Home / Anmeldelser / Siegfried II – Valkyrien

Siegfried II – Valkyrien

Siegfried_2

Siegfried_2Nogle gange læser og tolker man ting ind i en sammenhæng, og det kan være helt i hegnet. Man kan være så forblændet af sine egne evner, og kan slet ikke se ud over ens faste overbevisning. Jeg siger dig, sådanne mennesker kan både være en forbandelse og en gave.

Jeg tilhører gruppen der bilder sig ind, at jeg kan ‘se’ en pokkers masse i historier. Nogle gange har jeg ret. Andre gange ikke. Test mig nu.

Jeg sidder nemlig med Siegfried fra forlaget Zoom, 2. bog. Og vil hævde, at der i denne bog er klare referencer til følgende to værker: Ice Age 1 samt Imperiet slår igen.

I starten af Siegfried er jeg ikke i tvivl. Hvor paradoksalt det end måtte lyde i et så alvorligt og voksent værk som Siegfried, men den lille gnom, nibelungen Mime, opfører sig præcist så fjollet og skrupskørt som en egernet Scrat i Ice Age. Præcis.

Og også i starten, efter en 10 sider, er Mime og Siegfried på vej, ender i en mose og det er her, at jeg mener at referencen til Imperiet er tydelig. I filmen hvor Luke Skywalker møder Yoda…

Men væk med det. Sjovt og sikkert forkert. Men sjovt.

Nå – det ER et flot beretning, og igen, som i forgængeren, tager det visuelle over og betager. Både fordi der er tale om godt og flot håndværk, men også fordi handlingen (og jeg gentager at genren bestemt ikke er min kop te) er noget vanskelig at holde rede på.

Sådan da, for umiddelbart er det da ligetil. En jagt efter ens rødder, men sådan er det jo langtfra. Vi skal nemlig højne det lidt, i et slags metalag, og heri indgår større kræfter og hændelser.

Kun dragen Fafner (som både kan være en reel drage, eller, hvis du anvender billedsprog, ens egen utilstrækkelighed, umodenhed, uvidenhed – et væsen som æder indefra) kender til hemmeligheden om menneskenes land, og Odins datter, valkyrien, som betyder kvindelig kraft, vil slå Fafner ihjel. Odin er bekymret, da han kender til Fafners styrke. Imens, i en lang nat, begiver Siegfried og Mime sig afsted og ender i en forhekset sump, og videre endda. Undervejs møder de så valkyrie, som igen, overleveret fra nordisk mytologi, har magt til at bestemme, hvem af de unge mandlige krigere skal leve og hvem som skal dø. I en (igen ‘ser’ jeg noget) Game of Thrones parallel bliver Siegfried og Mime reddet.

Og som i eventyrene kan Siegfried, hvis han kan svare på tre spørgsmål, drage videre. Et af disse er den klassiske om mod og frygt.

Jeg skriver ikke mere, da det både er svært, men også åben for fortolkning, og så endelig for ikke at spoile mere end højst nødvendigt.

Vide skal du dog, at Mime er pisseirriterende. Dialogen, når han indgår, er flere steder infantil.

Handlingen er, som du nok kan forstå, både ligetil og møgbesværlig.

Illustrationerne til gengæld, de er flotte. Bombastiske, detaljerige og sine steder episk flotte. Især de store flader og store ruder overvældes man. Farvelægningen flot lyseblå med afstikkere til grønt og rødt alt afhængig af hvor figurerne befinder sig, men det suverænt bedste er den måde hvorpå de forskellige ruder indvirker på hinanden. Det er helt filmisk med klip efter klip, og det skaber intensitet, drama og et forrygende fortællemæssigt fejende flot flow. Man læser simpelthen hurtigt fordi tegningerne hænger sammen selvom de er afbrudte og opbrudte af ruderne. Det virker godt.

Lækkert og topnice er også de små detaljer. På side 13 en gudeperle. Mime tager modvilligt afsked med bostedet, og i en enkelt rude et flashback til barnet Siegfried, her i en smuk og anden farve. Det er blæret og godt.

Igen – metaplanet tager over. Siegfried forlader hermed barndommen. You see?

Huha. Sæt et par stykker i pejsen, tænd for Sonos’en og nyd lidt Wagner, dog kun stille, og få så læst og kigget på Siegfried. Du vil sikkert ende med at give albummet 4 eller 5. Der er også her jeg ender, og da jeg er et positivt menneske, og har været visuelt godt underholdt samtidig med at jeg er blevet voldsomt intellektuelt udfordret, og det kan jeg lide, så napper jeg en 5’er. Og glæder mig til Bog III.

 

karakter_5af6

 

Titel: Siegfried II – Valkyrien

Skrevet og illustreret af: Alex Alice

Forlag: Zoom

Format: Hardback, 72 sider i farver, indeholder et kort forord.

Pris: 168,-

Isbn: 978-87-93244-95-5

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *