Home / Anmeldelser / Tempo: 1/2008

Tempo: 1/2008

“Tempo” lanceres som en genoplivning af 1960ernes “Fart og Tempo”, et ugeblad, der i høj grad var med til at åbne danskernes øjne for de fransk/belgiske tegneserier. I over 10 år kunne man hver uge læse helt nye og ukendte serier som Asterix, Lucky Luke og Blueberry med 2-4 sider ad gangen. Fart og Tempo eksisterede i omtrent 15 år, indtil albummene blev danskernes foretrukne format.
Siden har albummene fået det sværere, og det er logisk og prisværdigt, at Serieforlaget nu relancerer “Tempo” som et blad med fransk/belgiske serier. Dog kun som kvartalsblad og i normalt seriehæfte-format og med én, afsluttet serie pr. nummer.

Handlingen
Det første nummer lægger ud med en “Blåfrakkerne” historie. Ikke et valg, der skaffer forlaget venner på Bjerget, men sikkert et solidt og sikkert bud på en serie, der falder i danskernes smag. Vi er i 1870ernes USA og Blutch og Chester får ordre til at eskortere kaptajn Nepel til Fort Bow, hvor oberst Appeltown er syg. På fortet fraterniserer soldaterne med indianerne og tager afslappet på fjendebillederne, men den ny chef – en karikatur af den franske højrefløjs leder Le Pen – kommer nye boller på suppen. Snart er de hvide sat op mod de røde og Blutch og Chester må rede trådene ud.

Kritik
Lambils tegninger er en mærkelig hybrid mellem karikerede figurer i blød Lucky Luke-stil og realistiske baggrunde a la Buddy Longway. Alt sammen professionelt udført uden de store dikkedarer og større tegn på indlevelse. Pænt og nydeligt. Cauvins manuskript kan beskrives på samme måde: Vi føres igennem historien, uden at den for alvor letter. Figurererne snik-snakker meget, mens de går frem og tilbage, så det lykkes Cauvin at få brugt sine 48 sider uden for alvor at få udbygget Nepels vanvid, uden for alvor at få forløst Chesters kærlighedsaffære og uden kampen mellem indianerne og soldaterne for alvor bliver spændende. 4-strip layoutet og de mange ens billeder gør det ikke bedre, men det er først og fremmest historien, der er lidt flad.

Konklusion
Dette ændrer ikke på, at “Tempo” er et godt og prisværdigt initiativ, der fortjener en lykkelig skæbne på det danske bladmarked. Forhåbentlig er tegneserierne i de næste numre lidt mere spændende.

Manuskript: Lambil
Tegninger: Cauvin
Oversætter: Per Vadmand
Forlag: Egmont Serieforlaget

Udgivet: 11. september 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 52 sider
ISBN-nr: N/A
Pris: DKK 34,95

Aldersgruppe: Fra 10 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 2 point
Tegninger: 3 point
Oversættelse: 4 point
Præsentation: 3 point
Kvalitet til prisen: 4 point

Anmeldt af FRANK MADSEN