Home / Anmeldelser / Terror på hjernen

Terror på hjernen

Den er ikke stor og omtalen af den heller ikke. Ikke desto mindre er den interessant og hilsen velkommen her på bjerget. Jeg taler om Jakob Albrethsens tegneserie ’Terror på hjerne’, som udkommer i morgen fredag. Det er forlaget Vild maskine, som står bag.

Hov. Hvem er ham Jakob? Jo, hvis du scroller et par år tilbage, fem faktisk til 2014, så mødte du ham måske. Fahrenheit udgav hans debut ’Alt du kan se’, og for den blev han rost og også nomineret til Pingprisen i kategorien Bedste danske debut.

Det er en tankevækkende udgivelse, og et solidt indspark i debatten om torsdagen, når Clement Kjærsgaard tager et aktuelt emne frem og debatterer sammen med inviterede gæster. Terror, politik, budskaber, fake news, stater, handling, boycot, integration, hævn, politistat. Ja – tag bare frit fra debatbuffetten.

Et solidt indspark fordi Jakob i ord og tegninger skildrer problemerne. Ikke helt og dybt og med stillingtagen, men sat op i bokse, i streger, i ruder. Det er et værk uden løftede pegefingre, uden spørgsmål og så alligevel ikke.

Side 16

Forsiden antyder det ganske godt – et hoved i brand, og ja. For pokker skal man begynde og hvordan kommer med ordentligt rundt?

En reel tegneserie er det ikke. Der er ikke en fortløbende handling (som vi traditionelt kender det), men så alligevel er det. Problemstillingen er så kompleks, at detaljerne forsvinder i helheden. Netop disse detaljer er Jakob så forbistret ferm til at finde frem.

Side 17

Jeg er glad for, at jeg hverken er politiker eller underviser i samfundsfag, for det er godt nok lidt af en betændt midtbane at spille på. Jakob spiller der på midtbanen, og serverer indlæg efter indlæg til de af os, der kan tage dem ned og gøre noget ved dem. Det gør han fremragende.

Jeg har skrevet det før. Tegneserien er en vippe hvor man kan springe ud fra og ned i os læsere. Her smukt og grusomt samlet og serveret. Uden spørgsmål og så alligevel et stort et direkte i vores alle sammens ansigter. Hvad? Hvordan? Hvem? Hvornår? Hvorfor? Hvorfor ikke?

Bogen ligner ikke en tegneserie. Bogen ligner en bog. Gul, lille, let at overse. Indeni flotte tegninger holdt i kastanjerød eller mørk kirsebærrød. Kun afbrudt engang imellem hvor illustrationerne er i farver og forestiller mennesker, eller ej, for monstre pryder også siderne. Og den der stille og rolige tekst der følger med hvert billede, beskrivende, fortællende. Jeg kan lide det. Her er nynazister, bådflygtninge, droneangreb, sult, begravelser, martyrer, bomber, snigskytter, børn, armod, hån, anonymitet og alt sammen forenes i de sidste fremragende tre sider.

Jeg er i tvivl om Terror på hjernen overhovedet skal bedømmes ud fra de samme kriterier, som jeg ellers anvender. For så ville den tabe på mange parametre. Så ville den se ufærdig ud. Skitseplan, kunne man hævde og man savner en at identificere sig med. Hvilket jo er den største fejl. For vi kan jo identificere os. Bogen er lige op i mit ansigt, alle problemstillingerne. Serveret i striber og streger og ruder. Og det er mig, læseren, som bør handle. Reagere. Tage stilling. Finde hoved eller hale.

Jeg giver fire stjerner. Tegningerne er flotte i al deres enkle dysterhed. Den tematiske opbygning er også vedkommende og bidrager til de fire stjerner. Endelig kan jeg lide, at man har mod, både forlag og kunstner til at bringe nyt på banen, og dermed undgå alt det konventionelle. Jeg kan godt lide, at Jakob og den vilde maskine river i mig.

Titel: Terror på hjernen

Tekst: Jakob Albrethsen

Illustrationer: Jakob Albrethsen

Forlag: Vild maskine

Format: Indbundet, 56 sider

Pris: 199,95,-

Isbn: 978-87-7227-003-6

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *