Home / Anmeldelser / Tusindfryd – Rim og remser

Tusindfryd – Rim og remser

Tusindfryd-forside-med-ramme

Tusindfryd-forside-med-rammeTusindfryd – rim og tegninger er titlen. Coveret er hvidt og det er Cobolt i samarbejde med Aben maler som står for udgivelsen.

Og jeg sidder tilbage med et stort Hm…

For det er ikke en udgivelse, som jeg bryder mig synderligt om. Nuvel, tegneserier har talrige masker, og hvor de fleste pryder reol og øje, så er der andre som stikker ud. Signe Parkins har stået for både lyrik, tegninger og farver og det har hun gjort så godt, at det i hvert tilfælde stikker fælt i mine øjne.

Jeg holder skam meget af sproglig elastik herunder poesi, og jeg kan også sagtens nyde enkelte siders ordleg, og fordybe mig i de røde tråde som måtte være gemt eller ikke. Digte er jo noget løjerligt noget. De kan skabe brusende blod hos Lene og iskold kulde hos Lone.

Alt afhænger af øjet og sindet og ens ståsted i livet. Er det ikke sådan?

Jeg burde være favorit til at holde af Signe Parkins, men det halter gevaldigt med følelserne, de hjertelige og kærlige altså. Jeg synes, at de 34 sider er noget miskmask, og jeg blev ikke rørt på nogen som helst måde.

Jo. På et felt. Nemlig ved legen med ord, og de gange hvor der skabes nye ord. Hvert eneste nye ord, som oftest sammensatte navneord, så klapper jeg gerne i mine buttede hænder.

Men hør. Faktisk på endnu et felt. Jeg irriteres og det prikker i mine øjne. Der er noget tilbageholdende ved illustrationerne. Som om at hver side bærer på store skuffelser og triste nederlag. Man ligger ned, og er nærmest fladmast op af trappen. Ansigterne forvredne og bortvendte. Øjne som aldrig mødes. Et slags feministisk Guernica som efterlader kvinden såret og sårbar tilbage. Hullet og ramt, men ikke rørt.

Jeg har bevidst fjernet bogen fra skrivebordet og skriver ud af de følelser der måtte poppe frem. Det kan ofte være søgt og forceret at have et værk til bedømmelse foran sig. Jeg kan lide når distance og eftertanke spiller med. Derfor er mine ord nu blevet varmere og venligere. Bogen er alligevel ikke helt så tosset.

God er den dog ikke. Men den har nu noget. Noget der stikker.

Signe Parkins har sin helt egen stil. Firkantet snarere end rund. Legesyg og udfordrende næsten som om at det grimme og prikkende er en dyd i sig selv. Men lur mig, om alt ikke er nøje overvejet. At de bortvendte ansigter, øjne der aldrig mødes, resignationen efter knaldet, skuffelsen måske ligeud er billeder på kønnenes kamp. Ikke imod hinanden kun, men også for og med hinanden. At være ene er hårdt og svært. At være to er besværligt og gysende.

Tegningerne forekommer ufærdige, skitser og streger snarere end endelige. Det har en fin virkning. Alt det umiddelbart ufærdige og usynlige får en ekstra tyngde. På den ene side er det Kejserens nye klæder, og på den anden side en Pandoras æske af skyld, skam, svigt, håb, lyst…

Signe Parkins modtog Ping-prisen i 2012. Det gjorde hun. Men hvad så med Tusindfryd?

Tusindfryd er et værk som deler vandene. Den er både fimset og ufærdig, og samtidig en nænsom hånd omkring det at være voksen og kvinde.

Jeg kan lide den og jeg kan ikke lide den. Så den gør NOGET ved mig. På samme måde som i hundredvis af danske popviser, som jeg har hørt til hudløshed men ikke kan huske længere. Og så, fra højre, et Sex Pistolsrif, som bare sidder fast som en flænge i kinden.

Således også med Signe P. Tusindfryd bliver hængende.

Dog kan det ikke blive til nogen fabelagtig karakter. Jeg ender på 3 fordi den driller og stikker. Tegningerne er af helvede til. Digtene kræver genlæsning. Helhedsindtrykket er dog, trods alle hårde ord, positivt og jeg ender med 3 røde julehjerter.

 

karakter_3af61

 

Titel: Tusindfryd – rim og tegninger

Skrevet af Signe Parkins

Tegnet af Signe Parkins

Farvelagt af Signe Parkins

Forlag: Cobolt i samarbejde med Aben Maler

32 s. i farver

21 x 25 cm

Vejl. pris 198,00 kr.

ISBN 978-87-7085-697-3

3 comments

  • Jeg synes det er en fantastisk udgivelse hvor netop sprog og tegninger leger med hinanden. Nej det er ikke en tegneserier, og ja tegningerne er særegne – endda grimme på en fantastisk måde.
    Det afhænger givet af øjnene der ser – mest af alt fryder jeg mig over, at grafiske fortællinger spænder så vidt, at alene synet af enkelte tegninger i en anmeldelse kan afføde så råt formuleret afsky som i kommentaren herover :-)

  • Jeg brød mig bestemt ikke om førstehåndsindtrykket, men det ændrede sig undervejs og ved anden og tredje gennemlæsning var der et eller andet. Når jeg nu tænker efter, så var der især to elementer som pissede mig af.

    Dels af fruentimmeret ryger pibe, dels at der spredes ben og blotlægger skridtet. Begge billeder gør ondt og rokker vel ved min forestilling om kønnene, og hvordan jeg dømmer og fordømmer.

    Jeg glæder mig over, at jeg nu kan skue ud over mine vaner og også kærtegne ord og billeder som stikker.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *