Home / Anmeldelser / Undertaker 4 – Hippokrates’ skygge

Undertaker 4 – Hippokrates’ skygge

Undertaker_04

Undertaker_04Hippokrates’ skygge er titlen på ShadowZones nyeste Undertaker, og den er forrygende. I takt med at plottet nærmest udviskes og handlingen gøres mere simpel, så stiger den generelle underholdningsværdi. I Undertaker 4 er der reelt tale om én stor forfølgelse og det er faktisk ret spændende.

Den græske læge Hippokrates, og her taler vi altså fra en periode før Kristi fødsel, ville nok næppe anerkende eller favne Undertakers ret markante skurk, Jeronimus Quint, Slagteren fra Sutter Camp, for han er eddermame en herlig led type. Hans håndværk som læge er uovertruffen og det udnytter han koldt og kynisk. Kløgtigt og kalkuleret spiller han skak og ofrer og sætter i spil og slag efter behag. Jeg har det sådan med skurke, at de oftere bliver siddende på nethinden end heltene, og Quint ætser sig fast.

Handlingen er såre simpel:

Rose er i Quints varetægt og kun han kan lindre og helbrede hende. Vores hovedperson, Jonas Crow, skal således ikke alene skynde sig, men også grundigt overveje hvorvidt Slagteren skal lade livet. En satan som har gjort sig uundværlig kan man ikke bare slå ihjel, vel?

Det er underspillet, ja, men findes for hvorfor pokker er Crow så indædt i at forfølge? Selvfølgelig for at gøre op med mareridtene fra borgerkrigen, hvor Quint også spillede en rolle, men nok også fordi kærligheden rider med, hvilket vi også får at se til sidst. Det var nu heller ikke særligt svært at regne ud.

Ikke mere om handlingen.

Tegningerne er, som i de foregående Undertakeralbum, forrygende og betagende. Dystre og stemningsladede. Solskinnet pipper kun frem til sidst, for blot at forstærke alt det mørke og grumme forinden. Stilistisk taler vi om et forholdsvist højt niveau og det er en nydelse at dvæle ved de mange mørke passager. Selv er jeg ret glad for midterparten, hvor Crow får held til at nappe en flodpram, som så hurtigt får fart på. Det er flot og medrivende tegnet.

Bemærkelsesværdigt er især de mange skiftende synsvinkler. Det genererer ikke alene en tempomæssig fortættelse, men også en psykologisk effekt idet de hyppige skift fremmer intensiteten, og det, vel at mærke uden at den røde tråd går fløjten.

Ja. Man kan hævde at jagten kun skaber ensidighed, og at albumserien dermed fader lidt i samlet indtryk. Men nix nej. Dels krydres fortællingen med små afstikkere hist og pist, og vi får blandt andet flere gruopvækkende slagterhistorier, og dels det der med dumme møgsvin som gør nytte. Kan og skal man slå svin ihjel, når disse kan redde liv?

Undertaker 4 er først og fremmest forrygende i sin fortættede fortælling. Cowboyadrenalin med fuld skrue. Dystre tilbageblik i en smagfuld cocktail af godt håndværk, stemninger og en jagt hvor hævn, retfærdighed og kærlighed spiller med.

Indenfor genren er Undertaker yderst velkommen. Samlet set et fint plot, en hæsblæsende beretning med mange peaks, og iblandet tilpas mange modbydeligheder som gør, at serien nok får tag i mange, og som serie stå i lang tid.

Hvis man endelig skal gå ind og se på fx Blueberry og sammenligne, så er der stadig et pænt stykke op. Der er en nuance eller to til forskel og det handler sekundært om hovedaktørerne, hvor Blueberry overordnet bare fremstår mere helstøbt som karakter end Crow. Der er flere strenge at spille på.

Samt tegnestilen. Måske fordi jeg er bias i forhold til min ungdoms westernhelt. Og så primært fordi Giraud bare er mesteren når det handler om landskaber.

Nok om det. 5 gode kirurgiske indgreb og det er dem uden bedøvelse.

Og så glæder jeg mig over, at der er flere bind under forberedelse.

 

karakter_5af6

 

Titel: Hippokrates’ skygge

Forfatter: Xavier Dorison

Tegner: Ralph Meyer

Forlag: ShadowZone

Format: Hardcover, 54 sider i farver

Oversættelse: Vigan

Pris: 169,-

Isbn: 978-87-92048-19-6

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *