Wika og Oberons rasen er en voldsom flot tegneserie. Uhyre flot. Og ekstremt grusom på samme tid. Jeg er begejstret, og det til trods for at genren fantasy ellers aldrig rigtig har fået mit blod til at rulle. Men denne her sag…
Det er i en anden tid, og vi er et andet sted. I en slags prolog destruerer den onde fyrste Oberon alt han kommer i nærheden af. Målet er fortet Castelgrimm i Pans rige, og derinde i hjertet befinder hertug Grimm sig sammen med hans udkårne. De har en fælles datter, en fe ved navn Wika, en lille prut på kun ni måner. Ikke måneder, men måner.
Fortet falder, men Wika undslipper. Hun må leve i skjul og for at sikre hendes overlevelse må hendes vinger klippes af, og hun skjules hos en lille elverfamilie.
Og så går tiden, som den jo gør i eventyr, og en dag er Wika stor. Tretten år er gået, og Wika er blevet en smækker lækker tøs med tatoveringer i ansigtet og på kroppen. Smukke ar fra da hendes fevinger blev afklippede. Hun møder Bran og der er amoriner i luften. Så langt så godt, præcis som i eventyrene.
Men intet varer evigt og slet ikke idyl. Da Wika standser med at bløde og for alvor træder ind i den voksne verden, så inviterer hun sig selv til festmåltid, et måltid hvor hun er hovedretten. Oberons mage, ulvinden Rowena, er også en fæl satan. Hun har skabt død og ødelæggelse, og via sit skød syv ulvebørn, der vejrer blod, Wikas blod. Og så er der ballade.
Dødelig ballade.
Alene står hun til sidst, Bran må lade livet, men så dukker der tre fæller op. Tre sexede duller der viser sig at være Oberons mareridt og måske Wikas frelse. Tre foruroligende gudmødre – De sorte feer.
Wika og Oberons verden er et veritabelt farve og festfyrværkeri af dimensioner. Der er så meget godt at berette. Ekstremt flotte og næsten minutiøst detaljerede illustrationer hvor hver enkelt rude nærmest er et mesterværk i sig selv. Karakterne er så flot tegnede, at man nærmest sidder og bliver helt lysten når den ene sexede vamp efter den anden toner frem på siderne, og frastødes med svedigt grin når de fæle onde sorte fætre bukker under og må dø. Volden er udpenslet på en særlig sirlig fin måde, så det bliver aldrig modbydeligt, snarere æstetisk, hvis man da kan mene noget sådan om drab.
Dertil kommer den dynamiske brug af billeder, hvor alt gængs i form af ruder er opbrudte. Siderne sluges fordi det der fortælles og tegnes harmonerer så forbistret godt. Det er både farverig fantasy, traditionelt eventyr, moderne drama og musikvideo blandet sammen og tilsat en bane speed. Manden bag er Oliver Ledroit. Stående ovation til ham.
Plottet i sig selv er naturligvis set før. Klassisk ond versus god sat ind i eventyrets skabelon med eventyrets genretræk iblandet. Og fuck om det minder om det ene eller det andet. Fuck det. For det virker og det virker røvgodt.
Så altså – en ramasjang af farver og fortælleglæde. I hardback med forord af Pierre Dubois, anerkendt elverolog, et seks sider langt efterskrift med Wikas tilblivelse, med første ideer og skitser og den slags, der bare gør at man som læser føler, at man vitterligt for noget for pengene. Tilhører du typen der, som undertegnede, kan lide Game of Thrones og klassiske eventyr, så skal du hapse dette album. Dine øjne kæles for – det tør jeg næsten garantere.
Samlet 6 kys af den smukkeste fe af i alt seks mulige.
Wika og Oberons rasen
Skrevet af Thomas Day og Olivier Ledroit
Tegnet af Olivier Ledroit
Oversat af Ole Steen Hansen
Format: 80 s. i farver, indb. 24 x 32 cm
Pris: 248,00 kr.
ISBN 9788770855976