Tosseanstalter og luftkasteller

TOSSEANSTALTER OG LUFTKASTELLER

Jacques Tardi er en af de sidste aktive panteon tegnere, og hver ny udgivelse fra hans hånd nyder stor bevågenhed. Han udmærker sig ikke bare som eminent tegner, men også som ganske dygtig forfatter, en sand “auteur”. Alt, hvad han rører ved, er værd at læse, og når han bearbejder et forlæg, forstår han at vælge med omhu, og det bliver der stor kunst ud af.

Som nu denne luksus hardcover på små 100 sider fra feinschmecker forlaget Faraos, nemlig 2014 adaptionen af krimi forfatteren Manchette’s 70’er klassiker, “Ô Dingos, Ô Chateaux!”, som på dansk har fået den meget sigende titel, “Tosseanstalter og Luftkasteller”.

Det er Søren Vinterberg, der har oversat, og det har han gjort med humor, indsigt, og nerve. For arkitekturen danner grundlag for en eksistentialistisk og meget blodig diskurs om Frankrigs sociale problemer og kapitalismens onde væsen.

Arkitekterne Hartog og Fuentes var partnere og ungdomsvenner. Sammen drev de et arkitekt firma, hvor Fuentes tydeligvis besad talentet, men desværre ikke heldet. Lykken tilsmilede Hartog, da broderen og svigerinden døde, og han blev arving af en formue, men også formynder over parrets lille forkælede møgunge, drengen Peter.

Knægten skal selvfølgelig ryddes af vejen, så Hartog helt og holdent kan overtage formuen, og her kommer et på én gang udueligt men paradoksalt nok også meget professionelt lejemorder team ind i billedet, meget koldblodigt og målrettet, anført af den kvalmesyge englænder, Thompson.

Den unge pige Julie, med en blakket fortid som kriminel og frivillig patient på et psykiatrisk hospital, dukker tidligt op i fortællingen, og hvorfor hun bliver udvalgt af Hartog som barnepige for lille Peter, fremgår ikke tydeligt i ekspositionen. Men det er også mindre væsentligt, for historien har sit eget “drive”, og Julie passer perfekt som afgørende brik i puslespillet om Hartog, dels som symbolsk samfundskommentar, dels som spejlbillede af Hartog’s indbildske livsløgn om at han skaber stor kunst. Et livsværk, der hæver ham over den almindelige borger og Fuentes og Julie i særdeleshed: “Hvor er I fattige dog latterlige, I bliver jo pågrebet som rene tumper.” Manchette’s sociale indignation skinner tydeligt igennem med sådanne replikker.

Handlingen spidser til og har en indre logik, men særlig stram er den ikke. Nærmest skødesløst fortalt med pludselige udbrud af afstumpet vold, alt sammen tegnet i Tardi’s velkendte tuschkontur, knudret og lettere forvrænget. Tardi er som sagt en mester tegner, ingen kan som han sige så meget med så lidt, et par prikker til øjne får mere liv end noget tilsvarende hos nok så mange realister. Dette er tegneseriekunst af fineste karat, i lækkert udstyr fra Faraos.

seks bobler ud af seks mulige

GoogaMooga