Home / Anmeldelser / Tim & Thomas: Magdalena

Tim & Thomas: Magdalena

TTMHistorisk sét har man fyret de stærkeste kort af først i de euroklassiske serier, der er blevet forsøgt her i Danmark; det er noget, læserne er vant til, og har uden tvivl været medvirkende til, at så forholdsvis mange serier har bidt sig fast på det danske marked. Tim & Thomas, een af de ældste serier fra det belgiske forlag Dupuis, har nu i fjerde forsøg vist sig at sælge godt for Forlaget Zoom. Derfor undrer det mig også, at man allerede her tidligt i relanceringen har plukket een af de svageste historier, vi har set i DK til dato, en sag fra 1987.

Desberg er ingen Rosy, og han har da også begået en bagatel af en historie, en historie så langt ude i hampen, at man som læser må stå af, og i stedet nyde Will’s fortræffelige tegninger i bedste Marcinelle stil. Det starter med, at en kendt serietegner bliver myrdet, men det er bare en “red herring”, kunne ligeså godt have været en børstenbinder, dét i sig selv fører ikke til noget som helst.

Videre i forløbet støder vores selvbestaltede detektivpar på nogle protoer, middelalderlige prototyper på de senere mere avancerede robotter. Desberg griber ud i luften, men knytter ikke tingene sammen. Action scenerne er dog velfortalte og her kommer Will’s pertentlige stil til hæder og ære, men I Guder, hvor man dog savner et vedkommende plot.

Sidste billede i historien er hyggeligt som forventet, men antyder, at det hele måske bare har været en drøm? Man kan læse albummet om og om igen, uden at blive klogere. Tilbage står en ren visuel nydelse, men det er jo også dét, jeg er blevet samler for.

karakter_4af61

Tim & Thomas: “Magdalena”
48 sider, farver
Forlag: Zoom
Tegner: Will
Forfatter: Desberg
Farvelægger: Leonardo
Oversætter: Sebastian Weirsøe Flamant
ISBN 078-87-93244-09-2

6 comments

  • Googa, når du ligefrem skriver det to gange, bliver jeg nødt til at påtale det: Nu må du snart lære at stave til “én”. “Een” blev afskaffet i 1955. 60 års indkøringstid må være rigeligt.

  • Lad os gribe fat i det vigtige i stedet for grammatikken.

    Det hænder at jeg køber udgivelser for det visuelle, men i langt de fleste tilfælde så skal historiefortællingen og plottet også være i orden og udgøre en helhed med tegningerne, farvelægningen m.m. for at jeg synes at det er godt. Tim og Thomas er gamle kendinge som er rare at have tilbage. Selve historien halter dog i det nye Tim og Thomas album, selv om det starter ganske spændende og man burde kunne have fået noget mere ud af historien som har interessante takter, men til sidst tror man altså ikke rigtig på historien og den løber ud i sandet. Tilbage står så det visuelle som er fint, men heller ikke mere. Det må være et af de svageste Tim og Thomas album. Her skal tilføjes at den anden nye danske Tim og Thomas udgivelse, I kløerne på den hvide hånd, heller ikke er et af de stærkere album. Karaktermæssigt vil jeg give 3 ud af 6 til “Magdalena”.

  • Antaeus, hvis det visuelle er i top (og det er det), en 6’er, og plottet er under middel, en 2’er, så er gennemsnitskarakteren 4 ud af 6. Og så vægter jeg begge ting ligeligt.

  • Googa, fint.
    Men sådan vægter jeg ikke.
    Jeg tager ikke hver ting for sig og tager et gennemsnit, men giver en samlet vurdering af hvad jeg står tilbage med efter at have læst den.

    For mig er det visuelle i øvrigt ikke en 6’er.

  • Antaeus, men for at give “en samlet vurdering”, bliver du jo nødt til at forholde dig til hver enkelt del, så i princippet gør du det samme som jeg. Og rent visuelt er Will jo et af Dupuis forlagets stærkeste kort.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *