Årets sidste dag. Bølgerne har lagt sig og Covid-19 blev årets nytårstorsk. Verdens mest uvelkomne gæst.
Vuggevisen er titlen, og vi er sammen med forfatter og tegner Henriette Westh. Ikke en dårlig borddame, og vi følger hendes agentserie, Dorthea overlevelser, og det er et hæsblæsende ramasjangeventyr for alle med hang til hurlumhejspas og action.
Coveret viser Dorthea i skumsprøjt under et sejl i hvidt og rødt. Hun ser noget beklemt ud, og det har hun god grund til.
Vuggevise, en lidt underlig titel, faktisk. Men det er navnet på en fæl gut, og albummets 48 farvesider er en stor track and trace, hvoraf en større del, og en sjov del altså, foregår ombord på et vikingeskib. Dorthea er på jagt efter en mand, en farlig mand, men det går lidt skidt på vikingeskibet.
Lad mig lige dvæle ved sidstnævnte. Umiddelbart en ret dårlig idé at sætte en beskeden træramme op, for der er ikke så mange udfoldelsesmuligheder for hverken dynamik eller dybde. Men alligevel formår Westh at gøre de sider til albummets absolut bedste. Mine unger gøs og fandt det hele vildt spændende, og min dreng ville tegne helikoptere bagefter. Der sker nemlig det vilde, at naturkræfterne spiller ind, og så falder maskerne. Dorthea har snydt sig ombord, og det går vildt for sig.
Albummet som sådan er fint for yngre læsere.
Men for en gammel idiot som mig, er plottet lidt for tyndt og jeg finder tempoet for højt. Jeg kan ikke helt følge med, og synes, at jeg skal sluge alt for mange kameler, og der er alt for mange ’viharetproblemogvedikkehelthvordanviskalløsedetmensågørvidetalligevel’. Det bliver for lemfældigt, og det er i virkeligheden en synd. Tid er tilsyneladende ikke et problem, og der hackes telefoner på næsten nul sekunder.
Jeg er dog ret sikker på, at Henriette har what it takes til at blive en ny Sussi Bech. Tegningerne dog stadig alt for løse i stregen. Kun Dorthea er for alvor lige i spot on og genkendelig, både når hun spasser ud og når hun bliver knotten.
Baggrundene alt alt alt alt for fattige. Sådan har jeg det lidt, når jeg speedlæser. Men når man kigger lidt efter, så er der fine småsteder hist og pist. Blomster i kander i flor og flot oprejste, for så dagen efter, hvor Dorthea også først var frisk, så dagen efter er det anderledes. Både Dorthea og blomst til tælling. Sådan noget kan jeg godt lide. Men lad mig gentage. Mere baggrund. Flere detaljer. Tak.
Min største anke er stadig på manussiden, strammes der op her, så kunne jeg sagtens se en ny Tintin. Eller noget der ligner.
Det kan være tidlig demens, men jeg er ikke hel sikker på, at jeg forstår hvad albummet går ud på. På bagsiden står der, at det handler om at få en morder i fængsel. Men er det virkelig kun det?
Jeg tror, der er mere. Det MÅ der næsten være.
Albummet er fyldt med spænding og gags, og bortset fra siderne til søs, så er jeg kun jævnt underholdt. Bedre er det, når der er lidt morskab. Som i barsekvensen med seksuelle undertoner, og i en fin tre ruders sekvens på side 14. Sådan noget er herligt, synes jeg.
Jeg og vi her på øen er dog blevet fans. Jeg tænker, at skal man introducere tegneserier til de yngste, så er Dorthea ikke helt ueffen. Det tæller altså med, og undskyld at jeg trækker kønskortet, at Dorthea er kvinde. Jeg har selv tre piger, fem hvad papbørnene tælles med, og det har godt af en medsøster i streger og striber.
Manus trænger til nogle velstore sjusser, baggrundene med, og så vil kommende Dorthea’er komme højere op end de tre vikingestjerner, som vi lander på.
Titel: Vuggevisen
Tekst: Henriette Westh
Illustrationer: Henriette Westh
Forlag: Forlaget Westh
Format: 48 sider i farver, softcover
Pris: 160,-
Isbn: 978-87-972083-1-1