Home / Anmeldelser / Splint i Berlin

Splint i Berlin

Ha. Hvor kan man blive overrasket. Jeg taler om Cobolts nye Splint i Berlin, der simpelthen er et supergodt album. Overrasket ja, for sådan umiddelbart bedømt på coveret og bagsiden, så så den noget skidt ud. Det var naturligvis vanen og fordommene der talte, og dem skal man ikke altid lytte til.

Men lad mig starte et helt andet sted. Nemlig på Grønland, hvor Fætter Højben var enten på vej til, eller just ankommet. Hjemme sad Anders And og mæskede sig, og godtede sig over, at nu havde han taget røven på sin enormt anstrengende og bizart heldige fætter. Bedst som maven fyldes, så kommer Anders til at tænke dybere og især de frygtelige mulige konsekvenser, uheld fx og døden for fætteren. Den dårlige samvittighed samlet i et smukt ordløst billede. Sublimt. Du kender sikkert historien og ved, at det var Carl Barks, der havde haft fat.

Splint i Berlin. Nå, hvorfor nævner jeg nu det med Anders og Fætter Højben? Jo. Der er en dybere mening.

Nu kommer der lidt spoilernoget, så spring de næste mange linjer over:

Spoiler:

Kvik og Splint er til sidst i albummet i sidste fase af en større redningsaktion. Og må tage afsked med en god ven. Håndtryk gives. De sidste lange kærlige og sørgelige blikke sendes. Og som med Barks, så formår Flix, herlig tysk tegneserieskaberen bag Splint i Berlin, at skabe et særligt hjertehul, for det er så betagende smukt og sørgeligt.

Inden da er manden med det uhørt lange navn, Kvik og Splints go’e ven, Greven, blevet tvunget til Berlin. Det er ham, som vores venner skal forsøge at befri. Let er det langtfra og vi skal lidt tilbage i tiden. Til tiden før Murens fald og der stadig var noget der hed DDR. Bagved dette jerntæppe med overvågning, angiveri, umenneskelige hensyn, Stasi og streng disciplin, befinder greven sig, og at få ham ud, og sig selv ikke mindst, er ikke let.

Så kort kan det faktisk koges ned. En redningsaktion. Det kan kun klares med snilde og hjælp, og hvad det sidste angår, så kommer kvinden Momo ind fra højre. Hun har tidligt spottet en mulig vestlig allieret, og et venskab opstår. Momo er en fantastisk person, hvis værdisæt er opstået ud fra tilværelsen i den tyske demokratiske republik, og hun har lært af bitter erfaring, hvordan livet bestemt ikke skal leves. Momo er en ægte helt, hvad afslutningen af værket også understreger.

Spoiler slut.

Jeg kunne godt skrive mere om handlingen, om indespærring, forhør, mistroiskhed og om det Berlin, som Flix kender så godt. Både det nuværende, hvor Flix er bosat, eller Berlin før Murens fald. Jeg kunne, men vil lade være, så du selv kan nyde både albummet i sig selv, men som jeg, lade dig overraske og overvælde.

Men for fanden da, Berti. Tegningerne er da tudegrimme, og aktørerne ligner jo slet ikke, tænker du.

Nej da. Tegningerne er bestemt ikke grimme, de er bare anderledes og er udtryk for en personlig stil.

Lyn og torden på side ni, ruden ovenfor hæsblæsende med fart og røde baglys der indikerer den sindssyge kørsel. Perspektivskifte fra oven, fra siden, bagfra afbrudt af ultranære zoom på en knyttet hånd og så i gråt og blåt efterladenskaber fra et indbrud.

Fart og flugt på side 24 og 25 og en uventet behåret håndsrækning så overraskende, at man ikke bemærker den.

Lækker elevator i hele højre kant på side 37. Mesterligt er det, mesterligt fordi albummet aldrig kammer over og både humor og spænding fastholdes. Helligbrøde måske, når jeg nu skriver, hvad jeg skriver, så er der da i flere albums, flere steder, hvor de oprindelige Kvik og Splint’er netop kammede over. At bevare den røde tråd vidner om høj klasse. Ikke uventet at Flix allerede har høstet flere priser.

Jeg kunne hive så mange eksempler frem. Eksempler med fut i fejemøget, eksempler med kontraster, eksempler med bygninger, landskaber og herligt desorienterede og forvirrede aktører, der selv flere gange står tilbage med kun det hvide i øjnene. Hvad var det lige, der skete?

Farvelægningen skal også hyldes. Kontrastfyldte, stemningsskabende. Enkelte gange fravær af baggrund, fx en trabant i frit fald. Normalt bryder jeg mig ikke om disse fravær, men her virker det rigtigt. Som et varsel på Østtysklands endeligt.

Designet er bestemt også i orden. Vi taler vanlig blæret Coboltstil, og det vil sige stilrent hardcover, lyserød ryg og bagside, en kort 11 linjers baggrund. Indeni et forord om DDR.

Splint i Berlin står tilbage som en af de klart, med længder faktisk, bedste og mest overraskende læseoplevelser, jeg har haft i lang tid. Bestemt et af de bedre Kvik og Splintalbum, ekstraordinært er det. Usædvanligt? I don’t know. Det er et eventyr. Så, usædvanligt eller ej. Jeg nød det til fulde.

Fem gode Berlinere her i Coronapåsken.

Titel: Splint i Berlin

Tekst: Flix

Illustrationer: Flix

Farvelagt: Marvin Clifford (og Ralf Marczinczik)

Oversættelse: Ole Steen Hansen

Forlag: Cobolt

Format: 64 sider i farver, hardcover, 24 x 32 cm

Pris: 218,-

Isbn: 978-87-70858-23-6

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *