Home / Anmeldelser / Supermoon to the rescue…

Supermoon to the rescue…

iPad-tegneserien Supermoon er en klimafortælling, der forsøger at afdække månens indvirkning på jordens til tider ekstreme vejr.

Supermoon ipad comic tegneserie forside coverDen 2. juli 2011 ramte et uvejr Danmark, og der blev i København registreret den største mængde nedbør på én gang nogensinde. At se vand i gaderne fik kunstneren Kristoffer Akselbo til at interessere sig for fænomenet “supermoon” – en tilstand hvor månen er exceptionelt tæt på jorden, og derved måske påvirker vejret.

“Jeg håber, at Supermoon vil være en ny og sjov måde at læse og diskutere klimaændringer på og åbne op for en ny bevidsthed og analytisk magt – en bevidsthed om tiltag, der vil gavne familier, venner og det samfund, vi har valgt at bo og deltage i,” fortæller Kristoffer Akselbo.

Det er så absolut et sympatisk projekt, men jeg tror man skal være mere end almindelig interesseret i klima, for at blive fanget og påvirket af denne meget tekst- og teoritunge tegneserie.

Fortællingen breder sig ud over 51 siders sort-hvide illustrationer og en historie baseret på interviews og undersøgelser af en lang række forskere. Billedsiden er for det meste fotos der er vektoriseret og gjort sort/hvide (med et strejf af gråtoner), og det, tror jeg, vil man enten elske eller hade.

Jeg har ikke noget problem med, at der bruges foto til at fortælle en tegneseriehistorie – det er lige så valid en teknik at fortælle med, som det er at tegne billederne selv – men i dette tilfælde synes jeg der er en overdrevet skyggeeffekt, der gør at billeder og sider nogle gange bliver unødvendige svære at tyde. Og det modarbejder lidt intentionen med projektet, der jo handler om at gøre svært tilgængeligt/forståeligt materiale spiseligt.

Ligeledes kan teksten også være en tung omgang at komme igennem. Jeg ved ikke om diverse interviews bliver gengivet ord for ord – men jeg tror det ville have kunne gøre underværker at have haft dem igennem et filter, og skåret de mange udsagn ind til benet – og stadigt have beholdt essensen af indholdet.

I Supermoon følger vi forfatteren selv, Kristoffer, der har sat sig for at undersøge hvorfor vejret blev så ekstremt den dag i juli 2011. Han tager ud og besøger og interviewer en lang række forskere i Danmark og udlandet, mens han forsøger at sætte de forskellige udtalelser i kontekst. Det ér lidt tørt, men krydderes lejlighedsvist med sjove indfald og påfund.

DeSupermoon ipad comic tegneserie side paget skal dog siges, at man kommer godt rundt i materialet, og der tilvejebringes udtalelser fra adskillig folk med vidt forskellige meninger – som astrolog Richard Nolle, lektor Peter Ditlevsen, astrofysiker Anja Cetti Andersen, professor Ole Humlum, professor Harald Yndestad, politiker Ida Auken og fysiker Henrik Svensmark… Om det så gør én mere forvirret, er op til den enkelte.

Kunstneren Kristoffer Akselbo har givet udtryk for at Supermoon er skabt specielt til at blive læst på tablet, og måske derfor er det jeg trods alt studser mest over, den fuldstændige mangel på udnyttelse af de muligheder en digital tegneserie kan give – hvis man ellers giver efter for de digitale potentialer, som f.eks. animation, interaktivitet m.v. De eneste to ting der er at hente, er en lydside og muligheden for at læse noter til hver side. Og ingen af dem fungere specielt optimalt.

Hver gang man kommer til en ny side i Supermoon, starter en ny lydfil. På de første par sider, er det lyden af regn der styrter ned. Sidenhen bliver det lyde fra laboratorier, tekniske lyde og sågar lyden af en bil der gasser op. Det er meget simpelt, og noget man så i de første “digitale tegneserier” for 15-20 år siden. Derudover er lyden alt for høj – selv på den laveste lydindstilling, ét tak over lydløs, syntes jeg det var for højt.

Hvis man swiper opad på en vilkårlig side, dukker en noteside op, hvor der bl.a. er links til sider hvor man kan læse mere om det emne der berøres. Desværre er det ikke hyperlinks, men ren grafik, så for at benytte tilbuddet skal man sidde med sin iPad ved siden af computeren, og manuelt skrive de nogle gange meget lange links ind. Dét er simpelthen hovedrystende ringe.

Trods de tekniske brister, synes jeg Supermoon fortjener et publikum, og tror også det findes. Fordelen ved at udgive på app, frem for på tryk, er at prisen kan sættes så tilpas lavt, er man kan impulskøbe uden at få dårlig samvittighed. I dette tilfælde koste Supermoon blot 25 kr, og det er en yderst fornuftig sat pris. Og da den indeholder både en dansk og engelsk version, er det potentielle publikum jo stort.

Hvis man aldrig har hørt om en ”supermoon” før, kan dette være en fin introduktion til fænomenet, hvis man ikke orker wikipedia i dag.

I 2012 modtog Kristoffer Akselbo og Jonas Springborg New Danish Screens talentdating-pris på 10.000 kr, hvilket de brugte på at udvikle tegneserie-app’en “Supermoon”, som er tilgængelig til iPad via iTunes Store HER.

karakter_3af61

SUPERMOON
Fortalt og visuelt bearbejdet af Kristoffer Akselbo
Produceret af Haandholdt
Udgivet på iTunes til iPad
51 digitale sider i s/h
Pris: 25 kr.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *