Her i huset læser vi historier i bølger. Det vil konkret sige, at en enkelt historie, hvis den altså er god og rammer ungerne, så napper vi den et par aftener i træk. For tiden er det klassikeren Palle alene i verden, og begge unger er ret vilde med den, selvfølgelig på hver deres måde.
Jeg gør lidt det samme med tegneserier. Ikke flere aftener i træk som ovenfor, men jeg tager gerne 2-3 album fra samme serie, fx Lucky Luke, og drøner dem igennem. Dels er der gode gensyn, dels får det mig i den der særlige stemning, og endelig, bilder jeg mig ind, så kan jeg hurtigere se forskelle der virker, og uligheder der enten virker eller ej. Jeg ved ikke hvordan jeg elles skal forklare det.
Foran mig ligger der en lækker udgivelse. Mindre pompøst kan jeg ikke sige det, for det ER en lækker sag. 64 sider i farver, fedt hardback med lækre indbydende innersleeves forestillende nogle store negerbasser. I parentes bemærket så er de suverænt bedste innersleeves dem fra Tintin, du ved, med gallerierne. Underligt at ingen andre har planket det. Nå, men det var jo et sidesring. Derudover en kort (cirka ½ side) med lidt info om Splint & Co, historik, forfattere mm. Solidt.
Det er en af de tegneserier, som bare VIL tages op, kigges igennem og op til disken, kortet igennem og tryk så på den grønne knap, og så hjem i fred med kaffen. Titlen er De sorte hostiers herre – Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.
Ja, faktisk er der tale om en forsættelse af Schwartz og Yanns Operation Flagermus og Leopardkvinden. Men man behøver nu ikke at have haglet disse to igennem, om end det selvfølgelig ikke hæmmer læsningen eller helhedsindtrykket hvis man også har været omkring disse to i øvrigt også herlige album.
Efter første meget hastige gennemlæsning, så nappede jeg to af de gamle originale S & Co. Bare for at sammenligne, og det første der slog mig, var at grundtonen bare ER mere voksen og barsk i disse nye ekstraordinære eventyr. Ikke at der også var barskhed og drabelige sekvenser i de gamle, og uhygge og den slags. Men her i De sorte hostiers herre er stemningen bare den tand mere dyster. Mere ildevarslende. Det bringer automatisk en hel ny nerve ind i min Splintverden.
Jeg underholdes bedre med en moden kant og en mørk stemning.
I albummet er der meget at glæde sig over. Der er fart over feltet, Speed møder Indiana Jones møder Tintin i Congo. Et overvældende mix hvor især horder af vilde krigeriske indfødte og et væld af lige så vilde dyr bare står så flot og voldsomt tegnet. Det visuelle fungerer rigtig godt, og det er lang tid siden, at jeg i den grad er blevet så begejstret for tegninger. Og det er både de helt bittesmå ruder og de mellemstore, som fascinerer.
Det er ikke bare i tegningerne, at jeg glædes. Selve farvelægningen er ret lækker. Der er renset for grønt og lyst i enkelte scener med arierne, og så skruet gevaldigt op i junglen med brunt, grønt og lysegrønt. Det er sgu smukt.
Og er du til køretøjer og dynamik, så er dette album noget for dig. Flyvemaskiner og biler i fart som pløjer igennem uvejsomt terræn og møder natur. Ja, flot flot flot.
Handlingen? Den vil jeg næsten ikke gå ind i, for der er så mange spændende lag, at det ville være forkert at fremhæve et enkelt fremfor andre. Vores venner befinder sig i Belgisk Congo og vi er tilbage i tiden. Hvor skal vi starte? Et væld af indtryk melder sig. Lad mig berette om en enkelt. Det støjer og larmer og afløses nærmest helt naturligt af ro og talen sig ind på hinanden. Jeg taler om de voldelige sekvenser på side 50, hvor de vilde indfødte råber NDUNDU! NDUNDU! og kæmper mod ren magi. For så, kun få ruder senere, i et helt andet tempo i en samtale om hvordan man bliver troldmand. For mig er det læsemagi. Jeg rives med af urolighederne og glæder mig til at min dreng bliver stor nok til selv at rumme noget sådant i en historie, for så at gå flere gear ned og få del af en foruroligende og plausibel beretning. Fra den ene yderlighed til den anden, og det, vel at mærke, uden at man irriteres eller forundres over kontrasten. For det virker så rigtigt.
Endelig er albummet så spækket med drama, at man ikke kan nøjes med en enkelt læsning. Det er et album der vokser.
Men uanset hvor stort albummet så ender med at vokse, så kan det kun få 6 thumbs up.
Titel: De sorte hostiers herre
Skrevet af: Yann
Tegninger: Olivier Schwartz
Farvelagt: Laurence Croix
Oversættelse: Ole Steen Hansen
Format: 64 sider i farver, hardback
Pris: 218,-
Forlag: Cobolt
Albummet ER udgivet.
Isbn: 978-87-7085-650-8