Splint & Co. 2004-2008
David Nielsen fik en katastrofal start, da han tiltrådte chefposten for AGF, Aarhus Gymnastik Forenings, og skulle bide skeer med de øvrige hold i den danske Superliga. Der skulle gå syv runder førend første sejr var i hus, og efterhånden som tiden gik og pointene udeblev, så voksede tvivlen og kritikken. Forståeligt nok.
Sådan var det også lidt med den nye Splint & Co. duo, Morvan og Munuera. Men i modsætning til historien om David, så var der ikke en lykkelig udgang. David blev. Tilliden til ham var stor, og nu, måneder senere er bøtten vendt og AGF tophold. Tålmodighed og tillid var nøgleordene.
Morvan og Munuera skulle også løfte en tung arv. Det er sværere at følge op på en succes, end at skabe en. Kritikken af især tegnestilen var markant, for asiatisk mente kritikerne, og de to M’er måtte lægge hovederne i blød. Dels skulle persongalleriet og stilen bevares, og dels skulle man jo også sætte sine egne aftryk. Finde en bæredygtig fællesnævner.
Lykkedes det?
Det afhænger vel af, hvem man spørger. Thierry Capezzone har i sit forord lagt vægt på, at kvaliteten hus arvtagerne var større end man umiddelbart kunne tro, og mellem linjerne fornemmer jeg, at Thierry godt havde set, at M & M havde fået mere snor.
Nå, jeg taler om Zooms nye samlebind med Splint, Kvik, Spip, Myg og den halvskøre professor. Vi er nu kommet til årene 2004-2008. Samlebindet rummer ikke fire, men fem historier. Paris drukner, Manden som ikke ville dø, Splint og Kvik i Tokyo, Kilden til Z (hvor Yann er med inde over) samt en historie som ikke tidligere er udgivet på dansk. Jeg afslører allerede nu, at uanset om man kan lide den nye stil eller ej, så kan man ikke komme uden om, at Zoom atter har skabt en kvalitetsudgivelse.
Det kan der ikke være to meninger om.
Jeg er ikke den store Splint & Co. fan, og finder generelt persongalleriet uinteressante og plottene for gakkede. Det skal du altså vide, hvis du orker at læse videre.
Handlingerne i de fem historier vil jeg ikke gå ind i. Tegnestilen til gengæld gerne. Jeg er nemlig næsten altid begejstret for ny vin på gamle flasker. Jeg finder det forfriskende med anderledes vinkler, og hen over årene er der skam kommet en del gode nye gamle ting. Asiatisk, eller rettere, for asiatisk, lød kritikken. Bum bum siger jeg. Og hvad så? Jeg finder, at denne nye stil bringer godt nyt. Der kommer unægtelig mere flow i læseoplevelsen, og ens blik følger med. Godt håndværk, for det forstærker både spænding, nerve og hast. Jeg har ikke problemer med inspirationen østfra.
Farvemæssigt skiftes der ofte. Ikke helt godt, for de forskellige indtryk bliver ikke rigtigt blivende, men ender ud i det samlede indtryk, at selve grundtonen i hver enkelt album bliver noget diffus. De mange farveskift hænger heller ikke godt sammen med tempoet, og jeg kan slet ikke følge med. Bliver ør i knolden og det går ud over læselysten.
Robotter har jeg aldrig været vild med. Når man mister jordforbindelsen og alting bliver for flyvsk og for langhåret, så står jeg lidt af. Jeg er mere til kød og blod, metal siger mig ikke så pokkers meget. Så ender man, synes jeg, som jeg indledte med ovenfor, at hele skidtet bliver for fjollet.
Ja. Det har serien måske altid været præget af, og fred være med det. Der ER jo en årsag til, at jeg ikke er den største fan.
Alt har en ende, og bagerst er der et fint farvel fra redaktør Michael G. Nielsen. Tak til Zoom for at bringe stafetten til mål, og ja – en rar rejse med sine opture og nedture.
Dette sidste album hæver ikke gennemsnittet. Udgivelsen er lækker, men indholdet lidt flosset og for fjollet. Det betyder, at jeg ender på en 3’er…
Titel: Splint & Co. 2004-2008
Tekst: Morvan
Illustrationer: Munuera (og Yann for en kort bemærkning)
Oversættelse: Ole Steen Hansen + Kristian Nordestgaard
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, 236 sider i farver med forord, efterskrift, forsider og hyggesider til sidst
Pris: 398,- Vejl.
Isbn: 978-87-93564-70-1