har med denne genre at gøre.

60 sider i farver på glat papir. A5-format og det er meget passende for denne udgivelse. Bogen er klipset sammen, nænsomt og fint, og man bemærker faktisk ikke, at denne løsning er valgt.

Indledningen minder mig om Riget, Lars von Triers fantastiske serie med Fru Drusse og alle de andre. For på side tre er der en runesten, der introducerer fortællingen. Noget rører på sig, står der nederst…

Sagaen om Sejd. Hvad er nu det for noget? Jo, vi følger en tidligere kriger, Gretter, og han er trist og tynget. Han har mistet sin familie og er jaget vildt som fredløs. Han er bitter og fremtidsløs. Hvad pokker skal han med sit liv? Strejfende omkring som han gør, så ser han andre triste skæbner. Selvom han egentlig helst vil passe sig selv, så ryger han ind og ud af ballade, simpelthen fordi han har et godt hjerte, og fordi hans tab sidder så dybt, så ønsker han ikke, at andre skal lide samme skæbne. Ganske beundringsværdigt, og han er en rigtig helt.

Sådan fremstår han nu ikke i starten. Han er grov, brovtende og man får lyst til at lange ham en flad. Endda også chauvinistisk, og det var garanteret ikke gået i dag med MeToo og den slags.

Vi er altså et andet sted og i en anden tid.

Han møder en dag bonden Thorstein og dennes familie, og dette møde besejler Gretters skæbne. Onde ting er på færde, og den lille bondefamilie undergår en trist skæbne, meget lig Gretters, hvilket får ham til at kæmpe bondefamiliens sag. Tricky bliver dét hurtigt, og vi taler om både drab og kidnapning.

For overordnet er der kludder og ubalance i det store kosmos. Vølverne var tidligere en enhed, forenet i begrebet ’sejd’, en slags magisk orden. Nu er de ni kvinder, vølverne, splittede, og enhver der har mødt en kvinde i ubalance ved, at det er lort med lort på.

Uden at jeg helt skal gå ind i det, eller at jeg helt har forstået det, så kommer Gretter og bondefamilien i clinch med én af disse vølver, en satan af en kvinde, og der udspilles ikke bare drabelige kampe, det er også en jagt, for bondens datter bliver taget af Kaina og Raidu, to store bidske drabelige blodtigre…

Ja – lad mig lige nævne det nu. Der er en del navne at holde rede på, og fordi disse egennavne er så usædvanlige for min trætte hjerne, så bliver jeg hurtigt tung i knolden. Embla, Sovilu, Isar, Vodan, Kauna, Raidu, Gretter, Thorstein, Heid, Hylla. Ja, det er disse nye egennavne, som volder min hjerne kvaler, og det endda kun på de første par sider. Heldigvis fader det ud, men jeg blev tabt allerede der. Sorry to say.

Historien er ellers ret ligetil. Gretter har lig i lasten, og for at bevare sig selv, så kan han ikke lade være med at hjælpe andre. Det siger meget godt om ham, men inderligt sympatisk når han aldrig nogen sinde at blive.

Hele balladen om de splittede vølver, ja hvad skal jeg sige? Det bliver aldrig rigtigt hverken vedkommende eller konkret, og slet ikke forståeligt for mig.

Det lyder negativt og er det nok også. Men igen – spol lige tilbage til min indledning. Jeg og Fantasy er ikke et match in Heaven.

Der er skam fine passager. Jeg er jo en sucker for blod og ondskab, og jeg noterer mig, at værkets skurk ikke giver op, men lover at komme tilbage. Sådan noget kan jeg godt lide. Ondskab og hævn.

Og en nærdødsoplevelse i et vandfald er flot skildret, fine frygtelige sekvenser og man fornemmer klart en mors rædsel. Det er skam fint.

Narrativen er fin. Til at begynde med, altså.

Vores hovedperson introduceres, dramaet præciseres og efter et indledende drab og et barn der fjernes, så er det at genren ligesom overtager. Det realistiske afløses af det fantastiske, og det er nok her, at jeg bliver lang i spyttet. Jeg mangler noget identifikation, så let kan det vel forklares. Og værkets anden halvdel, som vel burde have været spændende, forløsende og interessant, det ender lidt fesent. Lidt fattigt. Lidt tandløst. Lige så tandløse som de blodtigre, der let ville have splintret alt. Men igen, med fantasy er alt muligt, også det umulige.

Tegningerne virker noget stive og med få undtagelser også udtryksløse. Der er simpelthen for lidt variation, men det skyldes nu ikke tegningerne, som flere steder er rigtigt flotte. Det handler om farvelægningen og de at for tomme baggrunde. Der er simpelthen for lidt liv på siderne.

Åh, jeg er ked af at svinge øksen. Det ligger ikke til mig at være negativ, sådan da, og jeg trøster mig med, at mine knubbede ord mest af alt skyldes mine forbehold overfor genren. For det bliver til 2 hjerter, og ikke meget mere.

Titel: Sagaen om Sejd

Illustrationer: Niels Hovmand-Hansen

Tekst: Niels Hovmand_Hansen

Format: 60 sider i farver, softcover

Forlag: Stregfabrikken

Pris: 60, –

Isbn: 978-87-972417-0-7

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *