Home / Anmeldelser / Usete steder

Usete steder

Karoline Stjernfelt strøg til tops og var et overvældende behageligt bekendtskab med debuten og nu er hun atter aktuel med en samling fra Cobolt. Titlen er Usete steder & andre historier. Et glædeligt gensyn, og fedt at Cobolt har samlet disse små perler sammen, så vidt jeg kan forstå, fra tidligere udgivelser.

Never mind. Her er der forrygende små skud, alle med det tilfælles, at de har Karoline Stjernfelt inde over. Hun har selv skrevet forordet til bogen, et godt sted at starte, både som forord som sådan, men også til alle dem, som har så travlt med at tage afstand til tegneseriens triviallitteratur, hvis man da drister sig kættersk til at mene, at fx Anders And tilhører dette bagskur!

Side 25
Side 35

Softcover med en spiselig grøn forside med hilsner til fx Moebius øverst, og en herlige one-liner fra Peter Snejbjerg. Gale kvindemenneske! Vi er i det grønne og jordnære, men også i andre lag, både konkret og billedligt talt.

Samlingen af de små bidrag er på 76 sider, og er at regne for en slags novelleindslag, og samlet minder beretningerne mig om de gamle Tales of the uninspected, Skæbnefortællingerne, som nogle måske husker sidst lørdag aften dengang i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne i tv-monopolets tid.

Side 49

Eftertænksomhed og tænksomhed præger disse fortællinger. Bedst og mest skræmmende er allerførste historie Tidevand, der handler om en fotograf og dennes møde med fortiden. Alle syv, og måske er det bare mig, men jeg tænker automatisk Karen Blixen og Syv fantastiske fortællinger, har hver deres helt særegne præg. Tegnetalentet er klokkeklart, men måske overraskende nok, og glædeligt er det, at evnen til også at fortælle den ’gode’ historie, er til stede.

Tegningerne er flotte sine steder, og simple andre. Bevidste valg, virker det til. Jeg holder især af de mørke tunge træer, der knejser truende og dog åbnende i beretningen Dannelsesrejse. Læg mærke til træerne. Guf for en dansklærer og en udskoling.

Det er klart en udgivelse til den mere reflekterende side af tegneserielæseren. Jeg har læst dem alle syv nu et par gange, men kan mærke, at de hver især bidder i mig, og jeg må genlæse dem. Det borger godt.

Side 61

Karoline er kun kort på vej, og jeg spår, at hun vil blive en af de helt store i ikke alene det danske tegneseriemiljø, men også udover vores landegrænser.

En ny stjerne er født, sådan står der på bogens bagside, lige under Karoline Stjernfelt i lysegrønt ved arbejdsbordet. Lyset er herligt grønt, lyst grønt og ja – en stjernefødsel.

Fire stjerner får dette lille samleværk.

Titel: Usete steder & andre historier

Tekst: Karoline Stjernfelt

Illustrationer: Karoline Stjernfelt

Forlag: Cobolt

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-7085-809-0