Home / Anmeldelser / Steen og Stoffer: Lapmarkens helte (3) og Varyler fra en anden verden (4)

Steen og Stoffer: Lapmarkens helte (3) og Varyler fra en anden verden (4)

Nærmere præsentation turde vist være overflødig! En af alle tiders største stribe succes’er! Op mod jul kom bind 3 & 4 i den kronologiske Steen og Stoffer. Serien udkommer både i en hardcover luksusudgave og en softcover version. For nærværende er det soft udgaven, det handler om. Indholdsmæssigt er der vist ikke den store forskel. Det er Forlaget Cobolt, der står for videreførelsen af serien. Bind 1 & 2 kom på Carlsen.

Handlingen
I bind 3, Telemarkens helte, møder læseren udover Steen, Stoffer, mor, far, Sussi, Kurt også Fru Mortensen, samt selvfølgelig nogle af Steens alter ego’er: rumagent Spiff, Svuppermand (to af mine absolutte favoritter, men egentlig elsker jeg det HELE), onkel Max, som Bill Waterson mente kunne bibringe serien noget mere familie tema, men da det ikke var tilfældet, så forsvandt han igen. Der er familie lejrturen, og Steen i rollen som verdens skaber og nådesløse herre og en hel del andre skabninger og mere til. I slutningen af dette bind finder vi Steen og Stoffer i transmogrifferens vold, hvor de begge bliver transmogriffet mange gange, en stjerne stund blandt mange i denne stribes 10 årige, alt for korte liv. I bind 4 prøver Steen selv at være tiger, og han er igen Tyrannosaurus Rex. Vi bliver vidner til den utrolige ballonfærd, hvor Steen redder sig selv med den geniale transmogriffer, og der er igen lejrtur med mor og far, et fint indblik i en families evigt tilbagevendende små skærmydsler. Alt sammen meget varmt og indsigtsfuldt tegnet og fortalt af Bill Waterson.

Kritik
Som alle jo formodentlig nok ved, er der tale om en strip serie, og det er imponerende hvor meget Bill Waterson kommer ud i krogene hos denne ca. 6 –årige dreng med det utroligt rige indre liv! Ved læsning af striberne får jeg af og til en fornemmelse af, at det er synd for Steen. Han er en meget ensom lille dreng, men det er nok tricket, Waterson benytter sig af, for at få os til at føle os i Steens sted. Dybest set er serien jo et spejl, der bliver holdt op foran os, så vi kan se vore egne gode og mindre gode sider i stribens figurer. Helt undgå en sammenligning med Radiserne/Peanuts kan man ikke. Bill Waterson har selv nævnt flere gange, at han bl. a. var stærkt inspireret af denne serie. Men hvor Charles M. Schulz i sin stribe benytter et noget større person galleri, alle børn med forskellige karaktertræk, som bekendt, så er især Steen, men også Stoffer i besiddelse af alle mulige nuancer af menneskers forskellige karakteristika. En fornem præstation af Waterson i mine øjne på denne måde at kunne dække en bred palet af hændelsesforløb med et forholdsvis begrænset persongalleri! Ved første øjekast er tegnestilen meget enkel, som i mange striber, men Waterson mestrer både det karikerede og det realistiske, når han sender sin lille helt og hans partner ud i alle mulige og umulige flotte grafiske scenerier. Steeen tuller rundt i det amerikanske lidt-over-middelklasse kvarter og bevæger sig ubesværet ind og ud af mange forskellige verdner og dimensioner takket være Watersons grafiske talent.

Konklusion
Det kan ikke skjules, at der her er tale om en af de helt store striber på stribehimlen. Og hvorfor skulle man også det? Der er filosofi, indsigt, kommentarer til dagligdagen og de store spørgsmål i livet tegnet og fortalt med lune og humor i bredfyldt mål. Man bliver til Steen eller Stoffer alt efter behag, og med alderen og lidt større børn nikker i hvert fald undertegnede genkendende til forældrenes stærkt underholdende reaktioner på den lille hovedperson og hans tøjdyrs genvordigheder! Ærgerligt, omend forståeligt, at der ikke kom mere end 10 års striber fra Bill Watersons hånd, men vi kan glæde os til at gense flere af dem i denne fine softcover udgivelse. Fat dit yndlingstøjdyr og hen i sofaen i selskab med en eller begge disse udgivelser!!!

Manuskript: Bill Waterson
Tegninger: Bill Waterson
Oversætter: Niels Søndergaard
Forlag: Forlaget COBOLT

Udgivet: November 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 128 sider
ISBN-nr: 978-87-7085-356-9/978-87-7085-358-3
Pris: DKK 148,00/stk.

Aldersgruppe: Fra 10 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 6 point
Tegninger: 5 point
Oversættelse: 4 point
Præsentation: 4 point
Kvalitet til prisen: 5 point