Skipper Clement er titlen og udgiveren Cobolt. Det er en fascinerende beretning om et spændende menneske, og samtidig også et herligt dyk ned i den danske historie. Farverne og stregerne er gjort af Helene Lenoble og Thierry Capezzone, og selve teksten er skrevet af Jørgen Jørgensen.
Og, for dette er vigtigt, så er udgivelsens også rig på fakta om denne spændende tid. Fire tætpakkede sider bliver det til, og informationerne er rige. Bonde- og borgerkrig, Hanseforbundet, Den Lutherske reformation samt Reformationen i Danmark for nu at nævne et par. Interessant læsning, der sætter tegneserien lidt i perspektiv. Jørgen Jørgensen og Chresten Sloth Christensen står for disse sider.
Vores hovedperson, Clement, er nordjyde og han lider af udlængsel. Den nordjyske muld er ikke længere udfordring nok, og som en anden Lykke-Per søger han sin skæbne. Det bringer ham til at begynde med ’kun’ til Aalborg, men sidenhen vidt omkring og højt på strå og til søs.
Han var nemlig en handlekraftig ung mand, som ikke finder sig i uret, og det er jo sådan med sådanne, at de skaber vingesus. Og det gjorde Clement. Han formåede faktisk at skabe ikke så lidt skumsprøjt og måtte ende sine dage med at blive halshugget, kroppen parteret og delene lagt på hjul og stejle.
Tiden var nemlig, og vi er tilbage i ca. 1530, præget af voldsomme bataljer som kulminerede i Grevens Fejde, en borgerkrig der involverede det samlede Danmark. Der var noget i luften og i folket. Brydningstid kunne man kalde det, og flere ting var i spil. Uro og forandring spøgte på alle fronter, religiøst, politisk og økonomisk. Magtkampe florerede og den herskende verdensorden var på vej til at blive udfordret.
Blandt andet af den unge ildsjæl, Clement. Han stiller spørgsmålstegn og skaber bevægelse. Opnår status som købmand og søfarer, og sætter handling bag tanker og bliver dermed en direkte trussel for Hanseforbundets tyske købmand. Han bryder regler og aftaler, og bliver, med lidt god vilje, en slags søens Robin Hood. Udnævnes sidenhen til Viceadmiral af Christian 2. der har fået nys om nordjyden. Clement bliver en slags frontfigur i kampen for bedre handelsbetingelser. Sideløbende er Europa under forandring, og Danmark er i alarmberedskab. Ikke uinteressant.
Nå, men hvad er Skipper Clement så for en tegneserie? Og er det relevant at udgive noget sådant i 2016? Spørgsmålet ganske relevant, for hvem læser Skipper Clement? De unge? Os der har hår kun på brystet og mellem ballerne og ingen andre steder? Eller googler vi eller kaster os over de serier der kan streames og som også fortæller gode historier?
Ja, det er relevant. Og det er godt at historiefortælling har flere medier at agere ud fra. De mange forskellige overleveringer vil samlet højne vores selvforståelse og forforståelse af vores samfund.
Og især bogens sidste sider er spændende læsning, for Clement fanges og skal stilles til regnskab for sin opsætsighed og sin aktive indsats i fejderne, der jo består af flere lag. Ikke kun aktiv deltagelse med voldsomhed, men også ved prægning.
Og det står stærkt hos undertegnede, at en af de værdier vi i dag hylder og tager for givet, en fair rettergang, dengang blot blev grint af og ellers slået hårdt ned på. Magt gør ondt.
Som tegneserie er den dog umiddelbart lidt blodfattig. Man savner de der store set-ups med krig, køllesving, nærbilleder af tvivl, angst, had og hvad vold kan gøre. Det hele bliver lige som lidt for pænt og for historiekedeligt. Det er en teksttung udgivelse, og derfor savner man lidt de store armbevægelser. Få steder er ruderne blæst lidt op, og det er i grunden synd for Thierry Capezzone som er supergod til at skildre stemninger, og for os. Alt for sjældent får han nemlig lov til at vise sig fra sin bedste side. Regnen på side 52 er et godt eksempel. Det kunne være fedt at se regnen blæst lidt op. Eller også er det fordi jeg er godt vant fra serierne på nettet. Og så glemmer jeg, at tegneserien har sit eget tempo og måder at skildre på. Den sammenligning vil altid være urimelig.
Skipper Clement er bedst når man læser den anden gang, synes jeg. Første gennemlæsning kræver lidt, og når man så læser for anden gang, så er der flere og flere gode nuancer der presser på. Men også mindre gode. Jeg synes ikke altid at Thierrys ansigter ligner ansigter. Nogle gange er de lidt for tuttenuttede, andre gange forvrængede. Måske er det bare mig.
Er den topspændende og fyldt med ramasjang? Næ sgu, men alligevel spændende på sin egen neddæmpede måde. Og jo – de sidste cirka 20 sider er. Og befriet for det blod og den vold som jeg dog kan sukke lidt efter. Siderne 52 – 57 holder jeg mest af.
Nærværende og vedkommende bliver den dog aldrig helt. Sporadisk får vi lidt at vide om Clements mere anonyme liv, og man fornemmer at der er afsavn. Sådan er det med helte, som han tituleres i albummets ramme.
Så altså. Hvis jeg skulle sammenligne dette værk med Thierry Capezzones På sporet af Kim og Daisy, hvor fællesnævneren er at man har med personer at gøre, og samme tegner, så ender denne her som klart bedre end På sporet af Kim og lidt ringere end Daisy. Bedre end På sporet af Kim fordi historien om Skipper Clement bare er bedre fortalt. Og lidt ringere end Daisy, synes jeg, blandt andet fordi der er flere ubekendte lag i Daisy, og dermed flere muligheder.
Det bliver 3 saltede sild uden told til Skipper Clement. Tre fordi jeg nu har læst albummet to gange og det er blevet bedre og har mere tyngde. Det er godt. Jeg kan mærke, at jeg bestemt har lidt lyst til at læse den igen, og at jeg er blevet inspireret til at vide mere om både perioden og Clement.
Som så mange gange før, har jeg også vist denne tegneserie til folkene her på bjerget. Min snart 12-årige papdatter læser meget og hurtigt, og slugte også Skipperen. ’Lidt kedelig’ sagde hun.
Men det siger hun om så meget. Jeg spurgte hende, hvilken karakter vi skulle give. Og da hun tidligere har været med til, og spørger nysgerrigt ind til karakterer i de album hun læser, så svarede hun prompte. 3, sagde hun. Og dermed blev det.
Titel: Skipper Clement
Forfatter: Jørgen Jørgensen
Faktabokse og historisk skrivning: Jørgen Jørgensen og Chresten S. Christensen
Forlag: Cobolt
Format: 64 sider i farver, 4 siders ekstramateriale, 21,5 x 30 cm, indbundet
Pris: 198,-
Isbn: 978-87-7085-635-5
Udgivelsesdato: 4. oktober 2016