Titan Books har gennem en årrække restaureret og genudgivet de daglige avisstriber med alle tiders mest berømte hemmelige agent. For de uindviede, kan det oplyses, at det især drejer sig om adaptioner af Ian Flemings oprindelige Bond-romaner, skrevet og udgivet i perioden 1953-1966.
Ud over den oprindelige albumserie, har Titan nu samlet striberne i indtil videre to omnibusbind med et tredje på gaden i 2012.
Serien løb i Daily Express fra 1958 og blev først tegnet af briten John McLusky. I 1966 overtog russisk-australske Yaroslav Horak, der tegnede den indtil den stoppede i 1984.
Serien er den samme som lå i nærmest uendelig rotation i det danske 007-blad, der udkom fra Interpresse i 1965-1984.
Uanset om man som undertegnede har en stak gamle, jordslåede 007-blade liggende på loftet eller ej, kan man spørge sig selv: ”Behøver jeg (gen)læse denne støvede avisserie fra en svunden tid, hvor mænd drak, røg og slog på andre mænd, kvinder og børn?”
Vanskeligt at svare på. Bond diskuteres oftest i konteksten ”Den bedste Bond er SeanConneryGeorgeLazenbyRogerMooreTimothyDaltonPierceBrosnanDanielCraig, men hvis man som jeg bedst kan lide Ian Flemings ufortyndede James Bond, er tegneserieudgaven et interessant supplement til romanerne.
Hvad der ydermere gør den interessant er, at det er en visualisering af Flemings figur, der går 4 år forud for filmserien og som derfor kun er præget af Flemings egne beskrivelser.
Begge tegnere er gode håndværkere, men med store forskelle i udtrykket. McLusky er af den gamle avisserieskole – hans illustrationer kan bedst karakteriseres som stills fra en film eller storyboardframes. Tegningerne er meget udtryksfulde i deres brug af sorte flader og skygger, men til gengæld er der ikke meget dynamik og bevægelse.
Horak har en langt mere rå og kantet tegnestil, også med en god sans for skyggevirkning. Hans still er langt mere dynamisk og actionfyldt end McLuskys.
Nu virker hele konceptet med at visualisere en spændingsroman tre rammer pr. dag temmelig naturstridigt, og fortællestilen er da også noget start – stop – start – stop -agtig. Især de tidligste historier er ret stive i det, men der er dog en klar udvikling mod det bedre – faktisk er der en verden til forskel på for eksempel Casino Royale fra 1958 og The Man With The Golden Gun fra 1966. Den første fremstår som et mildt uinteresseret referat af romanen, mens den sidste er ret underholdende, på trods af, at romanforlægget ikke er blandt de bedste.
Sammenlignet med de danske 007-blade er der klare fordele ved Titanudgaven. I magasinformatet blev rammerne ombrudt og beskåret – her får man det originale avisformat. Desuden er det også en fornøjelse at læse historierne på originalsproget, da forfatterne mange steder har bibeholdt sjove dialekter og accenter i sproget (”Britisher wid a scar? No, mon – I ain’t seen him”).
Hvad angår indpakningen leverer Titan skam varen; selvom den kategoriseres som paperback, er den pakket godt ind i et kraftigt cover med forstærket stofryg, så den falder efter alt at dømme ikke fra hinanden med det samme. Det er vel reelt set en softback.
Papirkvaliteten er god – kraftig, mat og lidt grov i strukturen, hvilket klæder avisstriberne fint. Prisen på £15 pr. bind (der begge tæller i omegnen af 300 sider) fejler heller ikke noget. På amazon.co.uk fås de fra ny helt ned til £6.12 pr. bind i skrivende stund. Bøgerne ser godt ud side om side med de gamle, slidte romaner i reolen, og de ser betydelig bedre ud (og lugter bedre) end de gamle 007-blade på loftet.
Er det værd at investere i? Hvis man er til Bond, så bør man efter min mening have tegneserieudgaven side om side med romanerne og et udvalg af filmene, men døm selv.
