Efter at Jean-Claude Fournier forlod “Splint & Co.” i slutningen af 70’erne, opstod der et vakuum, hvor Dupuis søgte en ny tegner til deres kronjuvel. Tre hold blev sat på opgaven at fortsætte den hæderkronede serie, og det unge makkerpar, Tome og Janry, med en solid anbefaling fra mesteren André Franquin, fik indyndet sig hos Charles Dupuis, og endte som seriens faste skabere.
Det blev til et succésfuldt run med 14 albums fra 1981 til 1998, hvorefter makkerparret ubegribeligt helligede sig deres sideløbende spin-off serie, “Den Lille Splint“, som i mellemtiden var blevet endnu mere populær end hovedserien.
Når man læser de første tre albums og de korte historier, alle samlet i Zoom’s nyeste bind af intégralen, forundres man over de stilsikre tegninger, der vækker minder om storhedstiden med Franquin ved roret. Det er ren Marcinelle, ren atomstil, og der sendes kærlige hilsener til Franquin, f.eks. ved at genintroducere gamle figurer som John Helena (Murænen) og den vimsige Myg.
Ingen over og ingen ved siden af André Franquin i denne serie, men hvis Franquin er i Panteon, må Tome og Janry mindst være i Far Side of Paradise, hvorfor de også skal tildeles fem bobler for deres værk, således at de seks bobler er forbeholdt Franquin, og den fuldkomne, definitive “Splint & Co.”
Det mest utrolige er, at Tome og Janry, der intégrale bindet igennem delte både tegne- og forfatteropgaven, er så fuldendte i deres visuelle udtryk, om det så er slapstick, action, hygge, atmosfære, eller “locations”, som her i hhv. Antarktis, Australien, og Champignac. Der er dog plads til forbedring, og makkerparret endte da også med at dele arbejdet, således at Tome stod for manus og Janry for tegning.
Bogens kunstneriske forløsning kommer først i tredie album historie, “En Robot for Meget” fra 1983/85; her bliver stregen tyndere og tydeligere, og der gøres mere brug af luft, således at historien rent visuelt åbner sig op for læseren, hvor de tidligere forsøg havde været tegnet så fortættet, at det sommetider gik ud over selve flow’et.
Per Vadmand har fordansket, og det er gjort suverænt, navnlig når Borgmesteren af Champignac folder sig ud; bare synd, at der er så mange tekstningsfejl, hvor blot et enkelt bogstav mangler. Ikke at det går ud over forståelsen, men måske skulle man have brugt tid på endnu en korrekturlæsning, man plejer som regel at fange de sidste fejl ved tredie gennemlæsning. Helt galt går det i det lange forord, hvor der pludselig står “Festival estival”, uden at man aner, hvad der menes med dette. Et typografisk “bryllup”, eller hvad?
Album historiernes temaer og tegninger er i top, man fryser med heltene på Sydpolen, steger med dem i den Australske outback, og hygger med dem på Grevens slot i Champignac. Skurkene kunne godt have været udviklet noget mere, og hvorfor lige en Marilyn Monroe klon som fjendtlig robot? Hvad har hendes look fra “The Seven Year Itch” med nogetsomhelst at gøre her? Man lærer ikke rigtigt skurkene at kende, ingen har f.eks. Zorglub’s format, men Tome og Janry sejrer på så mange andre områder, at man ikke kan lade være med at fornøjes over det grundige arbejde. Bogen er med sine 260 tætpakkede sider så rigeligt de 400 kroner værd, og giver man sig tid til at granske tegningerne, er der læsestof til mange timer, ja endda flere dage, vil jeg mene.
Splint & Co. 1981-1983
Forlag: Zoom
Tekst og tegning: Tome og Janry
Oversættelse: Per Vadmand
Tekstning: Mads Stoumann
260 sider, farver
ISBN 978-93244-03-0
kroner 398,-