Home / Anmeldelser / Torpedo 1972

Torpedo 1972

Torpedo_1972Torpedo 1972
 
Efter 17 års pause skrev Sanchez Abuli et one-shot om sin antihelt, lejemorderen Luca Torelli AKA Torpedo. Titlen, “Torpedo 1972”, blev udgivet af Panini i Spanien sidste år, og allerede nu foreligger der en lækker dansk udgave, takket være initiativrige Faraos, der udgiver alt det klassiske samt denne one-shot.
Den er i farver og i comic book format, en lækker hc i afdæmpede, halvfjerdsernussede farver, for Abuli har hensat historien til 1972, og Torpedo er blevet en ældre herre, fattig og tydeligt svækket af Parkinson’s, der påvirker hans ene hånd. Godt for ham, at det ikke er skydehånden, og godt for læserne, for her får den nye tegner, Eduardo Risso, rigelig mulighed for at udfolde sig i skudvekslinger, så blodet sprøjter. 
 
Risso er lidt af en opkomling, født så sent som i 1959. Han var selv fan af de gamle Torpedo historier, så det var naturlgt for ham at tegne den nye one-shot, omend det må have været svært for ham at følge så tunge drenge som Toth og Bernet. Han kan da heller ikke måle sig med dem, men har alligevel sin helt egen stil, der passer godt i forlængelse af det gamle, netop fordi historien er hensat til 1972. Tynde streger, luftige tegninger, god brug af farveflader, og en dynamisk fortælleglæde med skæve vinkler og dristige POV’s, altsammen i fortællingens tjeneste: denne spinkle historie om et showdown med de unge løver i Caputo familien, et showdown foranledet af en flabet journalist fra Wall Street Journal, der vil hævne, at Torpedo har forgrebet sig på hans kæreste, den snerpede Wendy Durban. 
 
Abuli’s historie er lige til at gå til, med kun få billeder pr. side. Humoren er lidt søgt, som sidekicken Rascal, der skal rette på Torpedo’s sprogbrug, og det er vel i grunden også lidt søgt at åbne historien i en biografsal, hvor “The Godfather “vises. Men den var jo et stort hit i 1972, årets bedste film. Dog, Godfather og så en gammel gangster hitman som Torpedo, det er lidt for åbenlyst, synes jeg. 
 
Jeg kan godt lide, at Torpedo er på røven og bor til leje på et lille frimærke i Bronx. Og at han ikke har samme pull som førhen, hverken med damerne, eller for den sags skyld med kontrakterne. Han er for dyr, og for gammel. En gang i mellem så desperat, at han må skyde efter duer i parken, nammenam. Og Rascal kan dårligt nok holde sig ædru til den opgave, der venter: et showdown med de unge Caputo sønner.
Det hele ender godt nok. Der dræbes, hvor dræbes skal, og enhver får sit. Som læser er man tilfreds og ser ikke denne one-shot som en afrunding, men snarere som et appendiks. 
 
Fire bobler ud af seks mulige
karakter_4af6
 
Torpedo 1972
56 sider, farver, hc
Forlag: Faraos Cigarer
Tegner: Eduardo Risso
Forfatter: Enrique Sanchez Abuli
Oversætter: Julie Wetterslev
ISBN 978-87-93274-86-0
 
Anmeldt af GoogaMooga