Willy på Eventyr #1 – Guld fra gemmerne!

I over tyve år – fra 1956 til 1977 – lavede makkerparret Tage Andersen og Aage Grauballe tegneserieføljetonen ”Willy på Eventyr” for det ugentlige magasin Familie Journalen. En tju-bang actionserie for raske drenge og deres fædre, formet efter den forbilledlige Alex Raymonds Flash Gordon.

Når man som jeg er født i midten af 70’erne, har man af naturlige årsager ikke haft det store kendskab, ej heller forhold, til Willy på Eventyr, i modsætning til de mange lidt ældre hvor magasinet var et af de ugentlige højdepunkter. Faktisk rækker mit kendskab sig ikke længere, end til de små smagsprøver jeg har haft fundet online.

Willy-Centret, som er en lille ”klub” af mænd der voksede op med Willys eventyr, har de sidste par år arbejdet hårdt på at få genudgivet de gamle historier – måske mest for nostalgiens skyld, men vel også for at dokumentere et næsten glemt kapitel i den danske tegneseriehistorie.

Det er altid noget farligt noget, når man begynder at kaste sig ud i genudgivelser, som man har et stærkt nostalgisk forhold til. Tit er man forblændet af sin barndoms kærlighed til forlægget, og har ikke øjne for de objektive fejl og mangler der kan være. Derfor var jeg også en anelse skeptisk da jeg satte mig til rette for at læse den første genudgivelse med Willy på Eventyr – ”Onkel Hans forsvundet i Bermuda-Trekanten”.

På vej hjem fra en succesfuldt rummission, får Willy at vide at Onkel Hans er forsvundet i Bermuda-trekanten. I SM-6 flyver Willy og Jonna ud for at finde Hans, og dybt nede under havets overflade finder de Hans’ sunkne skib – og intet mindre end en skjult civilisation. Men er det allerede for sent for Onkel Hans…?

Willy på Eventyr er formet efter lignende klassisk magasin/avis serier, som Alex Raymonds Flash Gordon og Hal Fosters Prins Valiant, idet det er billeder med forklarende tekst under – og ingen af de mere typiske tegneserieelementer som talebobler, captions eller lydord.

Det absolutte første der slår en, når man kommer i gang, er: Hold nu kæft, hvor ér det dog overdrevet smukt tegnet! Tage Andersen mestre i disse sider en streg, anatomi og billedopbygning som et sublimt håndværk man godt kan savne i dag. Man bliver suget ind i det undersøiske univers og hold kongeligt underholdt hele vejen igennem, mens man sidder igen og igen og tager sig i at stoppe op og nyde at udforske de smukke tegninger.

Historien har Tage Andersen og Aage Grauballe fundet på sammen, men det var Aage der skrev manuskriptet – og dér har vi kædens svage led. Teksten er visse steder kluntet, vag, og virker til tider ligefrem uerfarent – hvilket er sært, for Aage var journalist og gik endda hen og blev chefredaktør på Familie Journalen.

Men på trods af disse formidlingsmæssige svagheder i teksten, er grundstammen i historien bundsolid efter tidens norm og målgruppe. Willy er helten der klarer ærterne, mens kæresten Jonna står klar i baggrunden og er smuk. Det er tju-bang action efter klassik opskrift for raske drenge og deres fædre.

Dette var mit første rigtige møde med Willy, og jeg smider mig i støvet og erklære min ypperligste beundring for dette fantastiske værk. Nej, historien holder ikke 100% i dag, men man bliver alligevel opslugt af den, og jeg følte mig pludselig som en glad lille dreng en varm sommerferiedag – og tak for det!!!

Tage Andersen var et tegneserietalent ud over det sædvanlige – både dengang og i dag. Selvom jeg efter endt læsning tog mig selv i at tænke, at det kunne være fedt med en helt ny Willy-serie, lavet i dag, så kan jeg ikke forestille mig hvem der skulle kunne bære faklen videre.

Willy på Eventyr er noget af det bedste og mest charmerende jeg har læst i lang tid … gør dig selv den tjeneste at anskaffe dig albummene, før de er væk. Det tredje er lige udkommet.

Willy på Eventyr – Onkel Hans forsvundet i Bermuda-trekanten
Tegnet af Tage Andersen
Skrevet af Aage Grauballe
42 sider i farver (softcover)
99 kroner
Udgivet af Forlaget Fabel
Kan bestilles HER.