Tusindfryd – rim og tegninger er titlen. Coveret er hvidt og det er Cobolt i samarbejde med Aben maler som står for udgivelsen.
Og jeg sidder tilbage med et stort Hm…
For det er ikke en udgivelse, som jeg bryder mig synderligt om. Nuvel, tegneserier har talrige masker, og hvor de fleste pryder reol og øje, så er der andre som stikker ud. Signe Parkins har stået for både lyrik, tegninger og farver og det har hun gjort så godt, at det i hvert tilfælde stikker fælt i mine øjne.
Jeg holder skam meget af sproglig elastik herunder poesi, og jeg kan også sagtens nyde enkelte siders ordleg, og fordybe mig i de røde tråde som måtte være gemt eller ikke. Digte er jo noget løjerligt noget. De kan skabe brusende blod hos Lene og iskold kulde hos Lone.
Alt afhænger af øjet og sindet og ens ståsted i livet. Er det ikke sådan?
Jeg burde være favorit til at holde af Signe Parkins, men det halter gevaldigt med følelserne, de hjertelige og kærlige altså. Jeg synes, at de 34 sider er noget miskmask, og jeg blev ikke rørt på nogen som helst måde.
Jo. På et felt. Nemlig ved legen med ord, og de gange hvor der skabes nye ord. Hvert eneste nye ord, som oftest sammensatte navneord, så klapper jeg gerne i mine buttede hænder.
Men hør. Faktisk på endnu et felt. Jeg irriteres og det prikker i mine øjne. Der er noget tilbageholdende ved illustrationerne. Som om at hver side bærer på store skuffelser og triste nederlag. Man ligger ned, og er nærmest fladmast op af trappen. Ansigterne forvredne og bortvendte. Øjne som aldrig mødes. Et slags feministisk Guernica som efterlader kvinden såret og sårbar tilbage. Hullet og ramt, men ikke rørt.
Jeg har bevidst fjernet bogen fra skrivebordet og skriver ud af de følelser der måtte poppe frem. Det kan ofte være søgt og forceret at have et værk til bedømmelse foran sig. Jeg kan lide når distance og eftertanke spiller med. Derfor er mine ord nu blevet varmere og venligere. Bogen er alligevel ikke helt så tosset.
God er den dog ikke. Men den har nu noget. Noget der stikker.
Signe Parkins har sin helt egen stil. Firkantet snarere end rund. Legesyg og udfordrende næsten som om at det grimme og prikkende er en dyd i sig selv. Men lur mig, om alt ikke er nøje overvejet. At de bortvendte ansigter, øjne der aldrig mødes, resignationen efter knaldet, skuffelsen måske ligeud er billeder på kønnenes kamp. Ikke imod hinanden kun, men også for og med hinanden. At være ene er hårdt og svært. At være to er besværligt og gysende.
Tegningerne forekommer ufærdige, skitser og streger snarere end endelige. Det har en fin virkning. Alt det umiddelbart ufærdige og usynlige får en ekstra tyngde. På den ene side er det Kejserens nye klæder, og på den anden side en Pandoras æske af skyld, skam, svigt, håb, lyst…
Signe Parkins modtog Ping-prisen i 2012. Det gjorde hun. Men hvad så med Tusindfryd?
Tusindfryd er et værk som deler vandene. Den er både fimset og ufærdig, og samtidig en nænsom hånd omkring det at være voksen og kvinde.
Jeg kan lide den og jeg kan ikke lide den. Så den gør NOGET ved mig. På samme måde som i hundredvis af danske popviser, som jeg har hørt til hudløshed men ikke kan huske længere. Og så, fra højre, et Sex Pistolsrif, som bare sidder fast som en flænge i kinden.
Således også med Signe P. Tusindfryd bliver hængende.
Dog kan det ikke blive til nogen fabelagtig karakter. Jeg ender på 3 fordi den driller og stikker. Tegningerne er af helvede til. Digtene kræver genlæsning. Helhedsindtrykket er dog, trods alle hårde ord, positivt og jeg ender med 3 røde julehjerter.
Titel: Tusindfryd – rim og tegninger
Skrevet af Signe Parkins
Tegnet af Signe Parkins
Farvelagt af Signe Parkins
Forlag: Cobolt i samarbejde med Aben Maler
32 s. i farver
21 x 25 cm
Vejl. pris 198,00 kr.
ISBN 978-87-7085-697-3