Det er sjovt med tegneserier. Når man har læst tilstrækkeligt mange, så har man sikkert fundet sine yndlinge og dem man ikke læser mere end en enkelt gang. Man finder sine genrer og sine figurer.
Og så læser man én, er godt inde i den og synes, at den er ret god. Så tager man en anden, læser den og kommer også godt ind i den, og så er den forrige pludselig glemt. Glemt men også gemt i knolden.
Jeg har læst Soda 5 – Du skal elske din næste, og den er altså ret god.
Plottet er ret ligetil. En gangster skal vidne og frygter for sit liv, klart nok. Han har mistet alt og ser frem til et liv i evig frygt. Men han er cool. Det skal nok gå. Men alle, selv gangstere, har en akilleshæl, og det har vores gangstermand også, nemlig en lille bitte nuttet tøs, vel omkring de to år, og hun bliver kidnappet. Synger gangsteren, bliver hun ikke tre.
Eneste livline er vores ven og hovedpersonen, som selvfølgelig stadig ikke har nosset sig sammen til at fortælle mama at han ikke er præst. Hvorfor lige ham? Jo, det var nemlig David Solomon som i sin tid fik gangsteren buret inde. Og når David kunne finde ham, så er han også manden der kan hitte lillepigen.
Så nu begynder jagten.
Inden jeg iler videre, så lad mig fortælle noget om detaljer og baggrunde. For Soda er nemlig rig som begge.
Og disse detaljer og baggrunde er hverken stopklodser eller håndbremser der ødelægger læseflowet. De er der, og rent ubevidst er de med til at stemningsopbygge. De er ofte dystre og mørke, ofte direkte skrevet og tegnet ind i handlingen, som når en snestorm dækker et flot hus, som når mørke skyer set nedefra og oppe og som vælter ind over skyskrabere. Jeg har måske ikke tidligere hæftet mig så kraftigt ved disse i de tidligere Soda’er, men det gør jeg nu. De er der og de øger stemningen i noget der ellers hurtigt kunne blive reduceret til humoristisk metervare. Der er nemlig masser af anslag og direkte nedslag af spas og løjer, og så er det jo her, at det alvorlige plot, de fede baggrunde og de tunge dystre detaljer spiller ind.
Vi er tilbage i 80’erne og alt er som i de andre Soda’er. En væsentlig del af handlingen foregår på et kloster, og der er lækre ordløse passager hvor hver side bare folder sig ud i ren smuk tavshed. Munkene er tavse og Solomon bevæger sig lydløst og forsigtigt rundt, se bare side 21, 22 og 23, for så, på side 33 i et fedt inferno hvor der for alvor udkæmpes en kamp på liv og død.
Det er et voldeligt album og David Solomon gi’r godt igen. Han tøver lige så lidt med at hive gøbben frem, som en af mine evige helt, Clint Eastwood fra hans storhedstid som den tavse forurettede politimand fra 70’erne og op i 80’erne.
Det er med til at hæve albummet fra sin spøjse og gøglede side og betyder samtidig, at albummet jo klart henvender sig til voksne snarere end børn. Om end man naturligvis kan indvende, at de unge i dag glubsk og uhæmmet møder den vold og andet fra nettet.
Nå – Soda 5 er ramasjang med knald på, og samspillet mellem brutalitet, skyderier og det sjove og tavsheden fungerer fint.
Skabelonen med præsteløgnen og den rå politissemand er til at sluge og holde af, om end der selvfølgelig er en fastlåsthed i både setup og karakter. Men man kan næppe få alt.
4 gode skud i tromlen bliver det til.
Titel: Soda 5 – Du skal elske din næste
Tekst: Philippe Tome
Tegninger: Bruno Gazzotti
Farver: Stéphane De Becker
Oversættelse: Michael Gabelgaard Nielsen
Forlag: Zoom
Format: Softcover, 4 sider i farver
Pris: 139,-
Isbn: 978-87-93244-76-4