Home / Anmeldelser / Tintin på Månen – Det samlede eventyr

Tintin på Månen – Det samlede eventyr

Ryggen grå og titlerne står så flot. Øverst de fem magiske bogstaver, tre konsonanter og to vokaler. Hergé. Cover glat med en glinsende raketfast Tintin og en Haddock i knibe, også glinsende. Ryggens titler gentages og sort i gult står der ‘Det samlede eventyr’.


Og det var jo dét det var, et eventyr som snigløb både russerene, amerikanerne og andre, som tumlede med at rykke op og se Jorden lidt bortefra. Her er de to herlige Tintinalbum om månerejsen, MIssion til Månen og De første skridt på Månen. Man bemærker, at Månen har fået et stort M, og det er fint nok. Det er valgfrit, og er man ikke vant til dette, så er det altså derfor. Et eventyr, altså, for Hergé fulgte med og i 1953 og i 1954 udkom de to månealbum. Hele 15 år inden Apollo 11 i 1969, og også inden Sputniksatelitten i 1957. Du har gættet, at jeg sidder med Cobolts nye gamle Tintin, en jubilæumsudgave i anledning af 50-året for menneskets første skridt på Månen.


En lækker sag, hardcover, 128 sider i farver, 23 x 30,5 og pompøs i reolen. Niels Søndergaard med ord og fint og flot er det. To Tintineventyr i ét, det er genialt og så er der ekstramaterialet…


Eller vent. Der er ikke noget. DER ER IKKE NOGET!

Ja ja. Rettigheder med garanti og fint nok. Men for pokker da.


Eller som Kaptajn Haddock sikkert ville brøle “FOR UGLEN I HULEN OG FOR POKKER DA. FOR SYV TUSINDE KLAMHUGGERE OG AMATØRER. SURE SALTE KRABBER OG ELENDIGE SKRIDESPRÆLLERE” og mere af samme skuffe.

For det er godt nok ærgerligt, at man ikke markerer og ophøjer denne udgivelse med skitser, avisforsider, fotos, optegnelser, anmeldelser, processerne mm. Her er der jo tale om en markering, en højtideliggørelse og så er der bare nada at finde. Det er en vældig skuffelse og man kan stille sig selv det spørgsmål, hvorfor uglen i der ikke er fundet plads? For synd er det, og ja – rettigheder sikkert, men øv og øv og øv.


Albummet udkom den 22. maj, altså et par uger siden, Hergés fødselsdag, og heller ikke noget som helst om Hergé kan man finde. Igen øv. Og ja – der er skrevet stolpe op og stolpe ned om både reporteren og hans meriter og om Georges Remi, men her i en jubilæumsudgave er der intet. Øv.


Nå – vi overlever nok, og der er jo absolut intet at komme efter i de to album. Du har jo læst dem tynde og lasede, så handlingen kender du.

Det er en stor fornøjelse at læse dem igen, både som solovoksen og som far for ens knægt, som jeg allerede nu spår, bliver en tegneseriemand. Han elsker historierne, og kender indtil videre til de mere højt roste af slagsen, Soltemplet, Krystalkuglerne og den slags. Favoritten er dog stadig gorillaen Ranko fra Den sorte ø, og fint nok.


Han kan også lide månealbummene, om end han savner en mere synlig trussel og fare, end det vi finder i begge album. Den der fart over feltet er ikke helt så markant i disse to album. Der er undren og uvished, forklaringer og accept, hævn og personlige opgør og selvfølgelig den intensitet der nu ligger i det suverænt fantastiske, at man rejser til Månen og kommer retur. Det ER da så eklatant fantastisk. Synes jeg og er voksen, men knægten er ikke helt med. Måske er han for ung. Seks år er jo ingenting.


Til gengæld er han ret vild med, og jeg med, Tournesols tosserier. Og Duponternes. Jeg har læst (eller hørt) endda flere gange, at der i disse to album er for meget spas. Tjoe, det kan jeg sagtens følge og til dels være enig i. Men kun til dels, for det er da præcis disse tosserier, som jeg husker albummene for. En whisky der flyver, skæg der vokser, og sprællemanden Tournesol fabelagtig både som tosse og som alvorlig. Sekvenserne hvor Tournesols handicap med at høre, og vores hovedaktører som bemærker dette. Klassisk.

Paradoksalt er især Mission til Månen præget af mange ruder. Disse mange skift optræder ellers normalt for at eskalere en stemning og en spænding, og paradokset er jo, at SÅ forbistret meget sker der jo heller ikke i netop dette album.

Det gør der heller ikke i De første skridt, uagtet at skroget Wolff og Oberst Boris er nogle børster. Den suspense som det at forlade folk på Månen fx og i det hele taget vende levende tilbage til Jorden, er lidt fesen. Det er mere måneeventyret end selve det at skrive spændende spænding, som trækker læsset. Ok, som sådan, men ingen af de to album står bragende højt i min bevidsthed, hverken som spændende og intense fortællinger eller som sekvensmindeværedige. Jeg husker bedst albummene for de gags der er.

Man kunne også skrue lidt op for det mavesure og kritisere nogle af de absurditeter, der er i albummene, fx at Wolff tager en tur ud i det store sorte, men det er jo fjollet. Med vores tegneseriefigurer og disses universer, accepterer vi jo forlods næsten alt. I Tintin’erne er der fyldt godt op med utroværdige og utrolige sager, og det æder vi jo. Slubrer det i os, og sådan er det også i Månerne.


Nå. Jeg er skuffet over, at man i en jubilæumsudgave ikke gør mere ud af det, og ingen af de to album står højt i min Tintinstjernehimmel. Omvendt er Hergé selv på mindre gode dage bare alligevel god, og selve albummets ydre er ok. Ok lyder lidt tungt og kedeligt, og ja – det er rigtigt nok. Der er ikke de sædvanlige kærtegn over værket. Sorry to say.


3 stjerner bliver det til.

Titel: Tintin på Månen – Det samlede eventyr
Skrevet af: Hergé
Tegninger og farver: Hergé
Oversættelse: Niels Søndergaard
Forlag: Cobolt
Format: Hardcover, 128 sider i farver, 23 x 30,5 cm
Pris: 298,-
Isbn: 978-87-7085-762-8

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *