Home / Anmeldelser / Storm 1 – Dybets verden

Storm 1 – Dybets verden

Jeg viste min kæreste Storm, e-vokes herlige udgivelse og bad om hendes førstehåndsindtryk. Det var albummet Dybets verden, som har nummer 1 trykt fortil, et sort ettal på en diskret rød firkantet, men man bemærker det næsten ikke, da forsiden i sig selv er spændende og ildevarslende. Storm, en for mig aldeles ukendt serie indtil for ganske nyligt, og for hende fuldstændig ukendt. Tegneseriekender er hun bestemt ikke, og da jeg lærte hende at kende for otte år siden, kunne hun ikke navngive blot fem af karaktererne fra Tintins univers. Det siger vist alt.

Hun sad med Storm og bladrede og læste i et par minutter. Hendes dom faldt og hun fokuserede på tre ting.

  1. Det totalt overgearede herligt hæsblæsende tempo, hvor der ikke dvæles længe over noget som helst, men tværtimod speedes igennem den ene nærdødsoplevelse efter den anden.
  • Så farverne, der nærmest springer op i knolden på en, friske, nærmest som glansbilleder hvor baggrunde ofte bevidst er fraværende, og hvor, lige som tempoet, der skiftes og skiftes. Bare se på de første par sider, hvor det blå og gule afløses af det mørkere røde, som bliver ildevarslende mørkerødt indtil nederst på side otte, hvor en grøn jord toner frem, en markering fra det spændende og nervepirrende, til det angstfyldte, det overraskende og dystre, med gråhvid sne og is til side 10, hvor havets fravær markeres med persillegrønt og gold orange, for så videre til side 11, hvor grottens lillarøde sten bliver bærende farver. Så følger kampen mellem Storm og en mindre gruppe barbarer, for så, på side 14 og 15, på ny et farveskifte til giftiggrøn…
  • Endelig, vel typisk for hende, noterede hun sig, at det var sådan en krop, jeg skulle have. Storms.

Ja. Huhej hvor det går. Jeg er meget enig med hende. Farverne og tempoet gør, at man sidder som et måbende barn med åben mund, og bare suger til sig. Når man genlæser albummet, står spørgsmålene i kø, de der nævenyttige spørgsmål, som man kan stille til alle album og genrer, og måske især science fiction og fantasy. Som hun spurgte, min kæreste, hvorfor har han ikke sikkerhedssele på? Og hvorfor er han ikke blevet smadret i det inferno af bevægelse og tumult i den hundredeårsstorm, som rumskibet drøner ind i og fanges af?

Jeg forstår hende. Men for fanden da. Man skal ikke altid koge suppe på et ben. Eller noget. Forstået sådan, at med Storm og andre lignende genrer, har man en anden indfaldsvinkel. For mig er det overvældende. Som jeg skrev i Storm 0, den fantastiske Kommandør Grek, så kan jeg ikke andet end at overgive mig. Alle forbehold rives bort, for jeg rives med. Fra den ene voldspændende iscenesættelse til den næste.

Min dreng Osvald, som først gøs, dernæst nød Kommandør Grek, fik også hapset Dybets verden, og sammen fik vi endnu en fed læseoplevelse sammen. Den er for uhyggelig for ham, ja. Men i fars hånd og med fars ord og lydord, så går det nok.

Spoiler alert:

Storm sendes ud på en livsfarlig mission, som vi desværre ikke får alt ud af. På (eller ved?) dværgplaneten Jupiter findes en rød plet, en gigantisk og rasende orkanstorm, og den skal Storm ene mand udforske. Det når han aldrig, kaos hersker og alt svimler. Han er dog årvågen nok, som en anden Tintin på vej imod jorden, at redde sig selv. Her vågner han efter dvalen. Men jorden er ikke længere den samme. Storm lander på et velkendt sted, men alt er forandret. Alt er ukendt. Is og sne hersker, og værst af alt. Havene er væk.

Alene er han dog ikke. Selvom vi øjensynligt er kommet frem i tiden, er vi også samtidig kommet tilbage i tiden. Primitive folk især, men også øgler og vampyredderkopper (!) findes, og der kæmpes for livet i en uendelighed. Undervejs møder han vampen Rødhår, der er tilfangetaget. I cellen befries de, og så er albummet ellers en lang get away movie under og over jorden. Merlin-lignende frænder og andre topstærke hjælpere hjælper, og der er smæk på, for Ghast, en grim enøjet hersker, har sat sig for at få fat på vores nu to venner.

Undervejs, og det er mesterligt, dukker en androide op, en slags troldmand med fascinerende kræfter og fiffigheder. Blandt anden opløser han sig til sidst, og det er smukt og besnærende at skue.

Slut på første del, står der nederst og ovenfor Storm og Rødhår på en tømmerflåde at tykke stammer, lynhurtigt fremtryllet af androiden. En slutning der, om ikke andet, åbner for, at Storm og dullen med det røde hår og de store bryster, har nye eventyr i vente. Sammen.

Spoiler end

Forvent ikke dybsindigheder i albummet. Sådan kogt helt ned, er der reelt ingen godtagelig handling eller mening med albummet. Det ER en tour de force i action og sådan helt James Bondsk og Indiana Jonesk i hver deres vilde vildskab. Når man accepterer det, og det gjorde jeg hurtigt, så er der tale om yderst kvalificeret ramasjangunderholdning. Sidste øjebliks redninger, absurde øjeblikke hvor enhver ville lade livet, men selvfølgelig klarer vores muskelbundt alt, og undgår skrammer, sår og blod. Drøner blot videre i et, ja, hæsblæsende tempo. Selv en dræsine indgår i menneskejagten.

Jeg noterer også, og nyder de tidsspring, der er i plottet. Den allernyeste rumteknologi på den ene side, og så tilsyneladende tusinde år tilbage også. Til ældgamle bygninger og krigsmaskiner, og så, få sider senere, et moderne kraftværk. Det forstyrrer lidt, men fascinerer endnu mere.

Der er vildt lækre tegninger i albummet, og jeg kan godt lide den dynamiske opsætning af paneler. Der er ikke tale om de klassiske bundne firkanter, men skrå, ovale og firkantbrudte ruder. Fedt er det.

Jeg gav Storm 0 fire stjerner, og var overvældet. Det samme får Dybets verden. Jeg er atter overvældet. Jeg har glemt alle de kameler, som nu er i min mave. Jeg vil gå ud i haven og kampe sværdkamp med min dreng. Vi har begge fået en ny verden at boltre os i.

Titel: Storm – Dybets verden

Skrevet af: Phillip Dunn

Illustrationer: Don Lawrence

Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen

Forlag: e-voke

Format: Hardback, 48 sider i farver

Pris: 179,-

Isbn: 978-87-93952-08-9

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *